Nedslag i en døende kræftpatients dagbog

64-årige Peer Aagaard er døende. Han fik konstateret stadium IV prostatakræft i 2018 og har fået behandling på skiftevis urologisk og onkologisk afdeling på Rigshospitalet. I en lang periode var sygdommen og bivirkningerne stabile, men i starten af foråret ændrede det sig.

Peer Aagaard og hans praktiserende læge troede, at han havde bevæget sig ind i en terminal fase, men intet i blodprøverne pegede på det – og så alligevel. Nu har han taget det ultimative livsvalg, nemlig døden. Og det har givet ham stor ro. Gennem sit kræftforløb har Peer Aagaard skrevet dagbog og delt sine tanker med sine følgere på Facebook. Vi bringer her nedslag i Peer Aagaards dagbog fra de seneste måneders op- og nedture.

27. april: Mystikken breder sig

Efter besøget i går har min praktiserende læge kløet sig i nakken. Ligesom onkologerne på Riget og mig selv forstår han ikke, hvorfor mine blodprøver kan være så fine, når jeg har det så dårligt. Helt konkret: Hvorfor pokker har jeg i dén grad mistet førligheden og kræfterne? Skyldes det virkelig (kemo)behandlingen? Eller har min prostatacancer bredt sig, selvom blodprøverne viser noget andet? Og hvis den har bredt sig, er det så i form af en ny type cancer, der intet har at gøre med den prostatakræft med spredning til knoglerne, som var den oprindelige diagnose?

Min praktiserende læge ringede til Riget og fik fat i endnu en klog læge, så nu er vi tre, der klør os i nakken. Tilsyneladende er jeg en meget, meget atypisk patient, der burde have det meget bedre, end tilfældet er.

Én ting er vi enige om: Svarene på alle vores spørgsmål får vi først efter flere undersøgelser. Derfor har vi i dag aftalt, at jeg skal igennem hele møllen forfra: Masser af blodprøver og ikke mindst en komplet tur i diverse scanningsmaskiner.

Det bliver mildt sagt udmattende, men også godt at få vished. Jeg har selv en lille mistanke om, at en metastase, som jeg i sin tid fik konstateret nederst på rygsøjlen, måske er vokset ind i rygmarven, men det er foreløbig gætteri fra min side. Når man tænker nærmere efter, kan der faktisk være flere grunde til min manglende evne til at stå og gå. Summa summarum: Der bliver alligevel ikke lavet en terminalattest på mig. Ikke her og nu. I stedet må vi til bunds i, hvad pokker der dog er galt.

page29image30041232

8. maj: Har jeg kræfter nok?

I dag er en helvedes dårlig dag.

Jeg er begyndt at føle mig om muligt mere hudløs end før. Jeg har lettere til gråd end nogen sinde. Ikke fordi jeg hidtil har under- trykt min sorg, men måske netop fordi jeg

i de sidste fire år har vænnet mig til tanken om døden. Vi er blevet en slags venner i løbet af de 48 måneder, og jeg tør godt vise følelser. Tapperhed er fraflyttet vores adresse, og i stedet er forsoning rykket ind. Jeg tænker på de store spørgsmål som, ”hvornår er nok nok?”; ”vil man leve for enhver pris?” Jeg har ikke svaret og mener også noget forskelligt fra morgen til aften, men selve tankeprocessen er sund og helende – tænker jeg.

Mine udsving mellem godt og dårligt humør er større og hyppigere end nogen sinde. Jeg prøver at navigere i ukendt farvand, men ender ofte med bare at lade mig flyde med, hvor vejr og vind bærer mig hen.

11. maj: Update og nedtur

Det er dagen, jeg har frygtet længe. Jeg skriver denne opdatering i en form for lammelse. Jeg har ikke rigtig noget at sige; jeg føler mig tom indeni. Men jeg kan alligevel mønstre et par holdninger i den kedelige anledning:

Nu foreligger resultatet af den CT-scanning, jeg fik foretaget i sidste uge, og jeg har talt med min specialist på Riget om det:

Scanningen gav ikke umiddelbart svar på de enorme motoriske udfordringer, jeg har, men til gengæld viste den, at kræften nu også har bredt sig til højre lunge. Desuden bærer hele mit skelet præg af cancer. Effekten af min behandling er med andre ord ved at klinge af. Samtidig er der efterhånden kun mine cancerpiller tilbage, når det handler om at finde en mistænkt for mine muskelkramper, min kraftesløshed og manglende evne til at gå og stå.

På den baggrund har min læge og jeg besluttet at indstille min cancerbehandling. Der er ikke flere og andre behandlingsmuligheder til rådighed i dag.

Konsekvensen af denne beslutning er ret klar: Min cancer vil blusse op igen, men forhåbentlig vil min livskvalitet samtidig blive øget. Hvor hurtigt det hele progredierer, vil vi få et fingerpeg om, når jeg får taget blodprøver herhjemme om tre uger.

