“Mit udgangspunktet er, at børn og unge har samme ret som voksne til at få den bedst mulige behandling," siger Anne Katrine Pagsberg.

Nyt forsøg skal føre til bedre behandling af børn og unge med psykoser

Succesen med OPUS-behandling til voksne med psykose skal nu forsøges gentaget ift. børn og unge. Lige nu er forskningsenheden i Børne- og Ungdomspsykiatrisk Center under Region Hovedstadens Psykiatri i gang med at rekruttere børn og unge til projektet, der er døbt OPUS YOUNG.

Håbet er, at et eventuelt positivt udfald kan vinde indpas i behandlingen af de unge patienter landet over.

Målgruppen for OPUS YOUNG er børn mellem 12 og 18, som har en begyndende psykotisk lidelse.

“Mit udgangspunktet er, at børn og unge har samme ret som voksne til at få den bedst mulige behandling. Problemet er, at der ikke foreligger nogen evidensbaseret behandling til denne sårbare patientgruppe, da der ikke er udført behandlingsforsøg. Derfor har vi ikke nogen præcise retningslinjer på området. Vi vil gerne kunne tilbyde denne  patientgruppe et evidensbaseret, skræddersyet og effektivt behandlingsforløb, sådan som vi gør det til de voksne,” siger Anne Katrine Pagsberg, professor og leder af forskningsenheden på Børne- og Ungdomspsykiatrisk Center i Region Hovedstaden samt ansvarlig for det aktuelle forsøg.

Baggrunden for forsøget er bl.a., at incidensen af psykoser og skizofreni blandt børn og unge er stigende og at det derfor er vigtigere end nogensinde at få igangsat en indsats, som kan forebygge disse patienters pt. meget ringe sygdomsprognose.

“Der bliver kun i begrænset omfang målt på, hvordan det går mennesker med en særlig tidlig debut af psykose, men mange fortsætter i det psykiatriske system i årevis i voksenalderen og har brug for botilbud, klarer sig dårligt i uddannelse og på arbejdsmarkedet og er i risiko for en forkortet levetid. Så vi taler om alvorlig sygdom, som der er et stort behov for at sætte ind overfor meget tidligt i forløbet,” påpeger professoren.

Til fordel for både den enkelte og samfundet

Med OPUS YOUNG håber hun at få skabt den evidens, der i dag mangler, for hvordan man bedst behandler nogle af de mest syge børn og unge. Forsøget bygger på erfaringerne fra og forskningen på de efterhånden mange OPUS-teams i psykiatrien, der behandler voksne fra 18-35 år med debuterende psykose eller skizoaffektive lidelser. Og efter et netop afsluttet pilotforløb er der nu et behandlingsforløb klar, som er skræddersyet til de unge ned til 12 år.

Forsøget kommer til at omfatte 284 børn og unge, hvoraf halvdelen vil få standardbehandlingen og den anden halvdel vil få OPUS YOUNG-behandlingen.

“Vores primære hypotese er, at patienterne i OPUS YOUNG forløbet opnår et højere funktionsniveau end dem, der får standardbehandlingen. Desuden vil vi se på det økonomiske outcome. For mens det står klart, at OPUS-behandlingen i sig selv vil være dyrere, fordi den er bedre normeret, så er spørgsmålet om den på langt sigt vil koste samfundet mindre i kraft af færre indlæggelser og færre udgifter til andre offentlige ydelser - sådan som OPUS for voksne har vist sig at gøre,” siger Anne Katrine Pagsberg.

Hun tilføjer, at hvis hypoteserne holder, giver det mulighed for, at OPUS YOUNG senere vil kunne tilbydes alle børn og unge med psykoser  i Region Hovedstadens Psykiatri. Og på samme måde forudser hun, at der vil være både national og international interesse for behandlingen, da det formentlig vil være den første evidensbaserede specialiserede assertive og integrerede behandling til denne sårbare målgruppe. 

En mere opsøgende behandling

OPUS YOUNG forsøget er designet i et tæt samarbejde med eksperter fra både indland og udland. Medarbejderne i både forskningsteam og behandlingsteam har erfaringer fra både børne- og ungdomspsykiatrien og voksenpsykiatrien, lige som flere har grundig erfaring fra OPUS til voksne. Rekruttering til forsøget udføres i et tæt samarbejde med forskningen, klinikken og visitationen.  

Behandlingen i OPUS YOUNG vil bygge på assertive principper om at være udgående og opsøgende. Behandlingen er manualiseret. Hver patient vil få en primær behandler i form af en psykolog, sygeplejerske, ergoterapeut, fysioterapeut, pædagog eller socialrådgiver, som er trænet i kognitiv adfærdsterapi. Og som udgangspunkt vil patient og behandler mødes en gang om ugen i to år.

Fokus i behandlingen er psykoedukation, medicinsk behandling og familiebaseret intervention, hvor man arbejder tæt sammen med forældrene. Andre tilbud vil være social kognitiv færdighedstræning, søskendegrupper og peersupport, lige som der også er fokus på skole- og beskæftigelsesfastholdelse. I forhold til den medicinske behandling følges en bestemt algoritme, sådan at den bliver individuelt tilrettelagt og givet i samarbejde med patienten og familien.

Endelig er der i OPUS YOUNG fokus på at forebygge misbrug - og behandle det, hvis det er der. Og ved afslutningen af hele forløbet vil en vigtig opgave være at sikre en så velplanlagt og glat overgang for patienten som muligt til eventuel videre behandling i eller uden for psykiatrien.

Forsøget er støttet af en donation på 10 millioner kr. fra TRYGfonden og 500.000 kr. fra Helsefonden. Det forventes afsluttet om godt fire år.

 

Del artiklen med dine venner