Uddrag fra KABcancer.dk.

SDU-professor: Vi siger ikke, at homoøpati virker

Lægemiddelstyrelsens direktør og adskillige fagfolk kritiserer nyt informations-site om alternativ behandling fra Syddansk Universitet (SDU), men SDU-professor forsvarer det. “Vi skriver ikke, at homøopati virker,” siger hun.

På sitet hedder det bl.a. at ’der er nogen, men usikker, dokumentation for, at homøopatiske præparater kan have effekt ift. til bl.a. at lindre angst.’

Hjemmesiden skal ses som et 'opslagsværk', der kan befordre dialog mellem patienter, pårørende, sundhedsprofessionelle og alternative behandlere om effekt og bivirkninger af komplementær alternativ behandling (KAB) til mennesker med kræft.

Og en af de omtalte behandlingsformer er altså homøpati - en omstidt alternativ behandlingsform, som bygger på princippet om, at et stof i små doser kan kurere symptomer, som denne selv fremkalder i store doser. Ofte anvendes doser så små, at det aktive stof ikke længere er at finde i blandingen. Af samme grund mødes homøopatien med stor kritik i videnskabelige kredse og accepteres ikke af lægevidenskaben.

Derfor er det også fagfolk indenfor lægevidenskaben, som kommer med hård kritik på Twitter.

“Homøopati hører ikke hjemme i 2018. Og det er efter min opfattelse problematisk, at SDU nævner denne aldeles tvivlsomme behandling som mulig effektiv,” kritiserer blandt andre Lægemniddelstyrelsens direktør, Thomas Senderovitz.

Thomas Senderovitz får da også opbakning af andre fagfolk.

Jan Lindebjerg, klinisk lektor fra SDU, mener ikke, at det overhovedet giver mening at lave forskning om homøopati.

“Du vil kunne lave den samme forskning om tandfeer. Du kan ikke bevise, at de er der, men du kan heller ikke modbevise det. Det er simpelthen ikke plausibilitet i den behandlingsform,” sagde han bl.a. på Lægevidenskabelige Selskabers årsmøde i fredags.

Og Morten Elsøe, cand.scient., foredragsholder og sundhedsdebattør siger på Twitter: “Vores værn mod det postfaktuelle samfund krakelerer, når én af landets højeste uddannelses-/forskningsinstitutioner ikke kan skele fup fra fakta. Her blåstemples homøopati; den ultimative, nutidige snake-oil.”

Men professor Helle Johannessen, Institut for Sundhedstjenesteforskning på Syddansk Universitet, som er i projektgruppen bag SDU-sitet, afviser, at der er tale om en blåstempling.

“Vi har ikke taget stilling til, om homoøpati er en troværdig behandlingsform. Vi har taget homøopati med, fordi vi har lavet et bredt site om alternativ behandling, og vi har taget de studier med, som vi har kunnet finde ud fra en række kriterier, vi stillede op. Vi har kun søgt på reviews - de der går under MeSH-termen "complementary therapies" i pubmed - ‘ og brugt særlige søgeord. Derefter har vi kvalitetsvurderet de artikler, som vi fangede ind. Vi har opfyldt standardkrav til metaudgivelser og fandt to reviews om homøopati, som kom igennem nåleøjet De er begge vurderet til at have høj videnskabelig kvalitet,” siger hun.

Det ene af de to reviews, som Helle Johannessen mener er af høj kvalitet, er offentliggjort i Cochrane Database Systemic Reviews og beskriver, at de fandt foreløbige data. der peger på, at nogle homøopatiske præparater kan lindre betændelsestilstande i munden og hudirritation ved strålebehandlinger.

Under forfatter-information står, at forfatterne kommer fra Royal London Homoeopathic
 Hospital.

I det andet studie konkluderes, at det ikke er muligt at komme med en 
sikker konklusion om homøopatis effekt på angst.

"Studiet udfører et systematisk review af otte randomiserede, kontrollerede forsøg og fire observationsstudier. Alle studier indikerer en effekt af homøopati overfor det, forfatterne kalder "test anxiety", som ikke er den psykiatriske diagnose ‘angst’, men flere af de kontrollerede forsøg gør ikke tilstrækkeligt rede for alle relevante parametre. På denne baggrund konkluderer forfatterne, at det ikke er muligt at drage faste konklusioner," siger Helle Johannesen.

Sundhedspolitisk Tidsskrift: “Hvorfor overhovedet tage et studie med, som siger, at det ikke kan konkludere noget?

Helle Johannessen: “Det studie falder indenfor rammerne. Det er et review og vurderes til have høj værdi i den videnskabelige tilgang.”

Men ud fra et studie, som siger, at der ikke kan konkludere noget, siger I, at der er “nogen, men usikker dokumentation for effekt.” Så antyder I vel, at der er en vis sandsynlighed for, at det virker?

“Det gør vi da ikke. Vi konkluderer ikke, at det virker. Vi konkluderer heller ikke, at det ikke virker.”

Men jeg forstår ikke, hvorfor I overhovedet har det med, når der ikke kan konkluderes noget?

“Hvis vi ikke tog det med, kunne vi ikke tage nogen som helst med. Hvis du ser under alle de andre behandlingsformer, så er ’nogen, men usikker dokumentation for effekt’ en formulering, vi bruger igen og igen. Der er simpelthen ikke nogle alternative behandlingsformer, der boner ud med sikker evidens. Det er meget svært at få sikker evidens om alternative behandlingsformer, fordi du som oftest ikke kan lave blindede forsøg med kontrolgrupper. I et forsøg om f.eks. massage kan du ikke have en kontrolgruppe, for kontrolgruppen vil vide, at de ikke får massage.”

Der findes forsøg, der viser, at homøopati ikke virker. Hvorfor har I ikke taget dem med?

“Fordi forskerne ikke har lavet reviews. Vi har ikke kigget på enkeltstudier, kun på reviews. Det ville blive alt for omfattende at tage alle enkeltstudier med. Man bliver nødt til at skære kagen på en bestemt måde.”

 


Fakta om sitet KABcancer.dk

• Hjemmesiden skal ses som et 'opslagsværk', der kan befordre dialog mellem patienter, pårørende, sundhedsprofessionelle og alternative behandlere om effekt og bivirkninger af komplementær alternativ behandling (KAB) til mennesker med kræft.

• Sitet er resultatet af et samarbejde mellem Kræftens Bekæmpelse, CCESCAM – Centre for Cross-disciplinary Evaluation Studies in Complementary and Alternative Medicine, Syddansk Universitet og REHPA – Videncenter for Rehabilitering og Palliation, Syddansk Universitet og Region Syddanmark. Projektet er finansieret af Sundhedsstyrelsens pulje til forskning i alternativ behandling.

- Kilde: KABcancer.dk

 

LÆS OGSÅ:

Emner: homøopati Syddansk Universitet SDU Helle Johannessen

Del artiklen med dine venner