Rettigheder. Viden. Inspiration


Hver anden KOL-patient bruger ikke inhalations-medicin korrekt

Hver anden lungesyg dansker får ikke den optimale virkning af medicinen, fordi de ikke bruger den korrekt.

Det skriver Apotekerforeningen. Foreningens medlemmer på apotekerne hjælper derfor 50.000 gange om året patienter med en lungesygdom til at tage inhalationsmedicinen korrekt. 

Undersøgelser har vist, at op mod halvdelen af dem, der bruger inhalationsmedicin, har en fejlagtig inhalationsteknik, eller de får ikke klargjort inhalatoren korrekt. Dermed opnår de ikke den optimale kliniske virkning af medicinen. Det kan betyde nedsat lungefunktion, unødvendige bivirkninger, dårlig livskvalitet og for tidlig død.

Derfor tilbyder alle landets apoteker et inhalationstjek, når man kommer for at hente medicin, der skal indtages gennem en inhalator eller spacer.

Studier anslår, at omkring 400.000 danskere lider af KOL, som er skyld i 10 procent af alle medicinske indlæggelser, og sygdommen kostede alene i 2020 mere end 3.300 danskere livet.

I Danmark har op mod 700.000 danskere en kronisk lungesygdom. Mange ved det ikke, fordi de selv, og deres pårørende, overser symptomer som for eksempel hoste og åndenød. En undersøgelse Epinion har lavet for Lungeforeningen viser, at to ud af tre danskere med symptomer på lungesygdom ikke går til lægen. De undskylder ofte symptomer med, at de er blevet ældre eller er kommet i dårlig form og får så ikke gjort noget ved det. 

"Lungesygdomme kan behandles. Når man får konstateret en lungesygdom, kan medicin og ændringer i livsstil, særligt at kvitte smøgerne, hvis man ryger, hjælpe til, at man får det bedre og sygdommen bremses. Desværre hører vi ofte, at mennesker med kroniske lungesygdomme først kommer i behandling, når de får meget svært ved at klare hverdagen på grund af deres vejrtrækningsproblemer, og her er effekten af behandlingen mindre. Derfor vil jeg opfordre til, at hvis man har de mindste symptomer, så kontakt lægen eller brug lungedagen til at få målt dine lunger," siger Anne Brandt, direktør i Lungeforeningen.

Lungeforeningen bag den årlige Internationale Lungedag i Danmark onsdag 16. november. Her kan borgere i hele landet få hjælp til lungerne, og flere steder kan man få et lungetjek, som omfatter bl.a. en lungefunktionsmåling og en snak om symptomer på lungesygdomme.

Formålet med dagen er at få flere danskere til at kende symptomerne på lungesygdomme og få et lungetjek, hvis de oplever symptomer som hoste, åndenød og hvæsende vejrtrækning i en periode på to måneder eller mere.

Du kan hurtigt lave en hurtig test af, om du har symptomer på lungesygdom på kampagnens hjemmeside: www.pustnu.dk. På Lungeforeningens hjemmeside kan du se, hvor du kan få målt din lungefunktion: www.lunge.dk/lungedag

 

 

Fakta om KOL 

  • KOL er en forkortelse for Kronisk Obstruktiv Lungesygdom. Det er en sygdom, hvor luftvejene forsnævres, og lungevævet bliver nedbrudt efterhånden, som sygdommen forværres.
  • Både mænd og kvinder rammes af KOL.
  • Omkring 85 pct. af tilfældene for KOL skyldes rygning, mens de resterende tilfælde kan henføres til erhverv med meget støv, damp eller røg, eller manglende udvikling af lungerne i den tidlige barndom for eksempel pga. hyppige lungeinfektioner, kan føre til nedsat lungefunktion i den tidlige voksenalder (mellem 20 og 30 år) og disponerer til øget risiko for KOL i voksenalderen.
  • KOL kan ikke helbredes, når man først har sygdommen. Men man kan mindske mange af sygdommens symptomer og følger ved at holde op med at ryge, være fysisk aktiv og tage inhalationsmedicin. Jo før man opdager KOL og bremser faldet i lungefunktion, jo bedre. Tabt lungefunktion kan nemlig ikke genvindes.

KOL

Del artiklen med dine venner