Jeg har grædt meget det sidste døgn. Nu er jeg ikke i stand til at græde mere. Jeg føler det, som om jeg er blevet slået med en træstamme af en gigant. Jeg vil ikke slutte denne opdatering med en kæk bemærkning, for kækhed ligger mig fjernt lige nu, så til sidst bare dette:

I den kommende tid vil jeg række ud til mine nærmeste for at ses igen.

13. maj: Positivt nyt

At droppe calcium har haft en dramatisk, positiv effekt på mit almenbefindende. Jeg har ikke længere forstoppelser og ondt i maven, toiletbesøg er ikke længere en lidelse og en kraftanstrengelse.

Samtidig er min appetit blevet lidt større – givetvis også fordi jeg nu kan spise uden angst for yderligere ondt i maven.

Mine hyppige hedeture er også holdt op. Det giver god mening, i og med at cancerbe- handlingen handlede om undertrykkelse af mit testosteron, så jeg oplevede noget i stil med kvinders klimakterium.

Alt i alt er min livskvalitet øget betragteligt på kort tid. Prisen for det er selvfølgelig høj: Kræften har frit spil til at husere i min krop, men der var på dette tidspunkt ingen anden udvej, og jeg er glad for, at beslutningen om at indstille yderligere behandling i det mindste også har positive følger.

21. maj: Tanker om døden

Siden jeg droppede al medicinsk behandling, har min tilværelse været som at befinde sig i en hvirvelvind. Pårørende og venner står i kø for at komme på besøg, og min mand og jeg kæmper en hård kamp for ikke at fylde kalenderen med for mange aftaler. Samtidig har jeg - ironisk nok - ikke haft det bedre i lang tid både fysisk og psykisk. Jeg var ikke klar over, hvor hård cancerbehandlingen i virkeligheden var, men nu hvor den er ophørt, har jeg fået en del appetit og energi tilbage. Problemerne med enten forstoppelse eller diarré er også væk.

Samtidig oplever jeg hjælp strømme mig i møde fra såvel lægelig som kommunal side. Jeg oplever maksimal støtte fra klinikken, der har fulgt mig. Tilgængeligheden er stor, ja, nærmest uindskrænket. Det føles trygt og omsorgsfuldt. Desuden har kommunen stillet en mindre maskinpark til rådighed, som gør hverdagen meget lettere.

Ærlig talt havde det været rart, hvis der havde været et tilsvarende overskud tidligere i forløbet. Jeg følte mig f.eks aldeles fortabt, da jeg efter en ganske kort konsultation stod på en gang på Rigshospitalet efter at have fået besked om, at min prostatacancer ville slå mig ihjel inden for en kort årrække. Jeg husker endnu, da en hjertensgod sygeplejer- ske kom løbende ud til min mand og mig, der stod lammede efter den sønderknusende besked og ventede på elevatoren.

Hun anbefalede, at vi kontaktede Kræftens Bekæmpelse, hvis vi havde brug for nogen at snakke med. Underforstået at det kun-
ne sygehussystemet desværre ikke levere. Ligeledes var jeg dybt chokeret, da jeg under en tilsvarende kort konsultation pludselig skulle have en injektion i maven af en sød sygeplejerske. På mit spørgsmål om det var nu, man kastrerede mig, så jeg permanent mistede potensen, fik jeg et smil og et ja, og så kom nålen. Det er i den slags situationer, man som patient har brug for et pusterum, et privat øjeblik til at sunde sig og i grunden også til at overveje, om man overhovedet vil det her. De øjeblikke har jeg manglet.

Når det er sagt, er jeg i dag en lykkelig og afklaret mand. Den forholdsvis lange tid med diagnosen har givet mig mulighed for den mentale omstilling til det, der venter. Som den kontrolfreak jeg er, er der også fuldkommen styr på min bisættelse, økonomien og alle de andre ting, som efterladte tit må kæmpe med efter et dødsfald.

Hele mit liv har jeg levet efter devisen ’kvalitet fremfor kvantitet’. I den ånd bliver det også mit farvel til denne verden. Jeg kæmper ikke en ynkelig kamp, der på forhånd er tabt. Jeg vil værdigt herfra, og sådan bliver det. Jeg glædes over hver eneste dag. Hvem ved? Måske får jeg sommeren med?

Taknemmelighed for et godt liv og over at have mødt den store kærlighed er de dominerende tanker i mit sind.

Alt er vel.

---- 

Dagbogsnoterne blev oprindeligt bragt i Propatienters søstersite Onkologisk Tidsskrifts magasin i juni. Her, 3. august, lever Peer Aagaard fortsat uden medicin og skriver stadig beretninger på Facebook. Hans tilstand er dog forværret siden foråret, hvor han tog beslutningen om at lægge medicinen, og han har brug for mere hjælp fra sin mand, Allan, end nogensinde. 

 

BEMÆRK:

Dagbogen er udtryk for Peer Aagaards oplevelser. Redaktionen har ikke efterprøvet udsagn om faktuelle forhold.

Emner: sundhedspolitisk

Del artiklen med dine venner