”Det har været en rigtig svær øvelse at flytte samtidig med efterveerne af covid-19, sygeplejerskestrejke og personalemangel. Oveni det har afdelingen udviklet brug af kunstig intelligens, som hjælper læger med at vurdere røntgenbilleder,” fortæller Christoffer Buster Reinhardt .

Skandinaviens snart største enhed for brystkræft indvier ny afdeling

Herlev og Gentofte Hospital har netop indviet en samlet Afdeling for Brystundersøgelser. Afdelingen i Gentofte vil til efteråret huse Skandinaviens største enhed for brystdiagnostik og -kirurgi.

Den nye samlede Afdeling for Brystundersøgelser, som hidtil har ligget på Rigshospitalet og Herlev Hospital, er nu flyttet ind i nyrenoverede lokaler i Gentofte, der hører under Herlev og Gentofte Hospital. Til efteråret følger også afdelingen fra Herlev, hvilket vil gøre enheden til den største af sin slags i Skandinavien.

Dermed samles alle former for brystdiagnostik inden for det mammaradiologiske område på én afdeling, herunder screening og udredning af patienter med symptomer på brystkræft.

Målet er at skabe de bedst mulige rammer for både kvinder og medarbejdere, så patienter kan få hurtigere svar på deres undersøgelser, og regionen kan overholde forløbstider på brystkræftområdet.

”Det har været en rigtig svær øvelse at flytte samtidig med efterveerne af covid-19, sygeplejerskestrejke og personalemangel. Oveni det har afdelingen udviklet brug af kunstig intelligens, som hjælper læger med at vurdere røntgenbilleder. Det har krævet en kæmpe indsats fra ledere og medarbejdere,” fortæller Christoffer Buster Reinhardt (Kons.), formand for Sundhedsudvalget, der sammen med regionsrådet i april bevilgede 15 mio. kroner til at nedbringe ventetiden til både screening for brystkræft og kræftpakkeforløb.

Samlet enhed vil gavne patienterne

Til efteråret samles den sidste del af brystkirurgien og patologien på Gentofte, hvilket gøre hospitalet til hjemsted for Skandinaviens største brystkirurgiske enhed og centrum for brystkræftudredning i Region Hovedstaden, siger lægefaglig vicedirektør på Herlev og Gentofte Hospital Bodil Ørkild.

”Ved at samle udredning og operation på ét sted skaber vi et fagligt fyrtårn til gavn for patienterne, hvor vi samtidig får gode muligheder for at tilgodese forskning og uddannelse. Kompetencerne bliver samlet, og der bliver færrest mulige overgange for patienterne,” siger Bodil Ørkild i en pressemeddelelse.

Afdeling for Brystundersøgelser har bl.a. taget nye mammografiapparater i brug, som sikrer en mere præcis diagnostik, en ny MR-skanner ankommer til efteråret, ligesom man arbejder med brug af kunstig intelligens, som hjælper læger med at vurdere røntgenbilleder, fortæller ledende overlæge Ilse Vejborg.

Del artiklen med dine venner