”Såfremt behandlingen virker, vil den være et nyt fremskridt ved at kunne være neuroprotektiv og remyeliniserende, hvilket ingen tidligere behandling har været på en klinisk relevant måde,” siger Per Soelberg Sørensen.

Den første sclerosepatient har fået behandling med guld

En vandig opløsning af nano-guldpartikler i en særlig krystalstruktur (CNM-Au8) har vist en remyeliniserende effekt hos mus, og nu er den første sclerosepatient sat i behandling i fase II studiet REPAIR-MS.

Studiet skal afprøve sikkerheden og den farmakologiske virkning af behandlingen hos 24 voksne patienter med attakvis sclerose.

Forskere ved University of Texas Southwestern er gået i gang med at undersøge effekten af guldbehandlingen på hjernens stofskifte hos patienter med attakvis multipel sclerose. Behandlingen består i en koncentreret, vandig suspension af rent overfladefacetteret nanokrystallinsk guld, der skal medvirke til bestemte kemiske reaktioner i hjernen, herunder aktivering af de såkaldte myelinproducerende oligodendrocytter. Patienterne skal drikke 60 ml CNM-Au8 hver morgen i 12 uger. Behandlingen virker neurobeskyttende og remyeliniserende, og målet med REPAIR-MS er at påvise at behandlingen forbedrer hjernens stofskifte, oplyser Clene Nanomedicine, som er firmaet bag CNM-Au8.

Går studiet som planlagt og håbet, vil en behandling på sigt give mulighed for at reparere myelinskader hos patienter med multipel sclerose, og potentielt vil man kunne vende udviklingen af handikaps hos patienterne.

Ifølge professor ved Dansk Multipel Sclerose Center, Rigshospitalet, Per Soelberg Sørensen, virker tanken om at bruge guld til behandling af multipel sclerose umiddelbart relevant, da det tidligere har været hyppigt anvendt til behandling af leddegigt, som også er en immunologisk, inflammatorisk sygdom. Inden for leddegigt bruges guld dog ikke længere, dels på grund af behandlingens giftighed, og dels fordi der er kommet et række meget effektive biologiske behandlinger på området.  

”Såfremt behandlingen virker, vil den være et nyt fremskridt ved at kunne være neuroprotektiv og remyeliniserende, hvilket ingen tidligere behandling har været på en klinisk relevant måde,” siger Per Soelberg Sørensen.

I det sideløbende studie VISIONARY-MS testes det, ligeledes i fase II, om CNM-Au8 kan forbedre synet hos 150 patienter med sclerose.

Emner: multipel sclerose sclerose

Del artiklen med dine venner

Nyt fra Medicinske Tidsskrifter

Hæmatologisk Tidsskrift

Diagnostisk Tidsskrift

 

Nyt fra Medicinske Tidsskrifter

Medicinsk Tidsskrift

Onkologisk Tidsskrift

Hæmatologisk Tidsskrift

MS Tidsskrift

Sundhedspolitisk Tidsskrift

Diagnostisk Tidsskrift