Rettigheder. Viden. Inspiration


Lægemiddelstyrelsen vil løbende vurdere, hvor det giver mening for dem at melde sig ind i debatten på de sociale medier.

Medicindebat på nettet skal styres

Debatten om medicinsk behandling på de sociale medier skal nuanceres, og derfor søger Lægemiddelstyrelsen en ny medarbejder til at blande sig i diskussionerne.

Danskerne elsker at diskutere emner som fx børnevaccinationer og brugen af cannabis, og på de sociale medier kommer vi gladeligt med diverse holdninger og kendsgerninger. Desværre er der ikke altid evidens for udtalelserne, som ofte løber løbsk og ender i følelsesladet betragtninger.

Det har fået Lægemiddelstyrelsen til at opruste Kommunikations- og Presseenheden med en stilling, der har fokus på formidling om lægemidler på de sociale medier som Facebook og Twitter. Helt specifikt skal medarbejderen blande sig og være med til at aflive myter og nuancere diskussionen.

”Industrien går ind på vores hjemmeside og har brugt den i årevis. Men det er ikke mange borgere, der kommer ind på hjemmesiden. Til gengæld diskuterer mange borgere forskellige emner på Facebook. Der har vi en viden og kan måske nuancere debatten, og der er jo masser af misforståelser, vi måske vil kunne aflive,” siger kommunikationschef i Lægemiddelstyrelsen Maria Høy.

En fjer bliver hurtigt til fem høns og især på nettet, hvor alle udtalelser nærmest kan få frit løb, så det handler om at gøre folk klogere på verserende emner.

”En del af debatten om HPV-vaccinationen har vundet meget stor appel i befolkningen, hvor hele det forebyggende aspekt og det, fagkundskaben siger, er trængt meget i baggrunden. Der har vi noget at byde ind med f.eks. i forhold til vores viden om vaccinens effekt. Og når det handler om debatten om cannabis, kunne det give god mening at virke mindre lukkede,” siger hun.

Ifølge Maria Høy er der i dag en anden forventning til, at myndighederne skal være proaktive, end der var for ti år siden. Hun mener derfor, det er helt afgørende at sprede viden hos de almindelige danskere. Også selvom der kun er lignende pendanter hos lægemiddelstyrelser i Norge og USA indtil videre.

”Vi har som myndighed en forpligtelse til at være tilgængelige og stille viden til rådighed, og når vi kan se, der bliver stillet så voldsomt spørgsmålstegn ved vores faglighed, er vi nødt til at tage det seriøst,” siger hun.

medicindebat

Del artiklen med dine venner