”I Danmark er vi vant til åbenhed, når det gælder sygdom og kan måske godt sige mere direkte, at patienten har kræft. Men en direkte melding kan risikere at tage modet fra patienten, især hvis der er andre traditioner i hjemlandet," siger Stefan Starup Jeppesen.

Ukrainske kræftpatienter kan være uvant med åbenhed om kræftsygdom

En anden kulturel baggrund og manglende tradition for åbenhed om alvorlig sygdom gør, at man som dansk kræftlæge skal træde varsomt i mødet med ukrainske patienter, fortæller ledende overlæge Stefan Starup Jeppesen ved Onkologisk Afdeling, Odense Universitetshospital. 

Det har han og de øvrige læger på Onkologisk Afdeling måttet sande, da de i de senere måneder har skullet forholde sig til den helt ny og ukendte patientgruppe med en alvorlig kræftdiagnose i bagagen.

”Det er en anderledes situation at modtage ukrainske flygtninge end det er at modtage patienter, der er planlagt i god tid. Indtil videre har vi modtaget 15 patienter med kræft fra Ukraine, så vi har lige skullet finde vores fødder i det – men efter de første par patienter kører vi efter et nærmere beskrevet set-up med udgangspunkt i Sundhedsstyrelsens notat af 17. marts 2022,” siger Stefan Starup Jeppesen, som er ledende overlæge og klinisk lektor på Onkologisk Afdeling ved Odense Universitetshospital

Hvor mange ukrainske patienter, der vil komme i nærmeste fremtid, er uvist, men antallet har ikke været stigende på det seneste, oplyser Stefan Starup Jeppesen.

Vi tager imod alle, der melder sig

Det aktuelle set-up på Odense Universitetshospital er, at man kan modtage patienten på egen afdeling eller i nyoprettet fælles modtagelse i Fælles Akutmodtagelse, FAM, hvor man kan booke patienter ind mellem klokken 9 og 12:

”Vi tager højde for, at det tager længere tid med ukrainske patienter, så vi har på forhånd i modtagelsen sørget for at stille op med tolk, cpr-registrering, HR-medarbejdere, og mulighed for at foretage relevante infektionsscreeninger for f.eks. tuberkulose og hepatitis, ” siger Stefan Starup Jeppesen.

Som det fungerer nu, er der primært to veje ind til hospitalet for den ukrainske patient, forklarer Stefan Starup Jeppesen og peger på, at de enten kommer af sig selv eller henvises gennem en nyoprettet national koordination, hvor patienterne gennem AMK meldes til Odense Universitetshospital.

”De fleste af de ukrainske patienter, vi har modtaget, er flygtet på egen hånd og er kommet til os enten via en praktiserende læge, en vagtlæge eller ved selvhenvendelse direkte fra gaden. Men uanset meldevej er det vores grundholdning, at vi tager imod alle patienter, uanset hvilken meldevej, de benytter sig af,” forklarer Stefan Starup Jeppesen og fortsætter:

”Rent praktisk skal vi have fat i patientens journal og se om der er angivet en kræftdiagnose – for det er selvsagt vigtigt at finde ud af, om de rent faktisk har kræft, så vi ikke bare sender dem i f.eks. strålebehandling uden korrekt diagnose.”

Men det er lettere sagt end gjort at et overblik over patientens situation, så Odense Universitetshospital har opbygget et internt korps omkring det journalmateriale, som den enkelte flygtning i de fleste tilfælde selv har haft med:

”Mange har husket at få deres eget journalmateriale på trods af, at de er flygtet fra krig. Journalen bliver så oversat af vores internt ansatte, som vi er heldige at have. Det vil sige ukrainsktalende læger eller sygeplejersker, som både kan sproget og har den nødvendige faglige indsigt – og som ovenikøbet har stillet sig til rådighed på alle mulige tidspunkter af døgnet,” siger Stefan Starup Jeppesen og uddyber:

”Vi har også prøvet med almindelig tolkning, men det dur ikke, når det drejer sig om patologi, kræftdiagnose og tidligere behandlinger. Det skal være en tolk med sundhedsfaglig baggrund, som oversætter til dansk. Der er jo tale om et helt andet skriftsprog, og selvom lægelatin bruges indenfor patologien, og selv om klinikere bruger et mere almindeligt sprog, så kræver journalmaterialet mere end blot at kunne forstå sproget.”

