
”Det er tilliden til lægen, som afgør, om jeg som patient er tryg ved behandlingen,” siger Henrik Gerner Jørgensen.
Henrik har knoglemarvskræft: "Tilliden til lægen afgør det hele"
Henrik Gerner Jørgensen har knoglemarvskræft, også kaldet myelomatose. Han ville ikke være i tvivl, hvis han kunne modtage hjemmebehandling fremfor at møde ambulant. For ham handler det om tillid til lægen og den tid, han ville spare.
Henrik Gerner Jørgensen fik konstateret myelomatose for 10 år siden, og siden da har han mange gange taget turen fra bopælen i Holbæk til behandling på Rigshospitalet.
Han synes, at hjemmebehandling af myelomatose lyder som en god idé, især fordi det vil kunne spare ham for de dagsrejser, det som oftest er, når han skal behandles i København.
Forholdet til lægen
Ifølge Henrik Gerner Jørgensen handler det om, at man som patient vil få mere frihed, men samtidig skal man ikke bare være en patient.
”Hjemmebehandlingen må ikke tabe patienterne i systemet,” siger han.
Han fortæller, at det er vigtigt, at man stadig er en unik patient, som lægen kender, så man som patient stadig har den nære relation med sin behandlende læge.
En vigtig faktor for at hjemmebehandlingen bliver en succes er ifølge Henrik Gerner Jørgensen derfor, at læge-patient forholdet er godt. Hans egen oplevelse er, at det er betryggende, når lægen tager sig tid til den enkelte patient.
Tryg ved hjemmebehandling
Henrik Gerner Jørgensen kan sagtens se argumentet om, at behandling på hospitalet kan være mere trygt end hjemmebehandling. Men han ville stadig vælge hjemmebehandlingen, hvis det var en mulighed for ham.
Han ville ikke være nervøs for at starte behandling hjemme, da han stoler på, at han som patient oplæres til, hvordan han skal håndtere proceduren og aspektet med den sparede tid er også en klar fordel.
”Det er tilliden til lægen, som afgør, om jeg som patient er tryg ved behandlingen,” siger Henrik Gerner Jørgensen.
Fakta om hjemmebehandling:
- Carfilzomib tilbydes som hjemmebehandling på forsøgsbasis i Danmark
- Forsøget går ud på, at patienterne kun møder til ambulant behandling hver anden gang. Den anden gang får patienten behandlingen i hjemmet.
- Patienterne oplæres i selv at varetage den intravenøse behandling.
myelomatose, hæmatologi, Henrik Gerner Jørgensen, hjemmebehandling