Modelfoto

Rapport: Livsvigtigt at sætte ind tidligt og tværfagligt overfor kræftpatienter

Tværfagligheden skal i spil i alle stadier af en patients kræftforløb, hvis man skal i mål med rehabilitering af borgere i såkaldt ernæringsrisiko.

Det konkluderer en undersøgelse, som understreger, at den rigtige kost er en forudsætning for, at kræftpatienter kan fastholde og forbedre funktionsniveau og livskvalitet og opnå et godt hverdagsliv.

”Hvis man først forholder sig til kræftpatienters ernæringsrisiko, når lavt BMI og dårlig almentilstand forhindrer behandling, kan skaden være uoprettelig, og den ringe ernæringsstatus være selvstændig årsag til mortalitet (dødelighed, red.). Derfor er der behov for ernæringsindsatser på alle stadier af kræftpatienters sygdomsforløb og for alle sundhedsfaglige kompetencer, hvis man skal i mål med rehabilitering af borgere i ernæringsrisiko,” lyder det i rapporten.

I undersøgelsen, som er beskrevet i Sygeplejersken, er data fra Center for Kræft og Sundhed København opgjort for de borgere, som i 2018 deltog i et rehabiliteringsforløb og modtog vejledning ved en diætist. For at beskrive borgernes rehabiliteringsbehov i forhold til ernæring er der i Center for Kræft og Sundhed København indsamlet data for ernæringsstatus for 848 borgere, som efter henvisning fra hospital eller almen praksis er mødt op til mindst én kræftrehabiliterende indsats i løbet af 2018. 

Hovedparten af de fremmødte blev henvist inden for de første tre måneder efter kræftdiagnosticering, og cirka 30 procent er henvist med tilbagefald af tidligere kræftsygdom,  heraf er en mindre andel i sen palliativ fase. Omkring halvdelen af borgerne har mindst én anden kronisk sygdom (komorbiditet). 

Flest henvises på grund af utilsigtet vægttab

En tredjedel af de borgere, som i 2018 deltog i et forløb i centeret, havde behov for diætvejledning, og utilsigtet vægttab er den hyppigste ernæringsdiagnose for borgere henvist til diætist i Center for Kræft og Sundhed København. Således blev næsten halvdelen (45 procent) af patienterne i 2018 henvist på grund af utilsigtet vægttab. De største, procentvise vægttab sås hos borgere med kræft i hals og mundhule, lunger og fordøjelsesorganer.

”Det er vigtigt at have opmærksomhed på et utilsigtet vægttab, som trods normal- eller overvægt på linje med lavt BMI er en uafhængig prædiktor for overlevelse ved kræftsygdom. Enkle kostråd tidligt i kræftpatienters behandlingsforløb kan forebygge utilsigtet vægttab og dække behovet for kostvejledning hos de fleste,” lyder det i rapporten.

En femtedel af borgerne havde tre eller fire af følgende ernæringsdiagnoser, som diætbehandlingen tog afsæt i: Utilsigtet vægttab, undervægt, insufficient kostindtag, hyppigt forværret af ændret mavetarm-funktion og/eller synkeproblemer/fejlsynkning.

Brug for rettidige, systematiske og koordinerede indsatser

Ernæringsrisiko med vægttab og/eller lavt BMI forekommer oftest samtidigt med andre problemstillinger i relation til livstruende sygdom og behandling, som hæmmer borgerens hverdags- og arbejdsliv. Det handler blandt andet om tab af uafhængighed, oplevelse af fiasko, hjælpeløshed, konflikter i familien om mad, social isolation og tanker om døden. 

Fordi risiko for underernæring og undervægt forværres over tid ved kræftsygdom og behandling, er der behov for rettidige, systematiske og koordinerede indsatser med ernæringsscreening, ernæringsbehandling og rehabilitering kontinuerligt i patienternes kræftforløb, lyder det i rapporten. Indsatserne bør tilrettelægges i samarbejde med patient og pårørende med så høj grad af fleksibilitet som muligt. 

"Kræftrehabilitering ved ernæringsrisiko kan, afhængigt af behov, omfatte en kombination af individuelle vejledninger ved sygeplejerske og diætist, fysisk træning, ergoterapeutiske indsatser ved dysfagi og udfordringer i hverdagslivet samt patientundervisning med praktiske øvelser og erfaringsudveksling. Desuden er det essentielt, at der etableres et systematisk samarbejde mellem det kommunale rehabiliteringstilbud, egen læge, hjemmesygepleje, hjemmepleje, behandlende afdeling og eventuelt palliativt afsnit," lyder det i rapporten. 

 

Om Center for Kræft og Sundhed København

  • Center for Kræft og Sundhed København er et samarbejde mellem Københavns Kommune og Kræftens Bekæmpelse. Centret tilbyder rehabilitering til borgere, som har eller har haft kræft, samt rådgivning og støtte til alle, der er berørt af kræft.  
  • Det kommunale tilbud omhandler samtaler med kontaktperson, fysisk aktivitet, patientundervisning, kostvejledning, individuelle vejledninger og instruktioner, foredrag, socialrådgivning og støtte ved tilbagevenden til arbejdsmarkedet.  
  • Kræftens Bekæmpelse tilbyder rådgivning til patienter, pårørende og efterladte uanset bopælskommune. Det drejer sig om individuelle samtaler, parsamtaler, familiesamtaler, forskellige former for samtalegrupper og foredrag. 
  • Det samlede tilbud i centret varetages af godt 40 medarbejdere: kontaktpersoner (sygeplejersker, fysioterapeuter, ergoterapeuter og diætister), socialrådgivere, psykologer, psykoterapeut samt akademikere og administrativt personale.  

Emner: ernæringstilstand

Del artiklen med dine venner