Patientforening: Psykiatriplan overser ADHD hos voksne

Voksne med ADHD er et område i stigning, står der i Sundhedsstyrelsens udkast til en 10-års psykiatriplan. Alligevel er netop dette område ikke anerkendt i udkastet, sådan som direktøren for ADHD-Foreningen læser det. Og det ærgrer hende voldsomt.

“Når man ved, at stadig flere voksne lever med ADHD er det meget mærkeligt og meget skuffende, at området slet ikke er omtalt i planen. Jeg tabte simpelthen kæben, da jeg var færdig med at læse og tænkte, at det må være en forglemmelse,” siger Camilla Lydiksen.

Når hun undrer sig højlydt, skyldes det, at man nu i 10 år har vidst, at ADHD blandt voksne er et stigende problem, ligesom området er særdeles veldokumenteret, i forhold til hvad det koster i tabt livskvalitet, livsmuligheder og samfundsøkonomi. 

“Det er ganske utroligt, at man stadig ikke har forståelsen af, hvor stor betydning ADHD har for hverdagslivet for en meget stor gruppe mennesker. Det er som man siger til os: vi vil jer ikke rigtig,” siger hun og peger på, at det bekræfter oplevelsen, som mange voksne med ADHD har - nemlig at det ikke er noget man behøver tage alvorligt.

Forklaringen på ‘forglemmelsen’ ser hun i, at ADHD er så kompliceret en lidelse, at forfatterne til psykiatriplan-udkastet har tænkt, at “puha, det kan vi ikke lige overskue, det er for svært, så det lader vi være at tale om”.

Mangelfuld behandling af børn

Når området er i stigning har det dog også meget at gøre med, at udredning og behandling for ADHD blandt børn er meget mangelfuld. Således tager denne proces fem til syv år, hvilket dels betyder, at børn mistrives unødigt i årevis, inden de kommer i behandling, dels betyder, at der ‘produceres’ flere og flere unge og voksne med ADHD. 

Camilla Lydiksen noterer med tilfredshed, at børneområdet er fint dækket ind i planen. Og hun bedyrer, at ADHD-Foreningen vil kæmpe for at det samme kommer til at gælde i den endelige 10-års plan for psykiatrien.

“Vi vil følge med på en helt anden måde end ellers i det videre arbejde med planen. Og jeg er glad for at både Venstre og Socialdemokratiet har committet sig til at gøre noget. De kan ikke komme uden om det længere. Og de kan heller ikke være andet bekendt,” siger hun og tilføjer:

“Nu er der intet gjort i 10 år. Og jeg vil kæmpe for, at der ikke skal gå 10 år mere, uden at der sker noget konkret.”

Ønsker til en psykiatriplan

Og netop fordi der ikke er sket noget i 10 år er listen over, hvad der er behov blevet meget lang. Så hendes ønsker til indhold i den kommende 10-års psykiatriplan ser således ud:

• At man anerkender, at ADHD hos voksne eksisterer og dermed slipper berøringsangsten over for at behandle noget der faktisk er rigtig svært. Lad os da prøve noget af, i stedet for at gøre ingenting. Og lad os komme i gang. Vi er i 2022 og ved rigtig meget om dette område.
• At man sætter tidligere ind over for børnene. Det kan ikke passe, at der skal gå fem til syv år før vi overhovedet kan komme i gang medet behandle dem. 37 procent unge med ADHD får aldrig en afgangseksamen. Og det ville vi kunne gøre bedre, hvis vi hjalp dem tidligere.
• At sætte fokus på mestring og indsatsplan. Når vi er nået til, at vi godt tør sætte tidligt ind, udrede og behandle, hvor der er brug for det, skal vi sikre at de tilbud er der, som gør det muligt for mennesker med ADHD at leve et normalt liv - at de mestrer det. Dvs. at man i kommunerne,  udover at arbejde på symptomniveauet, også skal arbejde med hverdagsniveauet, så patienterne kan tilegne sig de færdigheder, der skal til - eller få indhentet det de ikke fik med fra barnsben, fx en afgangseksamen. Der skal med andre ord skabes catchup-planer.
• Det skal være det offentlige, der kommer med tilbuddene, så det ikke fortsat bliver de voksne selv, der skal finde vejen gennem junglen. Systemet skal vide, hvad der er på spil og sige: vi har de her tilbud.
• At man husker hvor stor en rolle de pårørende spiller i patientens liv. Også for de voksne med ADHD.
• At man sætter ind med screening i fængslerne. For mange indsatte er mennesker med ADHD. Og de skal have nogle mestringstilbud, så de ikke kommer igen.
• At vi sikrer et ensartet behandlingstilbud på tværs af regioner. At man sikrer, at det nødvendige antal privatpraktiserende psykiatere er der, så vi slipper for ventetider på op til halvandet år. Og så skal udrednings- og behandlingsgarantien i det offentlige udstrækkes til også at omfatte det private, eller i det mindste skal der i det private være nogle garantier om tid, så vi ikke skal have folk til at stå og vente så længe.