"Vores nye forskningsresultater viser, at sundhedsansatte finder 12 procent flere, der har forhøjet blodtryk, hvis de måler blodtrykket på begge arme. Det er bare langt fra praksis, at alle sundhedsansatte måler blodtryk på begge arme i dag. Og derfor går nogle borgere rundt med for højt blodtryk, uden de ved det," siger Marie Dahl. Foto: Agata Lenczewska-Madsen, Hospitalsenhed Midt

Ny forskning: Sådan bør du få målt blodtryk hos lægen

Det er vigtigt at måle blodtryk på begge arme og bruge den højeste måling, viser nye internationale forskningsresultater, som Regionshospitalet Viborg er en del af. Der kan nemlig godt være forskel på blodtrykket på højre og venstre arm, og den forskel kan være tegn på hjerte-kar-sygdom.

Hvis sundhedsansatte ikke måler blodtrykket i begge arme, så kan de ikke vide, om der er forskel på målingerne. De kan heller ikke vide, hvilken arm der har det højeste blodtryk. Og det er ifølge de nye forskningsresultater vigtigt at bruge den højeste måling. 

"Vores nye forskningsresultater viser, at sundhedsansatte finder 12 procent flere, der har forhøjet blodtryk, hvis de måler blodtrykket på begge arme. Det er bare langt fra praksis, at alle sundhedsansatte måler blodtryk på begge arme i dag. Og derfor går nogle borgere rundt med for højt blodtryk, uden de ved det," siger forsker Marie Dahl, der er uddannet sygeplejerske og har en ph.d. i karsygdomme.

Forhøjet blodtryk er associeret med en øget risiko for blodpropper i hjerte, hjerne og død. Så måling af blodtryk i begge arme er et vigtigt led i et forebygge hjerte-kar-sygdom, som er en af de hyppig forekommende sygdomme, der rammer befolkningen i alle lande. Hele 524.000 danskere lever med sygdommen, hvilket er en stigning på 31 procent siden 2004.

Simpel metode med stor betydning

"Det tager lidt længere tid at måle blodtrykket på to arme i stedet for én. Men det kan man komme omkring ved for eksempel at bruge to blodtryksapparater på samme tid – et på hver arm. Metoden er meget simpel, men den har så stor betydning for de borgere, der viser sig at have forskelligt blodtryk på armene," fortæller Marie Dahl fra Regionshospitalet Viborg.

Den højeste måling kan ifølge Marie Dahl bekræfte en diagnose. Og det giver mulighed for at sætte ind med forebyggende medicinsk behandling, der måske kan være med til at afværge en blodprop og i sidste ende redde liv. 

"Det er vigtigt at få de rigtige borgere diagnosticeret, så vi kan få dem i behandling, der har behov for det. De her resultater er enestående, fordi det er første gang, vi har den videnskabelige evidens for, at vi skal bruge den højeste måling af blodtryk for ikke at underdiagnosticere og –behandle forhøjet blodtryk. Det betyder, at vi bedre kan forebygge hjerte-kar-sygdom," lyder det fra Marie Dahl. 

Marie Dahl indgår i et stort internationalt forskningsprojekt med 24 studier fra en lang række lande. Forskningsprojektet er udgående fra University of Exeter, og knap 54.000 patienter indgår i de globale studier – heraf også patienter fra Regionshospitalet Viborg.

Forskningsgruppen har netop vundet en anerkendt pris fra et internationalt tidskrift inden for hjerte-kar-området, fordi forskerne i 2021 har skrevet den bedste videnskabelige artikel om association mellem armblodtryks forskel og risikoen for blodpropper og død. Prisen bliver officielt uddelt i San Diego i USA i september. 

Del artiklen med dine venner