Når hospitalet har fået oversat journalen, kaldes patienten ind til en personlig samtale.

”Her sidder vi overfor patienten sammen med en teletolk, hvilket fungerer rimelig godt. Tit har patienten dog også haft pårørende med, og da de yngre generationer godt kan tale lidt engelsk kan de hjælpe med samtalen. Det kan også fungere rimeligt godt, så vi kan lægge en plan for det videre forløb i samarbejde med patienten,” siger Stefan Starup Jeppesen.

Krigen og kulturelle forskelle er vigtige

En anden helt central udfordring er dog – ud over at patienten er flygtet fra krig og er ulykkelig og måske traumatiseret – at være opmærksom på patientens kulturelle baggrund og på, at traditionerne i Ukraine, hvad angår åbenhed om sygdom, kan være anderledes end i Danmark:

”Kulturelle forhold – hvilket gælder mere generelt for flygtninge fra andre dele af verden – er, at det er svært at finde ud af, hvad de ved om deres sygdom i forvejen, og om de f.eks. er realistiske i forhold til forløb og prognose. Har de fået at vide, at de er meget syge og måske skal dø? Vi har oplevet, at patienten ikke vidste, hvad vedkommende fejlede, men kun kunne sige, at der var tale om en behandling i hjemlandet, men ikke vidste præcist for hvad,” siger Stefan Starup Jeppesen.

Lige netop på det kulturelle område trækker Onkologisk Afdeling desuden på den viden, som findes på Indvandrermedicinsk klinik på Syddansk Universitet, hvor de har et samarbejde med professor i global sundhed og indvandrersundhed, Morten Sodemann. Han har tidligere undervist personalet, så de er godt forberedt, mener Stefan Starup Jeppesen:

”I Danmark er vi vant til åbenhed, når det gælder sygdom og kan måske godt sige mere direkte, at patienten har kræft. Men en direkte melding kan risikere at tage modet fra patienten, især hvis der er andre traditioner i hjemlandet. Så det har været noget af en øjenåbner at få viden om, hvordan vi bedst muligt kommunikerer med ukrainere og andre flygtninge om deres sygdomme.  Her skal vi træde varsomt og ekstra forsigtigt spørge ind," siger Stefan Starup Jeppesen og fortsætter:

”Kræftpatienter har både kræftdiagnosen og krigen, som de skal tage højde for. Men dem, vi hidtil har tilset, virker som om, at de er taget afsted fra Ukraine i god tid inden bombardementerne. Men de efterlader sig måske familie, som de er nervøse for. Måske er de taget afsted for at få en vis sikkerhed for behandling og sikre sig, at sygdommen ikke udvikler sig.”

 

 

Råd til læger om behandling af ukrainske flygtninge  

  • Træd varsomt: Ukrainske eller andre flygtninge/indvandrere har ikke nødvendigvis den samme viden om deres grundsygdom, som mange danskere har. Find ud af, hvad ved de i forvejen, f.eks. om de véd at de har kræft.  
  • Lav et set-up: Sørg for at få journalen og andet relevant materiale oversat meget hurtigt via sprogkyndige fagpersoner, så man kan danne sig et overblik over tidligere behandlinger.  
  • Skævt ind: Start med den multidisciplinære konference, når der er usikkerhed om det skal være enten et kræftpakkeforløb, en direkte adgang til kemoterapi eller anden behandling eller om patienten skal på kirurgisk afdeling.  

Sundhedsstyrelsens notat om ukrainske flygtninge (marts 2022). 

Del artiklen med dine venner