"Baseret på den begrænsede data som er tilgængelig, er der ikke på nuværende tidspunkt evidens for et mere alvorligt sygdomsforløb med COVID-19 for MS-patienter i behandling med Ocrevus," siger professor i neurologi, Stephen Hauser.

Ingen tegn på værre COVID-19 forløb for sclerosepatienter i Ocrevusbehandling

EAN: Ud af 100 bekræftede tilfælde af COVID-19 hos sclerosepatienter i Ocrevus-behandling, har 26 været indlagt. 14 af dem er kommet sig og er udskrevet fra hospitalet, mens 12 var indlagt ved tidspunktet for dataindsamling.

Fire af dem var i kritisk tilstand. Otte tilfælde var alvorlige, fire var i bedring og i fire tilfælde er der ikke rapporteret om patienternes tilstand. Det viser foreløbig data fra Roches database indhentet frem til 30.april 2020.

Da corona-epidemien brød ud i Italien i starten af året og bredte sig i Europa, opstod en debat om, hvorvidt de immundæmpende behandlinger til multiple sclerose (MS) udgjorde en risiko for patienterne under epidemien. I Danmark har MS-klinikkerne hovedsageligt valgt at fortsætte behandling med blandt andet Ocrevus ud fra en vurdering af, at der kan gå lang tid, før der findes en behandling og vaccine mod Covid-19, og det at undvære MS-behandlingen udgør i sig selv en risiko for patienterne. En fornuftig strategi, tyder de foreløbige rapporteringer om MS og COVID-19 på.

"Baseret på den begrænsede data som er tilgængelig, er der ikke på nuværende tidspunkt evidens for et mere alvorligt sygdomsforløb med COVID-19 for MS-patienter i behandling med Ocrevus," siger professor i neurologi ved University of California, San Fransisco, Stephen Hauser i sin præsentation af tallene på dette års virtuelle EAN-kongres.

De nye data for MS og corona stammer fra en opdateret analyse af sikkerheden ved Ocrevus, hvor data er samlet fra mere end 5.000 patienter verden over fra mere end ti kliniske studier, heraf de store fase III-studier, som lå til grund for godkendelsen af lægemidlet. Data fra studierne er indhentet frem til august 2019, og tallene fra Roches pharmacovigilance database er indhentet som en del af firmaets standardaktiviteter frem til 30. april 2020.

Den samlede analyse viser en konsistent sikkerhedsprofil for Ocrevus over tid. Raten af bivirkninger og alvorlige bivirkninger forblev lig profilen i de kontrollerede fase III-studier over en periode på 6,5 år.

Infektion i luftvejene er den mest almindelige bivirkning, og infektioner er den mest almindelige alvorlige bivirkning med henholdsvis 76 og 1,97 tilfælde per 100 patientår.

Raterne af alvorlige bivirkninger er forblevet højere blandt patienter med primær progressiv MS sammenlignet med attakvise patienter, men for begge grupper er raterne forblevet lave og er konsistente med de tal der er rapporteret for infektionsrelaterede indlæggelser fra real world MS-kohorten. Forekomsten af cancer herunder også brystkræft hos kvinder er også forblevet stabil over hele perioden.

Emner: EAN2020

Del artiklen med dine venner