”Når jeg siger, at et plejehjem ikke bør have generende lugte, er der måske nogle, som vil mene, at det er naturligt på et plejehjem med mange mennesker, der lider af inkontinens. Men nej," siger May Bjerre Eiby. Foto: maybjerreeiby.dk

Plejehjemsleder: De fleste demente er overmedicineret, så de bliver syge af det

BØGER. Mange demente tvinges til at sidde i deres våde bleer i op til otte timer og stinke af tis. Op mod halvdelen af alle plejehjemsbeboere indlægges årligt med forebyggelige tilstande som dehydrering og blærebetændelse. Og langt de fleste demente overmedicineres, så de bliver syge af det. Alt det ifølge sygeplejerske og plejehjemsleder i ny, forfærdende bog, som bør give sundhedspolitikerne sved på panden.

Sygeplejerske, 39-årige May Bjerre Eiby, går til vaflerne i sin bog "Omsorgsmanifestet", som er en skarp kritik af, hvordan vi behandler vore ældre medborgere med demens, som hun mere eller mindre mener, at vi piner livet ud af fra den dag, hvor de måtte være nødt til at flytte på et af de mange plejehjem, hvor kun de færreste ifølge hende overhovedet interesserer sig for deres helbred og trivsel, da de jo alligevel aldrig kan blive raske igen og snart skal dø: 

”Det er nødvendigt, at vi ændrer denne skamløse kultur, som ikke blot er omkostningsfuld, men også en skændsel for et samfund, der bryster sig af at være et af verdens rigeste og mest humane, men som fejler eklatant, når det kommer til måden, vi tager hånd om vores demensramte ældre på,” siger May Bjerre Eiby. Hun mener, at det er mere end på høje tid, at samfundet tager afsked med en sundhedssektor, som ifølge hende primært har fokus på løn, medicin, hjælpemidler, afspadsering og en konstant, larmende angst for at yde den pleje, man er ansat til, fremfor kærlig pleje og omsorg.

Og May Bjerre Eiby har rent faktisk noget at have sine ønsker om forandringer i. Hun har nemlig i protest mod forholdene for ældre og især demente oprettet sit eget plejehjem, Dagmarsminde, hvis pleje er offentligt finansieret på lige fod alle andre plejehjem, men som bliver drevet ud fra en filosofi om, at plejehjem skal være et sted, man ser frem til at komme, og hvor man er tryg ved plejen og omsorgen. Og ikke mindst mener hun, at plejehjem skal være et sted, hvor man får nye livsmuligheder i stedet for at tabe såvel værdighed som humør og helbred.

”Når jeg siger, at et plejehjem ikke bør have generende lugte, er der måske nogle, som vil mene, at det er naturligt på et plejehjem med mange mennesker, der lider af inkontinens. Men nej. Det er personalets opgave at hjælpe beboerne til ikke at have uheld i stolene eller sidde i våde bleer. Det er også personalets opgave, at hvis det skulle ske alligevel, så løser de det lige med det samme og tager stilling til, om møblet udgør en lugtrisiko og skal renses grundigere. Beboere, som selv går på toilettet eller tror, de gør det, når de har vandladning på stuegulvet, må hjælpes ind i et mønster, hvor de kommer ud på et toilet,” siger hun og fortsætter:

”Det gælder om at være mere struktureret i arbejdet. Og så ved jeg godt, at der også er holdninger til, at en ble skal holde i de otte timer, der står på pakken. Det kan meget vel være, men beboerne kan ikke holde til det. Det begynder at svie, de udvikler svamp og får urinvejsinfektioner. Og frem for alt har de brug for selv at have vandladning på toilettet,” kritiserer Bjerre Eiby, der ikke et øjeblik tror på, at overgrebet mod den 90-årig dement kvinde Else, der hang i en sele på plejehjemmet Kongsgården, handler om ressourcer eller normering.

For Bjerre Eiby handler de ulyksagelige forhold om dårlig ledelse og uegnede medarbejdere i et kommunalt system, der tiltrækker netop denne kombination, og som sammen skaber, hvad hun kalder for ’det syge plejehjem’, hvor beboerne typisk udsættes for livsfarlige cocktails af flere forskellige typer medicin, uden at nogen kender konsekvenserne af den sammenblanding – bortset fra at de er med til at sløre, hvad der er op og ned i beboernes symptomer:

”For mig vidner den ukritiske tilgang til medicin på demensområdet, denne automatiske medicinering, om en kultur, der udspringer af en instrumentel og hastig verden fokuseret på at finde her-og-nu-løsninger. Derfor er det af afgørende betydning for en bedre livskvalitet, at vi får sat en stopper for den uovervejede brug af medicin,” forklarer Bjerre Eiby. Selv trapper hun altid så vidt muligt sine demente beboere ud af såvel den beroligende og anti-psykotiske medicin som ud af sovemedicinen og den antidepressive medicin, idet hun mener, at medicinernes bivirkninger som for eksempel kvalme, træthed, hovedpine, forstoppelse, svimmelhed, angst og mareridt rammer mennesker med demens særlig hårdt og fører til beboernes forfald:

