Angst for insulinchok får Sabrina til at vælge farligt højt blodsukker

Sabrina Juulsgaard Jensens hverdag var præget af angst og isolation i forbindelse med, at hun som kun niårig fik konstateret type 1-diabetes. I dag ved Sabrina alt om, hvordan hun kontrollere sin diabetes, men alligevel lader hun jævnligt sit blodsukker være for højt af angst for insulinchok.

Da det var værst, var Sabrinas angst for at få insulinchok i de timer, hun var i skole så slem, at hendes mor måtte tage orlov fra sit arbejde for at kunne være tæt på - hun holdt i bilen foran folkeskolens bygninger.

”Jeg gik ud flere gange i løbet af dagen for at tjekke, om hendes bil holdt derude. Hvis jeg ikke kunne se hende, gik jeg i panik og ringede og græd som en pisket,” siger Sabrina Juulsgaard Jensen, som i dag er 19 år, arbejder i køkkenet i en børnehave og er bosiddende i Juelsminde.

Selv om angsten for insulinchok er kommet mere under kontrol i dag, fylder den fortsat så meget, at Sabrina Juulsgaard Jensen med vilje lader sit blodsukker være højt, hvis hun skal noget: ”Når jeg skal noget, spiser jeg først, men tager ikke min insulin, fordi jeg er bange for at få lavt blodsukker, når jeg er ude. Så tænker jeg, at jeg må håndtere mit høje blodsukker, når jeg kommer hjem igen,” siger Sabrina Juulsgaard Jensen, som jævnligt bruger den taktik, selvom hun ved alt om, hvordan hun bør passe sit blodsukker, så hun kan forebygge senkomplikationer så som svækket syn eller amputationer.

Sabrinas angst for at få insulinchok lige her og nu gør med andre ord, at hun er i risiko for at udvikle senkomplikationer senere i sit livsforløb.

Ville ikke hjem fra børneafdeling

Sabrina Juulsgaard Jensens diabetes kom pludseligt. Hun måtte i en periode gå hjem fra skole hver dag efter kun to-tre timers undervisning, fordi hun fik influenzasymptomer. Allerede ved første lægebesøg fik den dengang ni år gamle pige målt blodsukker, fordi lægen havde en mistanke om, at der var tale om type 1-diabetes. Mistanken blev bekræftet dagen derpå og resulterede i, at Sabrina blev indlagt på børneafdelingen i Randers, hvor hun blev introduceret til livet som diabetespatient. Diabetesdiagnosen kom så tidligt, at sygdommen ikke havde nået at give Sabrina andre komplikationer. ”Jeg havde nåleskræk, så det tog noget tid for mig at vænne mig til, at jeg skulle stikke mig, men i begyndelsen kunne jeg godt acceptere, at jeg havde fået en kronisk sygdom. Så da jeg lige fik styr på det med nålene, var jeg meget rolig” siger Sabrina Juulsgaard Jensen.

Det ændrede sig imidlertid, da familien skulle hjem fra børneafdelingen. I den forbindelse kunne Sabrina Juulsgaard Jensen mærke, at det gjorde hende usikker, at familien fremadrettet skulle stå for at måle hendes blodsukker og holde styr på kost, motion og insulin.

”Da vi skulle hjem, ramlede min verden, fordi lægerne fortalte mig og min familie om, hvordan vi skulle reagere, hvis jeg fik insulinchok. Jeg skulle have en sprøjte i låret – igennem mine bukser og det hele – og det skulle bare gå stærkt. Sådan, som jeg forstod det, kunne jeg dø, hvis jeg ikke fik sprøjten med det samme,” siger Sabrina Juulsgaard Jensen, som reagerede med at kaste op, græde og besvime af ren og skær angst for at skulle hjem og stå alene med sin diabetes.

“Jeg blev meget bange for, at mine forældre skulle stå alene med min diabetes. Og jeg opfattede det som usikkert at bevæge mig uden for hjemmet, så jeg ville ikke med ud. Jeg kunne ikke noget mere, fordi jeg var så bange for at få insulinchok” fortæller Sabrina Juulsgaard Jensen om sin første tid som diabetespatient. 

