"At der er så mange midaldrende, der har for meget fedt i karrene, er opsigtsvækkende, men vi er måske ikke overraskede," siger Göran Bergström.

Hver anden midaldrende mand har øget risiko for blodprop i hjertet

Ca. 55 procent af almindelige, midaldrende mænd i alderen 50-64 år har fedtaflejringer i kar, som giver dem øget risiko for at blive ramt af blodprop i hjertet.

Ser man på mænd i alderen 60-64 år, er andelen med fedtaflejringer ca. 70 procent.

Det viser en ny, stor svensk undersøgelse, hvor forskere har undersøgt 30.154 tilfældige personer, som ikke havde kendte hjerte-kar-lidelser, ved hjælp af CT-scanninger, såkaldt computertomografi-angiografi (CCTA). Undersøgelsen er netop blevet offentliggjort i tidsskriftet Circulation.

En blodprop i hjertet sker, hvis kar ved hjertet tilstoppes ved åreforkalkning, så blodtilstrømningen til hjertet stoppes.

Studiet viser, at hos fire ud af ti kvinder og mænd i alderen 50-64 år har kar, hvori man kan se fedtaflejringer, såkaldt plaque, hvilket giver højere risiko for blodprop i hjertet. Mænds risiko er højest.

"At der er så mange midaldrende, der har for meget fedt i karrene, er opsigtsvækkende, men vi er måske ikke overraskede," siger Göran Bergström til Sverige Television. Han er professor i medicin ved Göteborgs Universitet og hovedforfatter af undersøgelsen

"Vi ser tydeligt, at køn og alder er afgørende. Mænd har større risiko end kvinder, og mænds kar ældes ti år før kvindernes kar.

Det fremgår af studiet, at risikofaktorer som overvægt, rygning, højt blodtryk og kolesterol tydeligt hænger sammen med dårlig sundhed i karrene. Hvis man selv vil gøre noget for at minimere sin risiko for blodprop, skal man undgå risikofaktorerne og holde tjek på blodtryk og kolesterolværdier.

 

 

Fakta: Fedtaflejringer og åreforkalkning

Nogle gange opstår der fedtaflejringer på indersiden af arterierne. Disse aflejringer starter ofte på steder, hvor arterien deler sig, eller hvor karvæggen er skadet. En sådan fedtaflejring kaldes et aterom og består for en stor del af kolesterol.

Et plaque er en stor aterom-masse. Udviklingen af et plaque starter med, at kolesterol "graver" sig ind i væggen på pulsåren. Kroppen forsøger at reparere denne skade, der dannes arvæv, og det gør karvæggen tykkere og stivere og blodåren smallere.

Efterhånden som mere kolesterol aflejres, aflejres der også calcium, og karvæggene bliver tykkere, så karrets indre diameter reduceres og nedsætter blodstrømmen inde i karret. Dette kaldes aterosklerose (åreforkalkning) på fagsprog og er bl.a. årsagen til koronar hjertesygdom. Det vil sige sygdom i koronararterierne, som er de årer, der forsyner hjertet med blod.

Kilde: Sundhed.dk

Del artiklen med dine venner