Forskning antyder: Depression kan måles i hjerterytmen

Vigtigheden af overlap i behandlingen af psykiatrisk og fysisk sygdom understreges i et studie, der viser, at måling i forandring af hjerterytmen kan give et fingerpeg om, hvem der er i risiko for depression, og hvorvidt en given behandling virker.

Ved præsentationen af studiet på European College of Neuropsychopharmacology (ECNP) Congress, som i år blev holdt online 12.-15. september, sagde en af forskerne bag studiet, Carmen Schiweck fra Goethe University i Frankfurt, at ”vores resultater tyder på, at man blot ved at måle hjerterytmen i 24 timer med 90 procents sikkerhed kan sige, om en person lige nu er depressiv eller ej”.

Hun forklarede, at forskerne længe har vidst, at hjerterytmen er knyttet til depression, men at man hidtil ikke har kunnet finde relationen. Bl.a. fordi hjertefrekvenser kan svinge hurtigt, mens depressionen kommer og går, samtidig med at medicinen er længe om at virke. Men det nye middel til behandling af svær depression, ketamin, som har en meget hurtig effekt, har gjort det muligt for forskerne at blive klogere på linket mellem hjerterytme og depression – og dermed hvordan den gennemsnitlige hvilepuls ret pludseligt kan ændre sig i takt med humørsvingningerne.

Bedre reaktion på behandling

I studiet fik de 32 deltagere målt deres hjerterytme i fire døgn, mens halvdelen, som var patienter med svær depression, fik ketamin. Det viste sig, at dem med depression havde en højere gennemsnitlig hjerterytme på 10-15 slag mere i minuttet og en mindre variation i rytmen. Deltagerne blev målt igen efter behandling, hvor man fandt, at både frekvensen og svingene i hjerterytmen hos dem med depression lå tættere på dem hos de raske kontroller.

”Normalt er hjerterytmen højere om dagen end om natten. Men interessant nok ser det ud til, at faldet i natlig hjerterytme ikke er så stort hos dem med depression, hvilket tyder på, at måling af hjerterytmen kan bruges til at identificere patienter i risiko for at udvikle depression eller få tilbagefald,” sagde Carmen Schiweck.

Forskerne fandt desuden, at patienter med en højere hvilepuls reagerede bedre på behandlingen med ketamin, hvilket de mener kan hjælpe med at identificere, hvilke patienter der sandsynligvis vil reagere på hvilken behandling. resultaterne har således spændende konsekvenser for valget af behandling, som hun sagde.

Endelig understregede hun, at studiet er lille, og at man vil følge op med et større.

 
Del artiklen med dine venner