”I den syge plejekultur vil man samstemmende sige: “Jamen der er jo en grund til, at de har fået medicin. De er syge.” Ja, nogle gange bliver de syge. De kan f.eks. få en urinvejsinfektion, som kræver antibiotisk behandling – og i øvrigt hører antibiotika mærkeligt nok til de eneste lægemidler, som ordineres med en slutdato. Men hvad angår beboernes udfordringer med uro, tristhed og søvnproblemer, har vi andre metoder. Det er dem, det personale, som tager sig af beboerne, oprindeligt er uddannet i. Menneskelige relationer, aktiviteter, træning, omsorg og pleje. Så vi kan faktisk godt beslutte os for at kvitte medicinen. ”

Ifølge Bjerre Eiby bør vi forstå, at langt de fleste mennesker med demens trods deres sygdom har en fuldstændig intakt opfattelse af, hvad der er normalt, og hvad der er unormalt. De føler sig raske og normale, men placeres ifølge hende i en virkelighed, der er unormal, grænsende til absurd, samtidigt med, at alle vi andre forsøger at overbevise hinanden om, at det er godt nok, hvad der foregår på plejehjemmene:

”Er det at gøre det godt nok at lade mennesker, der ikke længere har hverken sprog eller kan bruge deres krop, sidde i timevis i en kørestol eller en sækkestol i et hjørne? Gør vi det godt nok, når vi lader mennesker sidde i timevis i våde bleer? Gør vi det godt nok, når vi sidder med mobilen i hånden, samtidig med at vi affodrer den demenssyge i en såkaldt spisesituation? Gør vi det godt nok, hvis vi ikke gør os umage for at lære den Parkinsonsyge mands sprog at kende? Måske signalerer hans panderynke et råb om hjælp. Vi lader ham i stikken, når vi uden at blinke siger: “Han har bare ikke noget sprog længere.” Gør vi det godt nok, når vi ikke sætter os for at finde ud af, hvad den 77-årige siger, når hun konstant sidder og råber hallo, og slår det hen med “sådan råber hun altid”? Gør vi det godt nok, når vi vægter kaffepauser og overleveringer højere end at være sammen med beboerne? Svaret er nej, vi gør det ikke godt nok. ”

Men "omsorgsmanifestet" er ikke kun en sørgeligt oprørende rejse rundt i plejehjemsektoren, hvor ledere og personaler angiveligt mestendels lægger deres energi i pauser, planlægning af ferier og afspadsering og kaffe på kontorerne langt væk fra beboerne. Bogen er også en indføring i vision og praksis på Dagmarsminde, hvor ingen beboere overlades til sig selv, men hvor kærlig pleje og omsorg er sat i system 24/7. På Dagmarsminde er elektroniske dyr erstattet af levende dyr, der er motion og gymnastik, gå-ture, havearbejde, fællesspisning af sund hjemmelavet mad i smukt porcelæn, musik, kunst, potteplanter, massage, samvær med personalet hele dagen og menneskeligt nærvær samt fysisk og mental aktivitet erstatter medicinering og de stinkende tissesøer i bleer og på stole.

May Bjerre Eiby lægger ikke skjul på, at hun er en kvinde med en mission. Hun har arbejdet med ældrepleje, siden hun var 17 år, og efter 10 år i denne sektor besluttede hun at lave sit eget demensplejehjem. I dag har Dagmarsminde med sine 12 beboere en lang venteliste, og hun bruger en del af sin tid til at rejse rundt i ind- og udland og fortælle om, hvordan man kan drive plejehjem på en måde sådan, at livet med demens kan blive meningsfyldt for især den syge, men også for dennes omsorgspersoner.

Omsorgsmanifestet er for alle, som har interesse i at blive klogere på, hvorvidt de plejehjemsskandaler, som vi har set de senere år, er udtryk for enkelte brodne kar i et system fuldt af dygtige plejere, eller om de er udtryk for et generelt problem med, hvordan beboere på plejehjem behandles i deres sidste tid. May Bjerre Eiby ved godt, hvad hun mener. Og har hun ret i bare halvdelen af, hvad hun skriver, så har vi et meget stort generelt problem, som man kun kan tage hatten af for, at hun insisterer på skal løses.

May Bjerre Eiby: "Omsorgsmanifestet". Er udkommet på forlaget, Grønningen 1, og koster 299 kroner
Del artiklen med dine venner