Forskning: Viagra kan måske forhindre Alzheimers sygdom

Normalt bruges den lille blå tablet Viagra mod mænds rejsningsproblemer. Nu viser forskning, at Viagra kan nedsætte risikoen for at udvikle Alzheimers med hele 69 procent.

Det viser et nyt studie, som netop er offentliggjort i det videnskabelige tidsskrift Nature Ageing.

I Danmark lever cirka 85-90.000 mennesker med en demenssygdom. Heraf har ca. 50.000 Alzheimers sygdom. I 2040 forventes antallet af personer med demens over 60 år at vokse til 125-150.000.

Ved hjælp af et stort genkortlægningsnetværk integrerede forskere ved Cleveland Clinic genetiske og andre data for at bestemme, hvilke af mere end 1.600 godkendte lægemidler, der kunne være en effektiv behandling af Alzheimers sygdom. De gav højere score til lægemidler, der er rettet mod både amyloid og tau - to kendetegn ved Alzheimers sygdom - sammenlignet med lægemidler, der kun var rettet mod det ene eller det andet.

"Sildenafil, som har vist sig at forbedre kognition og hukommelse væsentligt i prækliniske modeller, er den bedste lægemiddelkandidat," siger den ledende forsker Dr. Feixiong Cheng fra Cleveland Clinics Genomic Medicine Institute.

Forskerne analyserede derefter omkring 7,23 millioner amerikaneres sundhedsforsikringssager. De fandt ud af, at brugerne af sildenafil, som er indholdsstoffet i Viagra, i løbet af seks år havde 69 procent lavere risiko (hazard ratio: 0,31; 95% konfidensinterval: 0,25 til 0,39; P < 1.0 × 10–8) for at udvikle Alzheimers sygdom end de personer, som, ikke brugte sildenafil. 

For yderligere at udforske sildenafils potentielle effekt på Alzheimers sygdom udviklede forskere en laboratoriemodel, der viste, at sildenafil øgede hjernecellevækst og ramte såkaldte tau-proteiner. Alzheimers sygdom skyldes aflejring af to forskellige proteiner i hjernen, beta-amyloid og tau. Beta-amyloid lægger sig mellem nervecellerne, hvor det danner såkaldte plaques. Tau lægger sig inden i nerveceller, hvor det danner såkaldte tangles.

Demens-eskpert: "Interessant"

På Det Nationale Videnscenter for Demens ser overlæge og leder af den kliniske forskningsenhed, Kristian Steen Frederiksen, den nye forskning som »interessant«.

»Det her studie er en innovativ måde at kigge på eksisterende behandlinger, der kan vise sig at være effektive og allerede findes på markedet. Lige nu kender vi ikke til andre medikamenter, der kan forebygge Alzheimers«, siger han til Politiken.

Kristian Steen Frederiksen tør endnu ikke sige med sikkerhed, at Viagra kan stoppe Alzheimers. Tidligere har der været data fra lignende bagudskuende studier, som antydede, at smertenedsættende midler som Ipren var associeret med nedsat risiko for at udvikle Alzheimers. Den antagelse viste sig ikke at holde stik, da den blev testet med kliniske forsøg.

»Der er et langt stykke vej til at kvalificere studiet og en tidshorisont for behandling vil nok være mellem fem og otte år ude i fremtiden,« siger Kristian Steen Frederiksen til Politiken.

Vacciner kan måske også forebygge

Sidste år viste forskning fra Duke University Social Science Research Institute i USA med 5.000 medvirkende også, at pneumokokvaccinen, som mange danske ældre får gratis for at forebygge lungebetændelse, kan være med til at forebygge forekomsten af Alzheimers sygdom med op til 40 procent i aldersgruppen 65-75. Dog ikke hvis man er en af de få procent, der bærer gener, der øger risikoen for demens.

Også den almindelige influenzavaccine ser ud til muligvis at at beskytte mod Alzheimers sygdom. En andet studie fra The University of Texas Health Science Center med 9.000 medvirkende har vist, at der er en sammenhæng mellem dem, der årligt lader sig influenzavaccinere og en mindre risiko for at udvikle Alzheimers sygdom. Her beskyttede influenzavaccinen dog kun med 6 procent.

Indtil nu er det kun en statistisk sammenhæng, der er påvist, og reelt ved forskerne ikke, hvad sammenhængen skyldes.

Emner: Alzheimers sygdom

Del artiklen med dine venner