Ny medicinsk diabetesbehandling er også målrettet vægten

Vægt er et afgørende parameter for flere af de nye behandlinger af type 2-diabetes. Både patienternes forventning og de seneste års fokus på vægtreducerende diabetesmedicin, lægger pres på forskningsmiljøet og kræver handling.

Patienterne er selv begyndt at sige fra overfor præparater.

For 10 år siden tog en patient med type 2-diabetes typisk på af den medicin, han eller hun fik for sine høje blodsukkerniveauer. Sådan er det ikke mere.

“I løbet af de seneste år har man fået mulighed for at bruge nogle medicinske behandlinger til patienter med type 2-diabetes, der ikke kun reducerer blodsukkeret, men også er målrettet kropsvægten,” siger Filip Krag Knop, der er forskningsansvarlig overlæge, lektor, ph.d. og leder af Center for Diabetesforskning på Gentofte Hospital.

Han påpeger, at de tidligere præparater enten var vægtneutrale eller påvirkede kropsvægten, så man tog på. Det drejer sig blandt andet om de såkaldte sulfonylurea-præparater og insulin, som typisk er associeret med vægtøgning.

“Og det er jo ret paradoksalt. For langt de fleste patienter med type 2-diabetes er overvægtige eller svært overvægtige. De har altså igennem længere tid haft et vægtproblem,” forklarer han.

Derfor mener Filip Krag Knop også, at den udvikling, der er sket inden for farmaceutisk behandling de seneste år af type 2-diabetes, har stor betydning for patienterne.

“Det er en meget vigtig behandlingspakke, vi kan tilbyde dem i dag. Udover at forebygge de komplikationer, som opstår på grund af for høje blodsukkerværdier, så kan vi også reducere patientens kropsvægt, gøre dem mere insulinfølsomme og dermed håbe på, at patientens egenproduktion af insulin er nok til at holde blodsukkeret nede. Og er det tilfældet, kan man håbe på, at det er nok til, at den øgede insulinfølsomhed, man opnår i forbindelse med vægttab, kan lette den farmakologiske behandling af type 2-diabetes,” forklarer han.

Vi ved, at det er enormt demotiverende for patienter, som i forvejen kæmper med vægten, hvis de skal have medicin, som de rent faktisk tager yderligere fire-fem kilo på af,” siger Filip K. Knop, der er leder af Center for Diabetesforskning på Gentofte Hospital.

Nye præparater giver motivation

De nye præparater, der har en vægtreducerende effekt er blandt andet GLP-1-receptor-agonister, som er bygget på det naturligt forekommende tarmhormon GLP-1, der ud over at reducere blodsukkerniveauet har appetithæmmende egenskaber. Den anden type af præparater, som også har en vægtreducerende effekt er de såkaldte SGLT2-hæmmere, der øger udskillelsen af sukker i urinen og dermed afstedkommer et kalorietab. Selvom vægtreduktionen ikke er på mere end fire til seks kilo, har det alligevel en stor betydning for patientens tilgang til behandlingen.

“Selv en lille vægtreduktion gennem medicin giver patienten motivation og lyst til at tage sin medicin og ændre livsstil. Vi ved, at det er enormt demotiverende for patienter, som i forvejen kæmper med vægten, hvis de skal have medicin, som de rent faktisk tager yderligere fire-fem kilo på af,” siger han og understreger, at det kan være en af årsagerne til, at mere end 20 procent af alle type 2-diabetespatienter ikke tager deres medicin som foreskrevet.

Vægt er derfor et af de vigtigste parametre i både nutidens og fremtidens diabetespræparater. Ikke bare set i lyset af, at behandlingen rent faktisk virker på deres sygdom og motivation, men også i erkendelsen af, at livsstilsbetinget vægttab alene viser ret nedslående resultater, mener Filip Krag Knop.

“Det er uhyggeligt svært for patienter med type 2-diabetes, som gennem hele livet har kæmpet med vægten, at eneste vægtreducerende behandling for dem er gennem livsstilsændringer. Her er det meget vigtigt for dem, at medicinen har en vægtreducerende effekt,” fortæller han.

Derudover er type 2-diabetespatienter meget bevidste om vægten, og den er et afgørende parameter for deres valg af medicinsk behandling.

“Det bliver sværere og sværere at overtale patienter til at tage præparater, som er forbundet med vægtstigning. De erfaringer har jeg selv med mine patienter, at det bliver sværere i tiltagende grad,” siger han.

Udover at patienterne selv begynder at sige fra over for de gamle præparater, som har en negativ effekt på deres kropsvægt, så lægger det også et pres på den udvikling og forskning, der er i gang på området.

“At patienterne selv siger fra, og at de nye præparater er forbundet med vægttab - også selvom det er et lille vægttab - det sætter helt klart barren for nye behandlinger og lægger et pres på medicinalfirmaer og forskning inden for ny medicin,” understreger han.

Emner: diabetes overvægt

Del artiklen med dine venner

Nyt fra Medicinske Tidsskrifter

Hæmatologisk Tidsskrift

Diagnostisk Tidsskrift

 

Nyt fra Medicinske Tidsskrifter

Medicinsk Tidsskrift

Onkologisk Tidsskrift

Hæmatologisk Tidsskrift

MS Tidsskrift

Sundhedspolitisk Tidsskrift

Diagnostisk Tidsskrift