Fællesskab ved fysisk træning styrker lungekræftpatienter

Deltagelse i fysisk træning giver lungekræftpatienter mulighed for fællesskab og forståelse, som kan være medvirkende til, at de kommer styrket igennem deres sygdomsforløb.

Sådan lyder det vigtigste budskab i et studie, som klinisk sygeplejespecialist Malene Missel fra Thoraxkirurgisk Klinik på Rigshospitalet præsenterede på lungekræftkongressen WCLC i Toronto.

Studiet er en del af et større randomiseret studie, hvor 582 patienter med ikke-småcellet lungekræft (NSCLC) blev sat til at træne efter et struktureret program i Center for Kræft og Sundhed i København, enten to uger efter operation eller seks uger efter operation. Træningen bestod for begge gruppers vedkommende af konditionstræning og styrketræning, hvor belastningen blev øget over tid, samt udstrækning og afspænding. Programmet varede en time og blev gennemført to gange om ugen i 12 uger.

I Malene Missels studie har hun fulgt 20 af de patienter, som deltog i træningen to uger efter operation, og har interviewet dem tre gange. Interviewene har blandt andet handlet om patienternes overvejelser omkring at sige ja til at deltage i træningen, og om hvordan det var at deltage.

Rum for erfaringsudveksling

En af de vigtigste ting, Malene Missel så i interviewene, var, at træningsdeltagelsen gav mulighed for, at deltagerne kunne spejle sig i hinanden. Det gjorde, at de fandt et rum, hvor de kunne udveksle deres historier, fortæller Malene Missel.

”Det var rigtig interessant at se det fællesskab, som opstod på det her træningshold. Patienterne havde egentlig sagt ja, fordi de ville gøre noget godt for dem selv, men der skete så meget socialt på det hold, der betød meget mere,” siger hun og uddyber:

”De kunne udveksle sygdomserfaringer i et rum, hvor der var fuld forståelse. Der var ikke noget, der blev set som mærkeligt – tværtimod kunne andre genkende det. De følte sig pludselig som en del af et fællesskab, og det var meget værdifuldt i forhold til at komme videre. På den måde var træningen facilitator for, at de kunne få snakket om, hvordan de havde det og få bearbejdet nogle tanker og følelser.”

En af Malene Missels kolleger skal nu i gang med at se nærmere på, hvad man kan bruge sygdomsfortællingerne til, f.eks. om man kan gøre mere for, at patienterne får gavn af hinanden.

”Vi behandlere får jo ikke mere tid, så det er noget med at få set på, hvordan vi bedst muligt kan bruge patientrelationerne mere, f.eks. i de svære perioder, man har i forløbet efter en operation,” siger Malene Missel.

Udover betydningen af at befinde sig i et fællesskab så Malene Missel også, at den fysiske træning betød noget for, hvordan patienterne tacklede deres sygdom.

”Jeg fandt hurtigt ud af, at det betød noget for dem at finde ud af de muligheder, som deres kroppe stadig havde. Det, at finde ud af, at deres krop duede til noget, gjorde, at de kunne skubbe nogle af deres tanker og bekymringer i baggrunden. Rent fysisk følte de sig raske, når de havde trænet, og det gav nogle ændringer i deres mind-set,” siger Malene Missel.

Mere standardiseret rehabilitering

Som det er nu, er det meget forskelligt fra kommune til kommune, hvilke rehabiliteringstilbud de har til lungekræftpatienter, og hvornår patienterne kan starte, fortæller Malene Missel. Hun håber, at hendes studie, sammen med konklusionerne fra det randomiserede studie, får den betydning, at man indfører mere standardiseret rehabilitering af lungekræft, og blandt andet får startet patienterne tidligere op. Hun mener også, at det kan blive nødvendigt at presse patienterne lidt mere.

”I mine interviews var der mange, der sagde, at hvis fysioterapeuten ikke havde stået og sagt, at de skulle lave noget, havde de ikke gjort det. Jeg tror, at vi skal presse lidt mere på for at få folk i gang med træningen,” siger Malene Missel.

Hun mener, at det er vigtigt, at lungekræftrehabiliteringen fortsat ligger i kommunerne.

”Det er ikke godt at blive ved med at befinde sig i en hospitalskontekst, når man er færdigbehandlet for sin sygdom. Jeg tror, det er vigtigt at komme ud i sit eget område. En ting er, at vi kan høre i projektet, at det betyder noget, at der ikke er for lang transporttid, men der er også et andet fokus i kommunerne. Hos os er de patienter, som vi tager os af. Kommunerne har en anden tilgang og forventer noget mere. De er mere en sparringspartner end en behandler, og det fokus, tror jeg, er vigtigt for at føle sig rask,” siger Malene Missel.

Fordi det kun er en lille gruppe af lungekræftpatienterne, som kan opereres, er de imidlertid spredt rundt omkring i landet, hvilket taler for at samle træningen. Malene Missel pointerer, at det er vigtigt, at lungekræftpatienter træner sammen med andre lungekræftpatienter, fordi de dermed bedre kan sammenligne sig i forhold til sygdom og behandling.

Forskerne bag det randomiserede studie arbejder i øjeblikket på, ud fra deres resultater, at komme med nogle anbefalinger for rehabilitering af lungekræftpatienter.

Emner: WCLC18

Del artiklen med dine venner