Rettigheder. Viden. Inspiration


Modelfoto

ADHD og demens kan hænge sammen

Forældre og bedsteforældre til børn med ADHD har selv en højere risiko for at udvikle demens end dem uden børn med ADHD.

Det viser et studie fra det svenske Karolinska Institutet, hvor forskerne bag påpeger, at koblingen både kan stamme fra arv og miljø. Mulige forklaringer kan være hidtil uopdagede genvarianter, eller at ADHD øger risikoen for bestemte fysiske lidelser, hvilket forhøjer risikoen for demens.

Forskerne inkluderede i studiet mere end to millioner svenskere født mellem 1980-2001, hvoraf 3,2 procent havde en ADHD-diagnose. Dem med ADHD blev koblet til over fem millioner biologiske slægtninge.

Mere præcist fandt man i studiet, at forældre til børn med ADHD havde e34 procent højere risiko for demens end forældre til børn uden ADHD. Risikoen for Alzheimers sygdom, som er den mest almindelige demens, var 55 procent højere for forældre til børn med ADHD. Det var også mere sandsynligt, at dem med ADHD havde forældre med tidligere fremfor senere demensdebut. Koblingen til bedsteforældre eller søskende til forældrene var mindre. Her var risikoen for demens ti procent forøget.

Forskerne bag det store studie ser nu behov for yderligere undersøgelser for at forstå de bagvedliggende mekanismer.

Studiet er netop publiceret i tidsskriftet Alzheimer's & Dementia.

ADHD

Del artiklen med dine venner