"Vi har tidligere vist, at restpartikel-kolesterol er mindst lige så afgørende som LDL-kolesterol i forhold til at øge en persons risiko for blodprop i hjertet og hjernen, og derfor er det en bekymrende udvikling,” siger professor og overlæge Børge Nordestgaard.

Ny dansk forskning kan få betydning for forebyggelse og behandling af hjertekarsygdomme

Mængden af restpartikel-kolesterol i blodet, glycerider eller det såkaldt "grusomme" kolesterol, er langt større, end man troede. Det viser ny forskning fra Københavns Universitet og Herlev Gentofte Hospital. Opdagelsen kan få betydning for fremtidig forebyggelse og behandling af hjertekarsygdomme.

Forskningen er publiceret i tidsskriftet Atherosclerosis fra European Atherosclerosis Society.

I dag er man især opmærksomme overfor LDL-kolesterol, det såkaldt "lede" kolesterol, i forbindelse med risikoen for hjertekarsygdomme som blodpropper i hjerte og hjerne. Fremover skal man imidlertid til at være mindst lige så opmærksomme på en anden, hidtil lidt overset type kolesterol, som ser ud til at have mere af ansvaret end hidtil antaget. Synderen er kolesterolen i de fedtpartikler, som indeholder almindeligt fedt eller glycerider - såkaldt restpartikel-kolesterol. Det er også kendt som "det grusomme" kolesterol.

Forskerne har til deres store overraskelse opdaget, at mængden af restpartikel-kolesterol i blodet fra 20-års alderen frem til 60-års alderen stiger konstant, og hos mange bliver den på det høje niveau resten af livet.

”Vores resultater viser, at mængden af restpartikel-kolesterol i blodet hos voksne danskere er lige så stor som mængden af det lede LDL-kolesterol. Vi har tidligere vist, at restpartikel-kolesterol er mindst lige så afgørende som LDL-kolesterol i forhold til at øge en persons risiko for blodprop i hjertet og hjernen, og derfor er det en bekymrende udvikling,” siger professor og overlæge Børge Nordestgaard fra Københavns Universitet og Herlev Gentofte Hospital i en pressemeddelelse.

Resultaterne bygger på data fra personer fra Herlev-Østerbroundersøgelsen. I alt 9000 personer har fået målt kolesterol i deres fedtpartikler i blodet ved hjælp af nyt avanceret måleudstyr, såkaldt ”metabolomics”. Målingerne viser, at det samlede kolesterol i blodet består af lige dele af det grusomme kolesterol, det lede kolesterol og det herlige kolesterol.

”Tidligere studier fra Herlev-Østerbroundersøgelsen viser, at overvægt og fedme er den vigtigste årsag til den meget høje mængde af restpartikel-kolesterol i blodet hos voksne danskere. Derudover betyder diabetes, arveanlæg og mangel på motion ligeledes en del, ” siger en af forfatterne, læge og ph.d.-studerende Mie Balling fra Københavns Universitet og Klinisk Biokemisk Afdeling, Herlev Gentofte Hospital.

Det vigtigste, man selv kan gøre, for at have lavest muligt niveau af restpartikel-kolesterol og triglycerider i blodet, er at holde en normal kropsvægt.

I 2018 blev et stort internationalt lodtrækningsstudie offentliggjort, som klart viste, at når triglycerider og dermed restpartikel-kolesterol blev reduceret med medicin hos personer med forhøjet mængde i blodet, reduceres risikoen for hjertekarsygdom med 25 procent.

”Hidtil har både hjertelæger og praktiserende læger mest fokuseret på at reducere LDL-kolesterol, men fremover vil fokus også blive på at reducere triglycerider og restpartikel-kolesterol”, siger professor Børge Nordestgaard.

 


De tre slags kolesterol

Restpartikel-kolesterol = grusomt kolesterol: kolesterolindholdet i triglyceride-holdige lipoproteiner eller restpartikler. Forhøjet restpartikel kolesterol fører til hjertekarsygdom.

LDL-kolesterol = lede kolesterol: kolesterolindholdet i lav-densitets lipoprotein (LDL). Forhøjet LDL-kolesterol fører til hjertekarsygdom.

HDL-kolesterol = “gode” kolesterol = uskyldigt kolesterol: kolesterolindholdet i høj-densitets lipoprotein (HDL). Niveauet af HDL-kolesterol påvirker ikke risikoen for hjertekarsygdom.

Kilde: Det Sundhedsvidenskabelige Fakultet, Københavns Universitet

Del artiklen med dine venner