Bange elev

I den første uge tilbage i skolen var Sabrina Juulsgaard Jensens mor med hende hele dagen, og blandt andre skoleleder og klasselærer blev orienteret om, at Sabrina havde fået type 1-diabetes. Der kom også en diabetessygeplejerske ud og fortalte alle børnene om, hvad det vil sige at have diabetes. Alligevel var orienteringen ikke nok til, at den unge pige kunne håndtere tanken om, at hvis hun fik insulinchok, så skulle lærere eller måske klassekammerater give hende en akutsprøjte.

”Ugen efter skulle min mor tilbage på job, og jeg gik i panik over, at jeg skulle være alene i skole og måle blodsukker. Jeg var også meget angst for, at jeg skulle få insulinchok, og at nogen på skolen skulle stå med det,” siger Sabrina Juulsgaard Jensen.

Derfor endte situationen med, at Sabrina Juulsgaard Jensens mor tog orlov for at være i nærheden. Hun parkerede ved skolen i dagtimerne, imens hendes datter kæmpede sig igennem skoledagen, som var præget af angst for lavt blodsukker.

”Mine fingre lignede sier, fordi jeg målte mit blodsukker så mange gange i løbet af dagen. Da det var værst, målte jeg mit blodsukker op til 38 gange i døgnet, selvom jeg havde fået anbefalet blot seks-otte målinger i døgnet,” siger Sabrina Juulsgaard Jensen.

Efter en stabil periode på tre måneder, hvor Sabrina og hendes familie fik styr på, hvad det vil sige at have diabetes tæt på, begyndte angsten at falde hos hende. Desværre gik der ikke så længe, før angsten vendte tilbage, og denne gang som en generaliseret angst, som ikke blot var hæftet op på akut angst for lavt

”Jeg begyndte at gå i panik over mange ting. Ikke bare lavt blodsukker, men også at komme ud til familiefødselsdag, jeg ville ikke hjem til nogen fra skolen, kunne ikke tage med ud og handle eller gå ud og shoppe. Jeg isolerede mig, og jeg var rigtig ked af det,” siger Sabrina Juulsgaard Jensen.

Gik ud over familien

Noget af det, der også var svært, var, at Sabrina også følte, at hendes diabetes og mentale tilstand påvirkede hendes søster i meget høj grad. Der blev talt om blodsukker og kulhydrattælling over aftensmaden, og Sabrinas angst fyldte hos hele familien. Til sidst eskalerede det i, at Sabrina følte sig som en enorm byrde.

”Det stod på i seks måneder, og jeg ved ikke, hvordan jeg til sidst kom ud af det. Jeg tror, at det hænger sammen med, at jeg prøvede at overvinde nogle af de ting, jeg var angst for. Blandt andet fik min mor mig med til en koncert, og jeg begyndte at gå lidt med ud og handle igen,” siger Sabrina Juulsgaard Jensen.

Sabrina har undervejs blot talt med en skolepsykolog et par gange, men denne havde ingen specielle kompetencer i forhold til de problemstillinger, der er knyttet til at have diabetes. Derudover har hun ikke fået hjælp til sine psykiske problemer. Hun savner, at familien havde fået mulighed for at komme i en støttegruppe for nydiagnosticerede, så der var et afgrænset forum, hvor man kunne tale om diabetes og få hjælp til problemerne. På den måde mener hun, at man bedre kunne parkere diabetessnak i støttegruppen og bare tale om almindelige hverdagsting hjemme i familien.

Sabrina frygter senkomplikationer

I dag er Sabrina Juulsgaard Jensen tilknyttet voksenafdelingen, hvor hun går til kontrol for sin diabetes. Angsten fylder ikke på samme måde, som den gjorde engang, men indirekte spiller den fortsat en rolle på den måde, at Sabrina ofte vælger at lade sit blodsukker være for højt, så hun ikke får insulinchok, når hun er ude.

”Når jeg ser min diabetesbehandler, holder jeg for mig selv, hvordan jeg har det psykisk. Og jeg husker ikke, at der er blevet spurgt ind til den del,” siger Sabrina Juulsgaard Jensen og fortsætter:

”Jeg bekymrer mig for senkomplikationer og for at falde ned i et sort hul igen, men jeg prøver at fokusere på at tage én ting ad gangen og tænke positivt, siger hun.  

 

 

Sabrina Juulsgaard Jensens gode råd til diabetespatienter med angst

• Søg hjælp. Brug Diabetesforeningen, find en god psykolog og tal med dit netværk.
• Tal om alt det, du er bange for med både behandlere og din familie. Du må ikke isolere dig.
  
  
  

Læs også: