”Jeg føler det er en overset kræftform, jeg har, og en kræftform som de færreste kender”, siger Mette Fogh Skouboe, der på fjerde år kæmper mod æggestokkræft.

Topforskere samles i København for at knække æggestokkræft

I denne uge sætter 30 førende forskere fra hele verden sig sammen for at konkurrere om nye forskningsprojekter, der kan sættes i gang med det samme og på sigt kan forebygge kræft i æggestokkene. Det er eksperter indenfor gynækologi, onkologi, immunterapi og kirurgi, som mødes for at udvikle forskning på tværs af deres viden og specialer.

Et dommerpanel bestående af uafhængige internationale topforskere vil udvælge det mest banebrydende projekt og vinderen modtager en OvaCure Award til en værdi af 1,5 mio danske kroner, som overrækkes af Sundheds- og ældreminister Magnus Heunicke.

Alle projekterne skal have et dansk element, så Danmark får gavn af forskningen.

Bag den internationale forsknings-udføring står den danske non-pro-fit-organisation Ovacure, som vil den dødelige kræftform til livs. OvaCure er en NGO der blev stiftet i 2014 af entreprenørerne Juliane Meulengraht Bang og Caroline Heering samt dr.med., speciallæge i gynækologi og obstetrik Henriette Svarre Nielsen. Juliane Meulengraht Bang døde af æggestokkræft i 2018.

”Vi tror på, at det er helt afgørende, at forskerne mødes på tværs af deres viden og udtænker projekter i et innovativt miljø, for at banebrydende forskning kan udvikles og accelereres” siger Alexander Peitersen, bestyrelsesmedlem i OvaCure. ”Derfor har vi enormt store forventninger til vores Innovation Challenge – verdens første af slagsen”, siger Alexander Peitersen.

Mens andre kræftformer har opnået store gennembrud i behandlingen, fortsætter kræft i æggestokkene med at være den ukendte ”silent killer”. Mærker kvinder en knude i brystet, skal den undersøges, og lægens undersøgelse og mammografiscreening betyder, at mange tilfælde af brystkræft opdages så tidligt, at kræften ikke er spredt, og fuldstændig helbredelse er mulig. Der er også færre og færre, der dør af livmoderhalskræft takket være screening og vaccine.

Det er anderledes med kræft i æggestokkene. Af de 550 kvinder, der hvert år diagnosticeres med æggestokkræft, har 70 procent allerede metastaser, fordi sygdommen bliver opdaget for sent. Symptomerne er nemlig vage og ukarakteristiske og kan nemt overses. 81 procent af disse kvinder er døde indenfor de første fem år efter diagnosen.

”Jeg føler det er en overset kræftform, jeg har, og en kræftform som de færreste kender”, siger Mette Fogh Skouboe, der på fjerde år kæmper mod æggestokkræft. Mette Fogh Skouboe ved, at hun kommer til at dø af æggestokkræft og ved, at den forskning, der sættes i gang i forbindelse med OvaCure Innovation Challenge, formodentligt ikke ville kunne nå at redde hende – det er desværre for sent. Men hun bakker op om initiativet, fordi det giver håb til fremtidige generationer af piger og kvinder: ”Det giver håb for kvinder med æggestokkræft, at der arbejdes på at sætte forskning i gang”, siger Mette Fogh Skouboe.

Innovation Challenge finder sted over to dage: Den 22. - 23. januar 2020 og vil blive afholdt på Copenhagen Island, Kalvebod Brygge 53, 1660 København V.

 

 


Fem symptomer du skal være opmærksom på:

1. Nyopstået hyppig vandladning, tilbagevendende blærebetændelse og besvær med at holde på vandet

Er tumoren på æggestokken vokset sig stor, kan den presse på blæren og give et fejlagtigt signal om, at din blære skal tømmes. Du kan derfor opleve vandladningsproblemer, som minder om inkontinens. Du har en øget trang til at tisse og kan have problemer med at kontrollere blæren.

2. Tyngdefornemmelse og smerter i underlivet

En større tumor i underlivet giver ofte en fornemmelse af tyngde og smerter i underlivet, der forværres når du sætter dig, vender dig i sengen, dyrker sport eller har seksuelt samvær. Det skyldes at pladsen i underlivet; også kaldet bækkenet, er relativ lille og i forvejen indeholder blære, livmoder og endetarm. Normalt er æggestokkene cirka tre cm store, men kan ved æggestokkræft vokse sig meget store op til 20-30 cm og give symptomer.

3. Smerter i maven/opspilet mave

Hyppig og tilbagevendende oppustethed eller smerter i maven kan være forårsaget af varierende tryk fra en tumor på æggestokken. Det kan dog også skyldes spredning fra en æggestoktumor til overfladen af tarmene. Dette vil kunne påvirke tarmenes evne til at få afføring og væske til at passere og dette kan give forstoppelse i sig selv. Er passagen i tarmen forhindret pga. pres fra en tumor dannes der øget luft i tarmen og maven bliver oppustet. Har dit afføringsmønster ændret sig, og er du forstoppet og/eller har diarré kan dette skyldes æggestokkræft. Din læge vil vurdere hvad der er mest sandsynligt og det bør vurderes om man først skal undersøge dine tarme eller dit underliv.

4. Problemer med appetitten og vægttab

Presser tumoren på tarm og mavesæk, kan du opleve kvalme, mæthedsfornemmelse og halsbrand. Skyldes det ikke, at du har ændret spisevaner og har spist mere fed mad end du plejer, så er det ikke normalt, at du i længere tid har disse problemer. Disse problemer kan opstå når kræften har bredt sig til tarmenes overflade og fedtforklædet så det trykker på mavesækken. Lignende symptomer ses også ved væskedannelse i bughulen som det ses når kræften har bredt sig til bughinden.

5. Vægttab eller vægtstigning

Vægtøgning kan skyldes dannelse af væske i bughulen, også kaldet ascites. Ascites opstår når kræften har bredt sig som gryn på overfladen af bughinden, der beklæder de indre organer og bugvæggen. Hos kvinder med fremtrædende æggestokkræft, kan der ses helt op til 10 liter væske i bughulen. I disse tilfælde vil kvinden opleve at tage på i vægt selvom hun har manglende appetit og sparsomt fødeindtag. Når kræften opdages i sent stadium vil en del kvinder have tabt sig i vægt. Det skyldes ofte den manglende appetit og det nedsatte fødeindtag i takt med at kræften vokser og svækker kroppen.

LÆS OGSÅ:

Emner: æggestokkræft

Del artiklen med dine venner

Nyt fra Medicinske Tidsskrifter

Hæmatologisk Tidsskrift

Diagnostisk Tidsskrift

 

Nyt fra Medicinske Tidsskrifter

Medicinsk Tidsskrift

Onkologisk Tidsskrift

Hæmatologisk Tidsskrift

MS Tidsskrift

Sundhedspolitisk Tidsskrift

Diagnostisk Tidsskrift