Rettigheder. Viden. Inspiration


Skarlagensfeber (scarlatina) er en halsbetændelse, der skyldes streptokokker. Sygdommen giver feber og et rødt udslæt på kroppen. Foto: Wikimedia Commons

Danskerne søger især på to sygdomme lige nu

Skarlagensfeber og streptokokker var januars store sygdomme.

I hvert fald hvis man skal tro på det, danskerne søger information om på sundhed.dk. 

I januar måned var skarlagensfeber det, der blev søgt mest efter. Umiddelbart efter kom halsbetændelse. Allerede i december var der tre gange så mange, der søgte information om skarlagensfeber i Læge- og Patienthåndbogen på sundhed.dk i forhold til november. I januar steg tallet med yderligere 72 procent.

"Vi oplever, at de hyppige lidelser er noget, folk søger viden om hos os – specielt infektionssygdomme. Herudover er der stor søgning på lidelser, der kan ramme børn, og ud fra et søgemønster med mange søgninger i perioden mellem kl. 6 og kl. 8 om morgenen kunne man formode, at det handler om, om børnene kan komme afsted i institution eller skole,” siger praktiserende læge Hans Chr. Kjeldsen i pressemeddelelse fra Sundhed.dk. Han er også chefredaktør for Læge- og Patienthåndbogen, som er skrevet af speciallæger i samarbejde med praktiserende læger. Den redigeres og udgives på sundhed.dk af Danske Regioner i samarbejde med Lægeforeningen. 

Hans Chr. Kjeldsen fortæller, at man ser, at søgemønstret på Læge- og Patienthåndbogen er meget påvirkelig af medieomtale.

"Så at der lige nu er så meget søgning på skarlagensfeber giver rigtig god mening – og så fylder sygdommen i øvrigt også mere, end den plejer i vores konsultationer," siger han.

Også i Lægehåndbogen, som primært retter sig mod alment praktiserende læger, var skarlagensfeber og streptokokhalsinfektion de sygdomme, der blev søgt mest på i januar.                            

 

 

De fem mest besøgte sider i Patienthåndbogen i januar var:

  • Skarlagensfeber                                    
  • Halsbetændelse                                                    
  • Forhøjet blodtryk                                                  
  • Halsbetændelse med streptokokker             
  • Kyssesyge       

 

 

Del artiklen med dine venner