"Sagen er, at det er op til den politiske styring, selvom vi fra faglig side mener, at det er en god investering at bruge glukosesensorer, når vi har klare retningslinjer for det. Vi mener faktisk, at det er uklogt ikke at gøre det,” siger Troels Krarup Hansen.

Diabetesdirektør ærgrer sig: Postnummeret afgør stadig hvilket diabetesudstyr, patienterne får

I begyndelsen af året gennemførte Region Midtjylland et nationalt udbud af diabetesudstyr på vegne af alle fem regioner. Det har dog langt fra afhjulpet postnummer-lotteriet, lyder det fra Troels Krarup, direktør i Steno Diabetes Center Aarhus, der ærgrer sig over den evige problematik.

Patientens bopæl har betydning for, om vedkommende kan få udleveret en flash glukosemåler eller en insulinpumpe. Dermed er den evige problematik på diabetes-området stadig aktuel, og det ærgrer Troels Krarup Hansen, der er direktør i Steno Diabetes Center Aarhus.

”Det er stadig et højaktuelt problem, at der er så betydelige forskelle på, hvornår patienter kan få udleveret diabetesudstyr, alt efter hvilken region og kommune de bor i. Postnummer-lotteriet er en evig problematik, som kun vil kunne løses med en anden politisk prioritering og større bevillinger på området,” siger han.

De nyeste tal på området fra Diabetesforeningen viser, at der i 2021 var store regionale forskelle i tildeling af flash glukosemålere (FGM). I Region Sjælland fik 33 procent af voksne med type 1-diabetes udleveret en FGM, mens antallet var 60 procent i Region Hovedstaden. Samme forskelle findes i kommunerne, der bevilliger flash glukosemålere som et hjælpemiddel. Her viser den seneste opgørelse fra Diabetesforeningen lavet på bevillinger fra 2017 til 2020, at landets kommuner i gennemsnit godkendte bevillingerne til 39 procent af ansøgerne.

Giver fagfolk grå hår

I marts i år gennemførte Region Midtjylland for første gang nogensinde et nationalt udbud af insulinpumper og glukosemålere på vegne af alle landets fem regioner. Udbuddet har en værdi af 240 mio. kr. pr. år og er planlagt til at løbe over fire år.

Tidligere har hver enkelt region selv haft til opgave at forhandle en udbudsaftale hjem, hvilket har ført til store regionale forskelle, men nu gælder det samme udbud på tværs af hele landet, og det glæder Troels Krarup Hansen.

”Der er ingen tvivl om, at et fælles nationalt udbud er et skridt i den rigtige retning og i højere grad sikrer tilgangen til den nyeste teknologi på området. Samtidig stiller det os stærkere som indkøbere, hvor vi har fået et fornuftigt udbud til en fornuftig pris.”

Det ændrer dog ikke problematikken og sikrer ikke lige tilgang for alle diabetespatienter, som kunne have været ønsket med et fælles nationalt udbud, påpeger Troels Krarup Hansen.

”Det løser desværre ikke den udfordring, der har været i en lang årrække for vores patienter, og som giver os fagfolk grå hår. Udbuddet ændrer ikke nødvendigvis på, hvordan regionerne og politikerne håndterer diabetesområdet. Sagen er, at det er op til den politiske styring, selvom vi fra faglig side mener, at det er en god investering at bruge glukosesensorer, når vi har klare retningslinjer for det. Vi mener faktisk, at det er uklogt ikke at gøre det,” siger han og henviser til, at Dansk Endokrinologisk Selskabs guidelines anbefaler, at alle med type 1-diabetes uanset blodsukker og alder skal have adgang til diabetesteknologi.

En supertanker tager tid at flytte

I det nationale udbud har regionerne mulighed for at købe fem forskellige insulinpumper og seks forskellige FGM’ere til patienterne. De enkelte regioner er derfor ikke forpligtet til at indkøbe eller bevillige et bestemt antal patienter FMG’ere eller insulinpumper i udbudsformen, hvilket kunne have afhjulpet postnummer-lotteriet, foreslår Troels Krarup Hansen.

”Det er udbuddet, der fastsætter rammerne i forhold til kravene, og på den måde er regionerne ikke forpligtet til at købe udstyret til deres patienter. Det ville måske kunne have udlignet nogle af forskellene, hvis det havde været et krav i aftalen,” siger han.

Samtidig peger han på, at det kunne have resulteret i et endnu bedre udbud i form af lavere priser, som det eksempelvis er tilfældet i Frankrig, hvor alle med type 1-diabetes har ret til diabetesudstyr.

Det er dog alt sammen irrelevant, hvis regionerne og politikerne ikke kan finde pengene til udvidede brug af glukosesensorer, forklarer Troels Krarup Hansen, der understreger, at det er en politisk beslutning.

”Vi arbejder selvfølgelig fortsat videre på, at diabetesudstyret kun bliver betragtet som behandling, og derfor kun skal ligge regionalt og ikke ude i kommunerne. Samtidig kan vi se, at det nogle steder i landet er blevet bedre efter et øget fokus, men det er fåtallet,” siger han og fortsætter:

”I sidste ende handler det om, at jo mere enige vi er på tværs af regioner, des stærkere kan vi stå, men det her er noget af en supertanker, og derfor tager den tid at flytte.”

En økonomisk spændetrøje

I 2019 udgjorde tilskuddet til fordøjelse og stofskifte 24 procent af det samlede medicintilskud på nationalt plan og var dermed den største økonomiske post. Netop på grund af økonomien har flere kommuner og regionerne tidligere udmeldt, at det ville være for dyrt at sikre flere diabetespatienter glukosesensorer eller insulinpumper, da der er andre, billige alternativer.

En økonomisk rapport fra Copenhagen Economics lavet i 2017 for Abbott, der leverer flash glukosemålere, viser, at glukosesensorer kan spare regionerne for 100 mio. kr. årligt, og kommunerne 50 mio. kr. pr. år. Sammenlignet med udgifterne til teknologien vil regionernen i alt få en merudgift på 11 mio. kr. Hvis tallet passer, er det godt givet ud, mener Troels Krarup Hansen.

”Der er mange fordele at hente, hvor data viser, at patienterne i højere grad bliver velregulerede. De har færre tilfælde af hypoglykæmi og ketoacidose og får færre følgesygdomme, fordi deres blodsukker bliver velreguleret. Det vil kunne spare sundhedssystemet penge for yderligere behandlinger og indlæggelser, og det er vigtige fordele at tage med i beregningerne,” siger han.

Da rapporten udkom, mente formanden for Danske Regioners Sundhedsudvalg Karin Friis Bach dog stadig, at det fortsat ville være for dyrt for regionerne. Hun pegede på, at Danske Regioners egne beregninger viste en ekstra omkostning på 78-136 mio. kr., og derfor var prioriteringen, at glukosesensorer kun skulle gives ”til dem, der havde mest brug for det”.   

 

 

Denne artikel har været bragt i Medicinske Tidsskrifters magasin om diabetes, oktober 2021

Del artiklen med dine venner