Grønne omgivelser kan forbedre børns lungehelbred

At vokse op nær grønne områder kan forbedre børns lungehelbred. Det viser en ny undersøgelse, hvor godt og vel 3.000 børn, der bor i og omkring Porto, Portugal, er inkluderet.

I studiet, der er offentliggjort i tidsskriftet European Respiratory Journal, har forskere fra universitetet i Porto brugt data fra satellitter og kort til at vurdere mængden af ​​vegetation i de deltagende børns hjemlige omgivelser. Desuden har forskerne benyttet sig af geografiske informationssystemer (teknologi til at sammenligne forskellige tings geografiske placering) for at bestemme afstanden mellem børnenes hjem og nærmeste park, nærmeste offentlige have eller øvrige offentlige grønne områder på tidspunktet, de deltagende børn blev født, samt da de var fire, syv og 10 år.

Desuden målte forskerne børnenes lungefunktion i henhold til deres forcerede vitale kapacitet (FVC) og fandt, at børn - hvis hjemlige omgivelser blev grønnere mellem fødslen og deres 10-års fødselsdag, enten på grund af flytninger eller på grund af miljøændringer - havde en tendens til at have bedre lungefunktion.

”Selv om vi også kiggede på faktorer som fysisk aktivitet og luftforurening, forblev sammenhængen mellem lungefunktion og det at komme tættere på grønne områder positiv. Det kan også være, at det at komme tættere på naturen reducerer stress, hvilket kan forbedre det fysiske helbred, eller det kan have en positiv effekt på børns mikrobiom,” lyder det fra studiets frontmand Dr. Diogo Queiroz Almeida, Instituto de Saúde Pública, Universidade do Porto, Porto, Portugal.

Flyt til grønnere områder

Almeida fortsætter:

”Vi fandt, at det at bo i grønnere kvarterer under opvæksten, er vigtigere for børns vejrtrækning end at bo i et grønt område, umiddelbart da de blev født. Det kan skyldes, at babyer bruger meget mindre tid udendørs, end de lidt større børn gør.”

Forskerne undersøgte også, hvor tæt børn boede på floder eller havet - det såkaldte 'blå rum' - men her fandt forskerne ingen sammenhæng med børns lungesundhed. Det kan skyldes, at færre end en procent af børnene boede inden for 800 m. fra det blå rum i undersøgelsen, så en forbindelse mellem det blå rum og lungehelbredet kan ikke udelukkes i forbindelse med kortere afstande.

”Vores forskning styrker evidensen, der understøtter fordelene ved grønne områder set i forhold til lungesundheden. At flytte til grønnere områder kan være en mulig strategi for at forbedre børns lungefunktion, selv om boligpriser ofte dikterer, hvor familierne bor,” tilføjede Queiroz Almeida og fortsætter:

”Så for at mindske uligheder på sundhedsområdet er vi nødt til at gøre vores byer grønnere, især de steder hvor der er få eller ingen grønne områder. Desuden er vi nødt til at involvere børn og deres voksne for at sikre, at vores parker og haver passer til deres behov.”

 

Del artiklen med dine venner