Professor: Egen læge er en flaskehals for hæmatologiske kræftpatienter

Klinisk blik og god mavefornemmelse er noget af det, der skal til, hvis man som praktiserende læge skal fange blodkræft i den første fase. Symptomerne i startfasen er ofte vage eller uspecifikke. Samtidig er sygdommene så sjældne, at en almindelig praktiserende læge kun vil møde en håndfuld af dem i løbet af sin karriere.

Et hovedsymptom er f.eks. træthed. Her skal man tænke på, at ca. hver tiende konsultation i almen praksis handler om træthed. Det er jo ikke dem allesammen, der har hæmatologisk cancer.

At udpege de patienter, der vitterlig har blodkræft, er som at finde en nål i en høstak. Sådan lyder erfaringerne fra professor på Institut for Folkesundhed på Aarhus Universitet, Peter Vedsted, som bl.a. forsker i almen praksis, kræft og patientforløb.

”Selvfølgelig kan de praktiserende læger blive bedre til at opdage patienter med symptomer på blodkræft. Omvendt kan den praktiserende læge ikke henvise alle på mistanken om blodkræft, for det ville have urimelige konsekvenser for patienter og hospitalsvæsen,” siger Peter Vedsted.

”Når det gælder de hæmatologiske kræftpakker, kræver det helt specifikke symptomer. Kriterierne er restriktive, og det betyder naturligvis, at man ikke fanger alle de patienter, der senere viser sig at have kræft. Praktiserende læger risikerer på grund af de nuværende kriterier at få afvist patienter, som de prøver at få indlagt til undersøgelse for hæmatologisk kræft. Henvisningen kan komme tilbage fra hospitalet med besked om, at patienten ikke opfylder kriterierne. I den situation mangler den praktiserende læge ofte hjælp til at komme videre. For lægen har jo rejst flaget – dette kunne være kræft! ” siger Peter Vedsted og fortsætter:

”Det er lidt af et lotteri, og det er ikke mindst uheldigt for patienterne.”

Professor Peter Vedsted efterlyser én fælles indgang for de hæmatologiske patienter.

I øjeblikket opererer Sundhedsstyrelsen med fire forskellige pakkeforløb for de hæmatologiske kræftsygdomme.

Nemlig:

• Pakkeforløb for lymfeknudekræft og kronisk lymfatisk leukæmi.
• Pakkeforløb for akut leukæmi og fremskredent myelodysplastisk syndrom.
• Pakkeforløb for kroniske myeloide sygdomme.
• Pakkeforløb for myelomatose.

”Men det kræver nærmest en specialist i hæmatologisk cancer at vide, hvilken henvisning til ét af de fire pakkeforløb, der passer på patienten. Det ville være langt smidigere og bedre for patienterne, hvis den praktiserende læge kunne henvise på mistanke om hæmatologisk cancer, og de hæmatologiske afdelinger så selv henviste dem til det rette behandlingsteam,” siger Peter Vedsted.

Han understreger, at nogle praktiserende læger skam har en rigtig god dialog med og adgang til de hæmatologiske afdelinger. Mens andre løber panden mod en mur og opgiver på forhånd at henvise deres patienter på mistanken.

Ifølge Peter Vedsted er der behov for øget forskning i, hvordan de hæmatologiske cancere manifesterer sig, så lægen kan genkende dem hos sin patient.

”Vi taler om en stor, stor gråzone af symptomer. De oplagte symptomer på hæmatologisk kræft er hyppige infektioner, feber, nattesved, vægttab og lav blodprocent. Men de her sygdomme kan også snyde i starten, fordi de – bortset fra de helt akutte former for blodkræft - udvikler sig meget langsomt over tid.

Når man har en patient, hvis symptomer ikke forsvinder over rimelig tid, skal man som læge spørge sig selv, hvad det er, man ikke vil overse. Mistanken bør komme patienten til gode. Midt i den daglige strøm af patienter, der ikke fejler noget alvorligt, skal man tænke tanken: ”Jeg må jo ikke overse, at dette kunne være noget alvorligt. Så for en sikkerheds skyld gør jeg lige dette....” Desværre står den praktiserende læge mange gange alene med sin tvivl og kunne ofte have brug for at sparre med lægerne på sygehuset.”

Mange med hæmatologisk kræft bliver diagnosticeret via Diagnostisk Center/Enhed, hvor den syge patient netop bliver undersøgt for uspecifikke symptomer af en række specialister.

Hertil siger Peter Vedsted:

”De praktiserende læger skal netop huske at bruge diagnostisk center/enhed, når de har mistanke om alvorlig sygdom. Der er behov for en tæt kommunikation mellem almen praksis og hospitalerne for at sikre en hurtig udredning til den gruppe, der har vage, uspecifikke symptomer. For de er i risiko for at vente længst.”