”Når kun lidt over hver fjerde er i remission efter to år, kan det ikke betale sig at stoppe behandlingen efter induktionskuren," siger overlæge Lone Larsen.

Nordjylland har ændret praksis i biologisk behandling af tarmpatienter

Patienter med Crohns sygdom bør tilbydes vedligeholdende biologisk behandling - uanset respons efter induktionsbehandling.

Det mener overlæge Lone Larsen på baggrund af en undersøgelse, som hun og kolleger fra Aalborg Universitetshospital har udgivet i tidsskriftet Advanced Research in Gastroenterology & Hepatology, og som fik de nordjyske læger til at ændre praksis.

Forskerne ønskede at undersøge sygdomsforløbet hos patienter med Crohns, hvor symptomerne var gået væk efter biologisk induktionsbehandling og derfor var ophørt med behandlingen.

”Fra infliximab kom på markedet i Danmark i 1999 (dengang hed det Remicade, red.) og mange år frem var det kutyme at give induktionsbehandlingen, som består af tre doser, for så at stoppe behandlingen, hvis patienten opnåede remission (symptomerne var væk, red.). Man ville helst undgå vedligeholdelsesbehandling, hvis det var muligt - dels fordi behandlingen var dyr, dels fordi man var bange for at overmedicinere,” fortæller Lone Larsen og fortsætter:

”Senere fandt man ud af, at behandlingen var meget fredelig, og mange steder begyndte man at give vedligeholdelsesbehandling, selvom der var opnået remission efter induktionsbehandling. Vi var interesserede i at finde ud af, om det er forsvarligt at indstille den biologiske behandling, hvis patienten opnår remission efter induktionsbehandling.”

Kun hver fjerde var uden symptomer efter to år

Studiet inkluderede Crohnpatienter fra Nordjylland, som blev behandlet med infliximab fra 2010 til 2016. I alt 312 patienter. Af dem opnåede 174 symptomfrihed efter induktionsbehandlingen, og 56 af de 174 blev vurderet til ikke at have behov for vedligeholdelsesbehandling. Det er disse 56 patienters sygdomsforløb, forskerne har undersøgt.

30 af patienterne (53,6 procent) var stadig i remission efter seks måneder. 19 (33,9 procent) af disse var i remission efter et år, og kun 16 (28,6 procent) var i remission efter to år. Resultatet fik gastroenterologerne i Aalborg til at skifte praksis.

”Når kun lidt over hver fjerde er i remission efter to år, kan det ikke betale sig at stoppe behandlingen efter induktionskuren. Derfor besluttede vi os for at ændre praksis, så vi nu tilbyder vedligeholdelsesbehandling til alle patienter, der påbegynder biologisk behandling, uanset effekten af induktionsbehandlingen,” siger Lone Larsen.

Ifølge overlægen skulle mindst 50 procent af patienterne i undersøgelsen være i remission efter to år, hvis det skulle kunne forsvares at indstille behandlingen efter induktionskuren.

Vejledning giver mulighed for behandlingsstop

I behandlingsvejledningen fra Rådet for Anvendelse af Dyr Sygehusmedicin lyder anbefalingen:

”Ved komplet primær respons efter induktionsbehandling revurderes behandlingsbehov med henblik på fortsat vedligeholdelsesbehandling eller ophør med den biologiske behandling.”

Det er altså fortsat muligt at indstille den biologiske behandling efter induktionsbehandling, men ifølge Lone Larsen bør man i alle tilfælde tilbyde vedligeholdelsesbehandling. Hun mener dog ikke, at det er nødvendigt at ændre vejledningen.

”Det er fint, at læger og patienter i fællesskab kan beslutte, om behandlingen skal fortsætte efter induktionsbehandlingen, og hvis man vurderer, at det er fornuftigt at stoppe, skal der være mulighed for det,” siger hun.

Emner: Morbus Crohn Crohns

Del artiklen med dine venner