”Vi har i Danmark en enestående mulighed for at følge patienterne i mange år, fordi vi har adgang til komplette kvalitetsdatabaser, og ved hjælp af CPR-nummeret kan vi samkøre oplysninger i flere databaser. Dermed kan vi faktatjekke og give meget kvalificerede svar på de spørgsmål, som videnskabelige resultater i mindre studier rejser,” forklarer Ivy Modrau.

Modsat tidligere forskning: Ikke farligere at blive hjerteopereret om morgenen

Danske forskere fastslår i et stort dansk registerstudie, at det er ligeså sikkert at blive hjerte-opereret om morgenen som om eftermiddagen. Noget som et omdiskuteret fransk studie tidligere har stillet spørgsmålstegn ved.

I en opsigtvækkende artikel i The Lancet fremlagde en fransk forskergruppe i 2018 resultaterne af et studie med baggrund i 600 patienter: Konklusionen var, at det er mindre farligt at blive hjerteopereret om eftermiddagen end om morgenen. Dette førte efterfølgende til debat og diskussioner i hjertekirurgiske fora, og flere forskergrupper har siden efterprøvet resultaterne fra det franske studie – blandt andre en gruppe forskere ved Aarhus Universitetshospital og Aarhus Universitet, som har gennemført et omfattende registerstudie baseret på over 7000 patienter i VestDansk Hjertedatabase.

”Vi mener at kunne afkræfte påstanden. Hverken efter hjerteklap-operationer eller efter hjerte-bypass-kirurgi kan vi påvise, at operationstidspunktet har betydning for forskelle i død eller alvorlige komplikationer. Der er heller ingen forskel i langtidsoverlevelsen, når vi følger patienterne over flere år,” fastslår overlæge Ivy Modrau, som er overlæge ved Hjerte-, Lunge- og Karkirurgi på Aarhus Universitetshospital og lektor ved Institut for Klinisk Medicin på Aarhus Universitet og i øvrigt en af forskerne bag det danske studie.

Igennem de sidste par år er der kommet betydeligt fokus på betydningen af døgnrytmen for hjertekar-sygdomme, forklarer Ivy Modrau:

”De franske forskere mistænker, at et gen, som beskytter hjertets muskelceller mod skader, på grund af iltmangel bliver mere aktivt i løbet af døgnet. Dette som forklaring på, hvorfor det er mindre farligt at blive opereret om eftermiddagen.”

Enestående mulighed for at følge patienterne

De danske forskere har gennemgået alle patienter, som ved en planlagt operation har fået indsat en ny hjerteklap (aortaklap) eller været igennem hjerte-bypass-kirurgi på Aarhus Universitetshospital og inddelt dem, der blevet opereret henholdsvis om morgenen og om eftermiddagen, i sammenlignelige grupper. Desuden sammenlignede forskerne dødeligheden indenfor 30 dage og større komplikationer (blodprop i hjertet under indlæggelsen) for de to grupper ligesom de sammenlignede forekomsten af forkammerflimren under indlæggelsen, blodprøve niveauer for kreatinkinase (som frigøres ved nedbrydning af muskelvæv i hjertet) samt dødeligheden i op til 19 år efter operationen uden at finde forskelle.

”Vi har i Danmark en enestående mulighed for at følge patienterne i mange år, fordi vi har adgang til komplette kvalitetsdatabaser, og ved hjælp af CPR-nummeret kan vi samkøre oplysninger i flere databaser. Dermed kan vi faktatjekke og give meget kvalificerede svar på de spørgsmål, som videnskabelige resultater i mindre studier rejser,” forklarer Ivy Modrau.

Ifølge Ivy Modrau er udgangspunktet det franske studie korrekt og studiet fint gennemført, men fundene kan skyldes tilfældigheder.

”Netop derfor er det vigtigt, at opsigtsvækkende forskningsresultater bliver efterprøvet i andre studier.”

Del artiklen med dine venner