Bodil Hansen har af hensyn til sit job ønsket at være anonym, og det er derfor ikke hende på billedet, men derimod en model.

Bodil har høj risiko for tilbagefald: ”Jeg havde brug for at tænke mig om, inden jeg sagde ja tak til forebyggende behandling”

Skrevet af Maiken Skeem den 22. februar 2019. Skrevet i Kræft.

59-årige Bodil Hansen er en af de danske modermærkekræft-patienter, som er i behandling med den immunterapi, som i november sidste år blev godkendt til forebyggende behandling mod mulige tilbagefald.

Det meste af et år gik Bodil Hansen i behandling hos sygeplejersken hos sin praktiserende læge for det, som både hun og sygeplejersken troede var en genstridig fodvorte. Men fodvorten reagerede ikke på behandlingen. Den blev større og større, begyndte at bløde, og siden viste det sig da også, at det ikke var en fodvorte, men derimod en sjælden form for modermærkekræft, som Bodil Hansen gik rundt med under sin venstre hæl. Kræften havde spredt sig til lymfeknuderne i knæhasen og i lysken. Men efter en vellykket operation blev Bodil Hansen raskmeldt. Et halvt år senere fandt lægerne ved en kontrolscanning kræft i nogle lymfeknuder i bughulen. Også denne gang gik operationen godt, og Bodil blev igen frikendt.

Tre år senere måtte Bodil Hansen igen på operationsbordet med metastaser i en lymfeknude.

En af de første på listen

Bodil Hansen er en af de modermærkekræft-patienter, som selv om hun i dag igen egentlig er erklæret rask, er i høj risiko for et tilbagefald. Derfor var hun også en af de første på lægernes liste til at komme i betragtning til at modtage den immunterapi, som i november sidste år af Medicinrådet blev godkendt som forebyggende behandling til patienter med modermærkekræft, hvor kræften inden operation har spredt sig til lymfeknuderne eller andre steder i kroppen, når diagnosen stilles (Stadie III eller IV). Det er en gruppe af patienter, som har en forhøjet risiko for, at kræften vender tilbage.

Havde brug for at tænke og tale det igennem

Op til den dag i november sidste år, hvor immunterapien blev godkendt som forebyggende behandling til modermærkekræft, fulgte Bodil Hansen spændt med på sidelinjen. Hun vidste, at hun ville være en af de patienter, som kunne komme i betragtning, og hun var ikke på noget tidspunkt i løbet af ventetiden i tvivl om, at hun ville sige ja tak. Men da hun fik det længe ventede opkald fra sin kirurg, og senere sad overfor lægen på hospitalet, kom hun alligevel i tvivl.

”Tanken om, at jeg kunne få svært ved at passe mit arbejde på grund af behandlingerne og også de mulige bivirkninger fyldte rigtigt meget lige der, og jeg måtte give lægen og sygeplejersken beskeden om, at jeg lige havde brug for at tænke mig om hen over weekenden. Det var der selvfølgelig også forståelse for, selv om jeg alligevel tror, at den unge læge, som jeg sad overfor, undrede sig en smule.”

Bodil Hansen endte da også med at sige ja tak til behandlingen.

”Det er et enormt privilegium at leve i et land, hvor man kan få så dyr en medicin til forebyggelse af et tilbagefald, og jeg vidste egentlig også godt, at jeg ville sige ja tak. Men jeg havde lige brug for at tænke og tale det hele lidt igennem først. ”

Risikoen for et tilbagefald er et livsvilkår

Indtil videre har Bodil Hansen modtaget den intravenøse behandling med immunterapi tre gange og foreløbig har hun – til sin egen forundring - ingen bivirkninger haft overhovedet.

”Mentalt føles det nærmest lidt pudsigt, at jeg ikke kan mærke, at jeg får behandlingen, og af og til dukker tanken da også op, om det overhovedet virker på mig, når jeg nu ikke kan mærke noget,” fortæller Bodil Hansen.

Den tanke skubber hun dog hurtigt fra sig igen, for som hun selv siger, så er det ikke en tanke, som hun kan bruge til noget som helst konstruktivt.

”Min overlevelsesstrategi er helt klart at være rationel og tro på, at selvfølgelig virker den her behandling for mig. Jeg er klar over, at godkendelsen af immunterapien til forebyggende behandling er givet på et relativt spinkelt grundlag, og også at der er en risiko for, at den ikke virker på mig. Men jeg er nødt til at lære at leve med, at risikoen for et tilbagefald er et livsvilkår og altid vil være det. De svære tanker dukker selvfølgelig op – men bekymringerne får ikke lov til at fylde uforholdsmæssigt og løbe af sted med mig.”

Ikke alle skal nødvendigvis vide alt

Da Bodil Hansen fik diagnosen for fem år siden vidste alle på hendes daværende arbejdsplads, at hun var i behandling for kræft. I dag arbejder Bodil Hansen på en anden arbejdsplads, og hun har bevidst valgt ikke at fortælle om sin sygdom til hverken kolleger eller chefen.

”Mit arbejde betyder rigtigt meget for mig, og min oplevelse er desværre, at når man siger, at man har fået kræft, så tænker folk med det samme og helt automatisk: ’Åh nej, hvor længe har vi så hende?’ På en arbejdsplads sker der uvilkårligt det, at man får et stempel i panden og kommer til at stå i et lidt andet lys end før sygdommen – som en, der måske snart ikke er der mere. Jeg vil gerne blive ved med at være en af dem, som får de spændende opgaver – og jeg vil gerne i mine kollegaers og i mine egne øjne blive ved med at være Bodil, og ikke patient. Derfor har jeg taget beslutningen om, at alle ikke nødvendigvis skal vide alt.”

Bodil Hansen pointerer, at hun godt ved, at der desværre er mange patienter, som dør af deres kræftsygdom – men at der altså også er en del mennesker, som lever med kræft som en kronisk sygdom eller tilstand i mange år:

”Man kan godt have kræft og alligevel klare sig fint og have det godt i en årrække, akkurat som det er tilfældet for andre kronikere. Men det er bare ikke det, folk umiddelbart tænker. Jeg ved, at jeg er i risiko for at blive syg igen, men lige nu er jeg altså rask og kan det samme, som jeg altid har kunnet. Det håber jeg på at kunne i mange år endnu.”

Bodil Hansen har af hensyn til sit job ønsket at være anonym. Hendes rigtige navn er redaktionen bekendt.