Den nye kampagne skal øge opmærksomheden på, hvor vigtigt det er, at kvinderne husker at deltage i screening. Foto: Helle Brandstrup Larsen

Kvinder glemmer at blive screenet for livmoder-halskræft

Er du en af de mange kvinder, der glemmer at bestille tid til screening for livmoderhalskræft, så vil en ny kampagne huske dig på det.

Du får en invitation til at blive screenet for livmoderhalskræft, som består af en gynækologisk undersøgelse for celleforandringer i livmoderhalsen. Du lægger invitationen fra dig og glemmer alt om at bestille tid hos egen læge. Det er du desværre ikke ene om. Alt for mange kvinder undlader at blive screenet og det er en kedelig udvikling, for livmoderhalskræft kan i de fleste tilfælde forebygges.

Livmoderhalskræft rammer ofte yngre kvinder, og nye tal fra Region Midtjylland viser, at 48 kvinder i screeningsmålgruppen fik konstateret livmoderhalskræft i 2015.  For at få flere kvinder til at lade sig screene går Region Midtjylland og Regionshospitalet Randers derfor ud med kampagnen "Tag dig tid".

Der kan være forskellige årsager til, at kvinder ikke deltager i screeningen. Interviews med unge kvinder viser dog, at kvinderne ofte ikke kommer af sted til undersøgelsen på grund af forglemmelse eller udskydelse af undersøgelsen til et senere tidspunkt. Netop derfor er hovedbudskabet i den nye kampagne, at kvinder bør tage sig tid til at bliver undersøgt.

Ane Dalsgaard 

"Vi håber, den nye kampagne vil øge opmærksomheden på, hvor vigtigt det er, at kvinderne husker at deltage i screening. Kvinder, der deltager i screening, nedsætter deres risiko for at få livmoderhalskræft betydeligt, siger ledende overlæge Berit Andersen, Afdeling for Folkeundersøgelser på Regionshospitalet Randers og understreger, at selvom kampagnen primært er målrettet yngre kvinder, er det lige vigtigt for kvinder uanset alder at blive undersøgt for celleforandringer, når de bliver inviteret til screening for livmoderhalskræft.”

Gymnasielærer Ane Dalsgaard på 28 år, tidligere patient ved Regionshospitalet Randers, glæder sig over den nye kampagne og opfordrer kvinder til at huske at deltage i screeningsprogrammet.

”Jeg fik selv konstateret HPV og celleforandringer i 2014, og i 2016 fik jeg foretaget en keglesnitoperaton på Regionshospitalet Randers, hvor lægerne fjernede de celler, der kunne udvikle sig til kræft. Hvis jeg ikke havde deltaget i screeningsprogrammet, havde jeg ikke haft nogen anelse om min tilstand med middelsvære celleforandringer på livmoderhalsen, der i værste fald kunne udvikle sig til kræft. I dag er jeg rask takket være operationen. Så jeg vil stærkt opfordre til, at alle kvinder husker at deltage i screeningen,” siger Ane Dalsgaard.

 

I de kommende måneder vil kampagnen "Tag dig tid" køre i Region Midtjylland. Kampagnen skal gøre kvinder – og særligt yngre kvinder - opmærksom på, at de bør tage sig tid til at deltage i screening for livmoderhalskræft, når de modtager en invitation med posten.

Kampagnen sættes i gang efter, at en ny opgørelse fra Region Midtjylland viser, at 48 kvinder i screeningsmålgruppen fik konstateret livmoderhalskræft i 2015. Næsten halvdelen af kræfttilfældene var hos kvinder under 45 år, og størstedelen var ikke blevet undersøgt for celleforandringer sidste gang, de fik en invitation. De mest udbredte tilfælde af livmoderhalskræft fandtes hos kvinder, der ikke havde taget imod tilbuddet om screening.

Emner: livmoderhalskræft

Del artiklen med dine venner