Patienter skal trænes til mødet med de sundhedsprofessionelle

Synes du også, at det kan være svært at tale med lægen eller sundhedspersonalet? Få stillet de rigtige spørgsmål? 

Et nyt projekt imellem Steno Diabetes Center Odense og Center for Forskning i Patientkommunikation skal udvikle nye læringsforløb for brugerne, der skal klæde dem bedre på til samtalen med de sundhedsprofessionelle. Det er en af de indsatser, der været efterspurgt, når man spørger brugerne om deres ønsker for både fremtidig brugerinddragelse og fremtidens diabetesambulatorium.

Projektet bliver det første af sin slags i Danmark. Værktøjerne skal på sigt også kunne bruges af mennesker med andre kroniske sygdomme end diabetes.

"Vi ved fra både fokusgruppeinterviews, kvalitative undersøgelser og workshops med vores brugere, at de gerne vil lyttes mere til og have samtaler, der er tilpasset mig. Men det kræver, at de også bliver mere bevidste om, hvad de har brug for at tale om. At de nogle gange tør udfordre, hvad de tror, det er tilladt at spørge om. Derfor laver vi et projekt, der har fokus på netop dét," fortæller Mona Engdal Larsen, der er sundhedsfaglig konsulent på Steno Diabetes Center Odense og en del af projektet.

Det er første gang, at det er brugerne – og ikke kun de sundhedsprofessionelle - der får undervisning i denne type kommunikation, fortæller hun.

"Vi har haft meget fokus på, hvordan vi som sundhedsprofessionelle skal kommunikere med brugerne, og hvordan vi kan skabe gode rammer for samtalen. Nu går vi skridtet videre og prøver også at skabe nogle læringsforløb, der skal ruste vores brugere og gøre dem mere ”kompetente” til møderne på ambulatorierne og andre steder i sundhedsvæsenet. Det har ikke været prøvet før, så det bliver en meget spændende proces," fortæller hun.

Et af de første skridt bliver at afholde en workshop for 12 mennesker med diabetes og 4 sundhedsprofessionelle. Det sker den 12. oktober.

"Her vil vi forsøge at afdække, hvilke behov de har, og hvordan man kan udvikle nogle læringsforløb, der kan matche de behov. Der bliver også efterfølgende lavet forløb, der er tilpasset særligt sårbare mennesker med diabetes. Vi starter ud i det små, og senere i processen tester vi læringsforløb, redskaber og erfaringer af på flere, så der bliver en løbende brugerinvolvering," fortæller hun.

Som en del af projektet bliver der også sat fokus på, hvordan de sundhedsprofessionelle kan få en mere coachende rolle.

"Der er nogen sundhedsprofessionelle, der i deres uddannelse og kultur bliver opdraget med, at de skal være eksperterne, som skal fortælle patienterne, hvordan de skal leve deres liv. Her vil vi gerne rykke lidt på kulturen, så man i stedet får en mere understøttende og coachende tilgang, hvis det er det, den enkelte har brug for," fortæller hun.

 Hvordan det endelige produkt kommer til at se ud, ved man ikke endnu.

"Vi kommer til at udvikle nogle læringsmoduler, men om det bliver i form af e-læringskurser eller små videoer med værktøjer eller noget helt tredje kommer an på, hvad der giver bedst mening for brugerne. Det kan også være, at det bliver en del af patientuddannelserne ude i kommunerne. Når vi så har et færdigt produkt, vil det forhåbentlig også kunne bruges af andre patientgrupper," fortæller hun.

Projektet forventes afsluttet næste sommer.

 

Har du lyst til at deltage i workshoppen, så send en mail til Mona Engdal Larsen på Denne e-mail adresse bliver beskyttet mod spambots. Du skal have JavaScript aktiveret for at vise den.

Emner: diabetes patientinddragelse patientsamtale

Del artiklen med dine venner