”Resultaterne af de studier, der er kommet vedrørende abrocitinib tegner meget lovende. Det er et utrolig spændende stof, som ser ud til at have en god effekt. Så vi vil glæde os til at få det i hænderne,” siger Christian Vestergaard.

Middel viser lovende resultater som behandling af atopisk eksem

De gode resultater fra studier med lægemidlet abrocitinib til behandling af moderat til svær atopisk eksem fortsætter i en lind strøm.

Senest er resultaterne fra det femte fase-III studie i rækkenlagt frem. Og de viste en signifikant forbedring af tilstanden hos patienter, der fik abrocitinib.

I det seneste år har firmaet bag, Pfizer, kunnet præsentere flere løfterige data om abrotinib, og det er noget, der glæder hudlægerne.

”Resultaterne af de studier, der er kommet vedrørende abrocitinib tegner meget lovende. Det er et utrolig spændende stof, som ser ud til at have en god effekt. Så vi vil glæde os til at få det i hænderne,” siger Christian Vestergaard, overlæge dr.med. og ph.d. på afdelingen for Hud og kønssygdomme på Aarhus Universitetshospital.

Han kan ikke sige, om abrocitinib er bedre eller dårligere end de eksisterende midler til behandling af AD. Men han vil gerne sige, at det altid er dejligt at få nogle flere strenge at spille på i behandlingen. Med abrocitinib og andre såkaldte JAK-hæmmere glæder han sig især over, at de kommer med en ny behandlingsmetode, idet der her er tale om tabletter frem for indsprøjtninger.

”Det er oplagt at forvente, at jo flere midler vi får at vælge mellem, des flere patienter kan vi hjælpe. Og det at abrocitinib rummer en ny mekanisme, kan måske betyde, at det kan bruges til patienter, som vi ikke kan hjælpe i dag, fordi de ikke har effekt af de kendte midler. Det kan vi da håbe på,” siger han.

Snarlig vurdering i Medicinrådet

I det nyeste studie af abrocitinib fik patienter, som var fra 12 år og opefter, 200 mg abrocitinib en gang om dagen i 12 uger. Dem, der opnåede respons, fik derefter enten 200 eller 100 mg dagligt i 40 uger. Størst effekt sås hos dem, der fik den høje dosis. Men i begge grupper var sandsynligheden for at undgå anfald statistisk signifikant i forhold til resultaterne i placebo-gruppen.

Tidligere positive undersøgelsesresultater har allerede sikret Pfizer et såkaldt priority review hos de amerikanske lægemiddelmyndigheder FDA, som ventes at godkende abrocitinib i april. Pfizer har også en ansøgning om godkendelse liggende hos de europæiske lægemiddelmyndigheder, EMA.

Indtil videre findes der i Danmark ikke en behandling på markedet til AD, som ligner abrocitinib. Men baracitinib, som er en anden type JAK-hæmmer, er godkendt af de europæiske lægemiddelmyndigheder, EMA, og venter herhjemme lige nu på behandling i Medicinrådet. Det næste lægemiddel på vej her kan meget vel blive abrocitinib.

Sammen med de øvrige JAK-hæmmere ventes det, at abrocitinib vil udfordre den succes, som Sanofis biologiske lægemiddel dupilumab har fået i behandling af moderat til svær atopisk dermatitis (AD). Måske især på bivirkningsprofilen.

Emner: atopisk eksem

Del artiklen med dine venner