Danske forskere: Derfor forebygger gulerødder tarmkræft

Forskere fra SDU og OUH har nu fundet en mulig kobling mellem rodfrugterne og tarmkræft.

Nye studier, offentliggjort i tidsskriftet Nutrients,  foretaget på rotter peger på, at bestemte stoffer kaldet falcarinol og falcarindiol virker anti-inflammatoriske, og at dette er den primære årsag til, at de hæmmer udviklingen af tarmkræft. Inflammation er kendt for at være en af de største risikofaktorer for udvikling af kræft.

Forskere fra Kirurgisk Forskningsenhed på OUH i Svendborg og SDU har tidligere vist, at det er gulerodens indhold af falcarinol og falcarindiol, der kan forebygge og hæmme udviklingen af forstadier til kræft i tyk- og endetarm hos forsøgsdyr, og at denne effekt øges med stigende dosis af stofferne.

Resultaterne fra det nye studie viser, at mængden har stor betydning for den kræfthæmmende effekt af falcarinol og falcarindiol.

"Det nye er, at det tyder på, stoffernes evne til at hæmme inflammation netop er det, der gør dem kræfthæmmende," siger Morten Kobæk Larsen, lektor i Kirurgisk Forskningsenhed, til SDU´s hjemmeside.
Morten Kobæk-Larsen forudser, at de nye resultater vil betyde, at der kommer mere fokus på forebyggelse af kræft og ikke kun på helbredelse og lindring af kræft. Han håber at kunne skaffe midler til at forsætte de lovende forsøg i kliniske forsøg på mennesker.

"Hvis sådanne kliniske studier også viser en effekt, vil det være oplagt at udvikle nye fødevareprodukter eller kosttilskud, der optimerer den forebyggende effekt. Og måske endda se på, hvordan man yderligere kan optimere effekten ved at modificere strukturen af falcarinol og falcarindiol med henblik på at udvikle et egentligt lægemiddel," siger professor Lars Porskjær Christensen fra AAU, som har deltaget i studiet.

Gulerødder indeholder ud over de betændelses- og kræfthæmmende stoffer en lang række sunde mineraler og vitaminer: A, C og B1, B2, B6, folsyre, kalium, natrium, Fosfor, calcium, magnesium, jern, zink, jod og selen.

Emner: tarmkræft

Del artiklen med dine venner