Rettigheder. Viden. Inspiration


”Det er en stejlere kurve, end vi normalt ser, og det overrasker os lidt. Vi ser som regel en højere dødelighed i vintermånederne, men tallene viser, at der lige nu er en højere dødelighed, end der plejer at være på dette tidspunkt af året”, siger afdelingslæge Lasse Vestergaard.

Antallet af dødsfald i Danmark stiger markant

Antallet af dødsfald er de seneste uger steget markant, og der er overdødelighed i Danmark. Samtidig ses faldende smittetilfælde med COVID-19.

Det viser denne uges tendensrapport fra Statens Serum Institut.

Det er især i aldersgruppen over 75 år, at der har været registreret langt flere dødsfald end forventet. 

Den forhøjede dødelighed, der er registreret fra uge 50 til uge 52, kan dog skyldes flere årsager.

”Det er en stejlere kurve, end vi normalt ser, og det overrasker os lidt. Vi ser som regel en højere dødelighed i vintermånederne, men tallene viser, at der lige nu er en højere dødelighed, end der plejer at være på dette tidspunkt af året”, siger afdelingslæge Lasse Vestergaard fra Statens Serum Institut (SSI) i en pressemeddelelse.

 

Antal dødsfald i alt per 100.000 personer

 

Den forhøjede dødelighed falder sammen med et højt niveau af smitte med både COVID-19, influenza og andre luftvejsinfektioner, men andre faktorer kan også spille ind, forklarer Lasse Vestergaard.

”Det skyldes formentlig, at der er flere luftvejsinfektioner i omløb i øjeblikket. Ud over COVID-19 har vi siden efteråret haft et højt niveau af RS-virus, og også influenzasmitten har de seneste uger været stigende, særligt blandt de ældre. De ting tilsammen kan medvirke til den forhøjede dødelighed«, siger han.

Der ses også en stigning i antallet af dødsfald relateret til COVID-19.

Det fremgår også af tendensrapporten, at der i den seneste uge er set en yderligere stigning i influenzasmitte samt indlæggelser forårsaget af både influenza A og influenza B. Smittekurverne er dog knap så stejle som set i de foregående uger, hvor der var en ny fordobling i smittetilfælde per uge, fire uger i træk. SSI forventer, at influenzasmitten vil forsætte med at stige i den kommende tid.

Der ses en faldende forekomst af smittetilfælde og indlæggelser med RSV, men niveauet er stadig højt sammenlignet med sæsonerne, der gik forud for COVID-19.

Antallet af registrerede COVID-19-smittetilfælde er til gengæld faldet i uge 52 til 115 tilfælde per 100.000 indbyggere fra 157 tilfælde per 10.000 indbyggere i uge 51. Faldet ses i alle regioner samt i alle aldersgrupper fraset de yngste fra 0-2 år. Den højeste smitteforekomst ses fortsat i Region Sjælland (152 per 100.000 indbyggere). Den laveste smitteforekomst i uge 52 ses i Region Hovedstaden (99 tilfælde per 100.000 indbyggere), mens den højeste positivprocent ses i Region Midtjylland på 25,2 procent. Den højeste smitteforekomst ses fortsat blandt de 80+-årige.

Det bemærkes i rapporten, at ændrede mønstre i både test og indlæggelser på grund af jul og nytår kan påvirke overvågningsdata, da testaktiviteten i den pågældende uge faldt med 19 procent, ligesom antallet af nye hospitalsindlæggelser faldt let, fra 826 i uge 51 til 801 i uge 52.

Dog tyder et fald i positivprocenten på, at faldet i påviste tilfælde er reelt. Der er ligeledes et fald i antal smittede på plejehjem – fra 684 smittede i uge 51 til 470 smittede i uge 52.

Der ses en mindre stigning af koncentrationen af SARS-CoV-2 i spildevandet sammenlignet med tidligere uger. Over de seneste tre uger er den gennemsnitlige ugentlige vækstrate nationalt ligget på et stabilt niveau.

 

Fakta

COVID-19

Antal indlagte 5. januar: 626, heraf 18 på intensiv. Af de 18 er 6 i respirator.

Antal dødsfald 5. januar: 12

Du kan læse en opdateret liste med, hvem der dør af COVID-19 i Danmark HER 

Influenza

46 nye indlagte 5. januar (hele sæsonen 22-23 i alt 1.027)

Antal dødsfald 5. januar: 3

RS-virus

22 nye indlagte 5. januar (hele sæsonen 22-23 i alt 4.545)

Antal dødsfald 5. januar: 6

Kilde: SSI 

influenza, corona, rs-virus

Del artiklen med dine venner