”Muligheden for at forbedre livskvaliteten og tilslutningen til behandlingen er naturligvis meget vigtige træk ved lokal behandling af psoriasis,” siger Lars Werner.

Vandbaseret psoriasiscreme viser markant bedre effekt end gel

Den første vandbaserede creme, der kombinerer calcipotriol og betamethasone dipropionate (CAL/BDP), viser markant bedre resultater end tidligere gel-behandling i et klinisk fase III-forsøg.

Patienter med mild til moderat psoriasis oplever højere livskvalitet og bedre behandlingsresultater, når de bruger den vandbaserede creme Wynzora, bestående af 50 µg/g calcipotriol og 0,5 mg/g betamethasone dipropionat. Kliniske fase III-forsøg viser nemlig, at otte ugers daglig behandling gav større effekt og mere livskvalitet sammenlignet med behandling med den aktuelt tilgængelige topiske CAL/BDP-gel. Allerede efter en uge viste den vandbaserede creme gode resultater, og patienttilfredsheden var markant højere. 

Det er en såkaldt PAD-teknologi, der har gjort det muligt at kombinere de aktive stoffer med olie og vand, skriver virksomheden Almirall, der har udviklet cremen, i en pressemeddelelse.  

Professor og overlæge Lars Iversen er positiv over for det nye produkt til behandling af mild til moderat psoriasis. 

“Jeg finder det meget prisværdigt, at ny innovation og forbedring af lokal behandling af psoriasis kommer frem i lyset. Baseret på fase III-forsøgene kan PAD-formuleringen give yderligere fordele for patienter med mild til moderat psoriasis-plaques, hvad angår effektivitet, livskvalitet og den favorable sikkerhedsprofil for CAL/BDP PAD-cremen,” siger professor Lars Iversen i en pressemeddelelse. 

Også direktør i Psoriasisforeningen, Lars Werner, udtrykker begejstring for den nye type behandling i pressemeddelelsen. 

”Muligheden for at forbedre livskvaliteten og tilslutningen til behandlingen er naturligvis meget vigtige træk ved lokal behandling af psoriasis,” siger Lars Werner. 

Resultaterne i det kliniske fase III-forsøg viser, at PGA-behandling var en større succes for behandling med cremen (43,2 procent) sammenlignet med gelen (31,9 procent). 

43,8 procent opnåede højere livskvalitet med cremen sammenlignet med 34,2 procent af de patienter, der blev behandlet med gel. Der var ingen bivirkninger ved brug af cremen, og 40,4 procent af patienterne opnåede overlegen behandlingstilfredshed med cremen efter 8 uger. For brugerne af gelen opnåede kun 37,0 procent høj patienttilfredshed efter otte uger. 

Resultaterne af de kliniske fase III-forsøg er publiceret i the Journal of the European Academy og Dermatology and Venereology (JEADV), og cremen er foreløbig tilgængelig i Spanien, Tyskland og Storbritannien.

Emner: psoriasis

Del artiklen med dine venner