Forskning: Lægemiddel reducerer dødsrisikoen for patienter med kronisk nyresygdom

Forxiga (dapagliflozin) har ramt alle primære og sekundære endepunkter i en undersøgelse af patienter med kronisk nyresygdom, med og uden type 2-diabetes.

Forxiga reducerede forværring af ​​nyrefunktion og dødsrisikoen signifikant hos personer med kronisk nyresygdom, meddeler selskabet AstraZeneca, som står bag DAPA-CKD-undersøgelsen.

DAPA-CKD-undersøgelsen blev stoppet tidligt – i løbet af foråret – på grund af lægemidlets markante effekt. Nu er data analyseret, og analysen viser en statistisk signifikant og klinisk meningsfuld virkning af dapagliflozin på studiets primære og sekundære endepunkter, som blandt andet inkluderer nyre eller kardiovaskulær død. 

Det gør Forxiga til den første medicin, der signifikant reducerer dødsrisikoen for enhver årsag i denne patientpopulation, skriver AstraZeneca i pressemeddelelsen. 

”DAPA-CKD-forsøget har demonstreret dapagliflozins potentiale som en længeventet ny behandlingsmulighed for patienter med kronisk nyresygdom. Disse data vil være forandrende for patienterne,” udtaler de to ansvarlige for forsøget, professor David Wheeler, University College London og professor Hiddo L. Heerspink, University Medical Center Groningen. 

Effekten er uafhængig af type 2-diabetes

Kronisk nyresygdom er en alvorlig, progressiv tilstand defineret ved nedsat nyrefunktion, der rammer næsten 700 millioner mennesker over hele verden, hvor mange af dem stadig ikke er diagnosticeret. Tilstanden er forbundet med betydelig dødelighed og en øget risiko for hjerte-kar-lidelser, og der er begrænsede behandlingsmuligheder, skriver AstraZeneca. 

"DAPA-CKD er det første forsøg, der viser overvældende effektivitet, inklusive forbedring af overlevelse, hos patienter med kronisk nyresygdom både med og uden type II-diabetes," udtaler Mene Pangalos i presseteksten. Han er administrerende vicepræsident i AstraZenecas afdeling BioPharmaceuticals R&D.

Virksomheden har endnu ikke afsløret specifikke data på dette tidspunkt, men skriver, at de vil præsentere resultaterne af forsøget under en medicinsk kongres.

”Vi ser frem til at dele disse spændende Forxiga-resultater med det videnskabelige samfund og sundhedsmyndigheder over hele verden.”  

Emner: diabetes nyrer

Del artiklen med dine venner