Positive forsøgsresultater omtales oftere end negative
Forskningsforsøg med positive resultater har dobbelt så stor sandsynlighed for at blive omtalt af pressen end de studier, der har negative resultater. Og forsøg med immunterapi og målrettet behandling bliver meget oftere omtalt end studier omhandlende kemoterapi.
Det viser en undersøgelse, der blev omtalt på kræftkongressen ESMO 2017.
Undersøgelsen blev udført af en gruppe unge forskere i Canada, Israel, Spanien, Schweiz og Slovenien, og formålet var at undersøge pressens rolle i formidling af resultaterne af forskningsforsøg i almindelige kræftformer. Forskerne undersøgte også, om et forsøg blev rapporteret i pressen, før det blev præsenteret på en videnskabelig konference eller offentliggjort i et videnskabeligt tidsskrift.
Analysen omfatter 180 forsøg indenfor bryst-, kolorektal-, lunge- og prostatakræft, der blev gennemført mellem januar 2005 og oktober 2016. Mere end halvdelen (52 procent) af forsøgene blev omtalt i medierne, og mere end en fjerdedel (27 procent) blev omtalt før en videnskabelig præsentation eller offentliggørelse.
Forskerne fandt, at tidlig rapportering af forsøgsresultater i pressen var dobbelt så stor, hvis forsøgets resultater var positive, som hvis de var negative.
Næsten fem gange større sandsynlighed var der for at blive omtalt, hvis forsøget handlede om målrettet behandling sammenlignet med kemoterapi, og næsten otte gange så sandsynlig var en omtalte, hvis forsøget handlede om immunterapi frem for kemoterapi. Tre gange så sandsynlig var omtalen, hvis forsøget var i prostatakræft snarere end i brystkræft.
Forskerne sætter ud fra resultaterne spørgsmålstegn ved, om pressens læsere får et retvisende billede af udviklingen på kræftområdet.