Rettigheder. Viden. Inspiration


Overlevelsen efter lungekræft er steget markant

I 50 år har Danmark ligget i bunden blandt de nordiske lande, når det handlede om overlevelsen efter lungekræft. Men på få år er der sket en kæmpe fremgang. Kvinder i Danmark har nu den højeste et-årsoverlevelse blandt kvinder i Norden. Også blandt mænd er der stor fremgang.

Det viser en ny opgørelse fra den nordiske kræftstatistikdatabase NORDCAN.

I perioden 2011-2015 var 42,7 procent af mandlige lungekræftpatienter i live et år efter diagnosen. I perioden 2016-2020 var tallet steget til 52 procent ifølge databasen. For kvinder steg 1-årsoverlevelsen fra knap 50,9 procent til 60,2 procent i samme periode. Det svarer til en stigning på over 9 procentpoint for begge køn.

"Det er virkelig en markant forbedring, og det er fantastisk. Lungekræft er en alvorlig sygdom med en høj dødelighed. Det er derfor glædeligt, at flere lever længere efter diagnosen. Jeg er stolt af, at vi i Danmark har formået at rykke så meget ved overlevelsen på så kort tid," siger Jesper Fisker, adm. direktør i Kræftens Bekæmpelse, i en pressemeddelese.

Kan være svært at sammenligne

Professor ved Odense Universitetshospital, Anders Green, mener dog, at tal fra NORDCAN skal tages med et gran salt. Det han han tidligere sagt til Onkologisk Tidsskrift. For at kunne foretage direkte sammenligninger mellem landene, er det nemlig vigtigt, at data er indrapporteret efter samme kriterier. Og det er ikke sikkert, at det er tilfældet.

“Hvis man eksempelvis registrerer patienter, der er døde og ved en obduktion viser at have haft lungekræft i et land, men ikke registrerer disse patienter i et andet land, så vil det have stor betydning for overlevelsesraterne, og det er utroligt kringlet at finde ud af om er tilfældet,” sagde han til Onkologisk Tidsskrift for en måneds tid siden.

Hyppigste kræftform

Mere end 5.000 danskere får hvert år diagnosen lungekræft, der er den største årsag til kræftrelaterede dødsfald herhjemme. Ifølge de nyeste tal fra 2020 er lungekræft den hyppigste kræftform, når man ser på antallet af nye diagnoser. Det skyldes især tidligere tiders rygevaner blandt danskerne. Jesper Fisker understreger da også, at netop indsatsen mod rygning er afgørende for, at færre i fremtiden får lungekræft.

Der er flere forklaringer på, at flere og flere overlever lungekræft, forklarer Torben Riis Rasmussen, overlæge og formand for Dansk Lungecancer gruppe (DLCG):

"Patienterne kommer på hospitalet i lavere sygdomsstadier. Det betyder, at vi kan operere flere, og det er den bedste behandling, vi har til rådighed. Derudover er der kommet mere målrettet behandling og kombinationsbehandling, hvor man kombinerer f.eks. stråler og kemoterapi. Og så har immunterapi gjort en stor forskel for lungekræftpatienter," siger han.

 

Del artiklen med dine venner