Luftvejsinfektion øger din risiko for hjerteanfald

Din risiko for at få et hjerteanfald er 17 gange højere i de første syv dage efter en luftvejsinfektion, som f.eks. lungebetændelse og bronkitis.

Det viser en ny undersøgelse fra University of Sydney, Australien, hvor forskere med koronar angiografi har bekræftet tidligere undersøgelser, der har vist en sammenhæng mellem luftvejsinfektioner som lungebetændelse, influenza og bronkitis og øget risiko for hjerteanfald.

"Vores resultater bekræfter, at en respiratorisk infektion kan virke som en trigger for et hjerteanfald," siger seniorforfatter professor Geoffrey Tofler, der er kardiolog ved University of Sydney, Royal North Shore Hospital og Heart Research Australia.

"Dataene viste, at den øgede risiko for et hjerteanfald ikke nødvendigvis kun er i begyndelsen af luftvejsinfektionen, men er størst i de første syv dage for derefter gradvist, at blive reduceret, men stadig er forhøjet i en måned," siger Tofler, der har fået undersøgelsen offentliggjort i tidsskriftet Internal Medicine Journal.

Undersøgelsen er baseret på 578 patienter indlagt med hjerteanfald i løbet af fire dage på grund af en koronararterieblokering. Deltagerne gav oplysninger om nylige og sædvanlige forekomster af symptomer på respiratorisk infektion.

17 procent af patienterne rapporterede symptomer på respiratorisk infektion inden for syv dage før hjerteanfaldet og 21 procent inden for 31 dage.

Patienterne blev interviewet om deres aktiviteter før deres hjerteanfald, herunder om de havde haft en nylig "influenzalignende sygdom med feber og ondt i halsen". De blev betragtet som ramte, hvis de rapporterede ondt i halsen, hoste, feber, bihulebetændelse, influenzalignende symptomer, eller hvis de havde fået en diagnose af lungebetændelse eller bronkitis.

En anden analyse inkluderede personer med symptomer begrænset til de øvre luftveje, som forkølelse, faryngitis, rhinitis og bihulebetændelse.

"Hos de deltagere, der rapporterede mildere symptomer på øvre luftvejssygdomme, var risikoen mindre, men var stadig 13 gange højere," siger hovedforfatter dr. Lorcan Ruane.

"Selvom øvre luftvejsinfektioner er mindre alvorlige, er de langt mere almindelige end symptomer på nedre luftveje. Derfor er det vigtigt at forstå deres forhøjede risiko for hjerteanfald, især når vinteren begynder i Australien," siger han.

"Hjerteinfarkt er på sit højeste om vinteren i Australien. Denne vinterøgning ses ikke kun i Australien, men også i andre lande rundt om i verden, og skyldes sandsynligvis delvist den øgede forekomst af luftvejsinfektioner," fortæller lektor Thomas Buckley, der er forsker på Sydney Nursing School.

"Mulige årsager til, at respiratorisk infektion kan udløse et hjerteanfald, inkluderer en øget tendens til blodkoagulation, inflammation og toksiner, der ødelægger blodkar og ændringer i blodgennemstrømningen," siger professor Tofler.

"Vores budskab er at selv om den absolutte risiko for, at en episode udløser et hjerteanfald, er lav, så skal man være opmærksom på, at en luftvejssygdom kan føre til en koronar hændelse. Så man bør overveje forebyggende strategier og ikke ignorere symptomer, der kunne indikere et hjerteanfald."

Emner: Luftvejsinfektion

Del artiklen med dine venner