"Man kan altså roligt fortsætte sin kræftbehandling, selv om man er bekymret for corona,” siger"Man kan altså roligt fortsætte sin kræftbehandling, selv om man er bekymret for corona,” siger Annette Raskov Kodahl. Foto: Ole Hørning, OUH/SDU

Kemo ser ikke ud til at forværre kræftpatienters corona-forløb

Kemoterapi ser ikke ud til at øge kræftpatienters risiko for, at covid-19-infektionen udvikler sig alvorligt. Det viser et nyt dansk forskningsprojekt, som afdelingslæge Annette Raskov Kodahl fra kræftafdelingen på Odense Universitetshospital er ansvarlig for.

”Kræftpatienter, der er i behandling med kemoterapi, når de bliver smittet med coronavirus, ser ikke ud til at have større risiko for at blive alvorligt syge af virusset end kræftpatienter, der ikke modtager kemo. Det er godt nyt, og man kan altså roligt fortsætte sin kræftbehandling, selv om man er bekymret for corona,” siger Annette Raskov Kodahl iføælgeKræftens Bekæmpelse, der har støttet studiet. 

Tidligere har resuiltater fra det internationale covi-19-register TERAVOLT vist, at hvis en person med kræft i brystkasseområdet, såsom lungekræft, er blevet behandlet med kemoterapi op til tre måneder forinden covid-19-diagnose, har vedkommende over 60 procent højere risiko for at dø.

Den nye undersøgelse offentliggjort i Acta Onkologica er blevet til i et samarbejde mellem alle danske kræftafdelinger og bygger på data indsamlet i perioden 10. marts til 15. juni 2020. Alle kræftpatienter, på nær patienter med blod- og lymfekræft, som blev testet positive for covid-19 i perioden, er med i undersøgelsen. Det er i alt 112 patienter. 

Forskerne har undersøgt, hvor syge kræftpatienterne blev, og har blandt andet set på, om de blev indlagt som følge af corona-infektionen, og om de havde brug for ilt under indlæggelsen. Patienterne er fulgt i en måned, efter at de blev testet positive. 

I alt 54 procent af kræftpatienterne i undersøgelsen havde behov for indlæggelse, og de fleste var over 70 år. Sandsynligheden for at få brug for ilttilskud, steg også, jo ældre patienterne var. Samlet set havde 28 procent af kræftpatienterne i undersøgelsen behov for at få ilttilskud, mens andelen var 45 procent for gruppen over 70 år. 

Mens ingen kræftpatienter under 50 år døde, var 17 procent af kræftpatienterne i aldersgruppen 50-69 år døde en måned efter, de var testet positive for coronavirus, og 29 procent af kræftpatienterne over 70 år. 

Antallet af dødsfald overrasker ikke forskerne, fordi kræftpatienter generelt er ældre og ofte fejler flere andre ting.

”Vi kan se, at dødeligheden for den ældste gruppe kræftpatienter ikke adskiller sig væsentligt fra den dødelighed, Statens Serum Institut har rapporteret blandt de første mere end 11.000 smittede danskere. Her har tidligere undersøgelser vist, at omkring 26 procent af de covid-19 patienter, der var over 70 år, døde,” siger Annette Raskov Kodahl. 

Jo dårligere patienterne var, inden de blev syge af covid-19, jo større var deres risiko for at blive indlagt. De kræftpatienter, som var yngre og ved godt helbred, fik for de flestes vedkommende kun milde covid-19 symptomer. Mange af patienterne i undersøgelsen blev testet for coronavirus, fordi de skulle ind på hospitalet, så der er sandsynligvis også kræftpatienter der, ligesom andre i befolkningen, har været smittet med coronavirus uden overhovedet at blive syge, påpeger Annette Raskov Kodahl.

Emner: kemoterapi corona

Del artiklen med dine venner