Psykiater skriver forfriskende personligt om sin egen ADHD

BØGER. Den norske psykiater Kristin Leer fik først sin ADHD-diagnose som 44-årig. At blive udredt, at få diagnosen og komme i behandling var en kæmpe lettelse, fortæller hun i ny bog. Bogen er et personligt og fagligt passioneret forsøg på at øge patienters, pårørende, skolelæreres og sundhedspersoners forståelse for børn og voksne med ADHD.

 

Den norske psykiater og psykofarmakolog Kristin Leer var 44 år, mor til tre børn og på vej til at uddanne sig til psykiater, da hun endelig fandt ud af, hvorfor selv simple hverdagsopgaver var uoverkommelige, og hvorfor hun havde så store problemer med at huske aftaler, at betale regninger til tiden og komme ud af døren. 

Samtidig var Kristin Leer så stresset, at hun overvejede at forlade arbejdsmarkedet, selv om hun elskede sit job, fortæller hun i sin netop udkomne bog "ADHD – Viden og redskaber til at mestre livet", som er et personligt og fagligt passioneret forsøg på at øge patienters, pårørende, skolelæreres og sundhedspersoners forståelse for børn og voksne med ADHD:

"På trods af min medicinske embedseksamen kæmpede jeg med at forstå, hvorfor selv simple hverdagsopgaver kunne føles uoverkommelige. Hvorfor var det for eksempel en mental belastning for min hjerne at følge med i børnenes fritidsinteresser? Noget så simpelt som hvornår, at de skulle møde til hver aktivitet, hvad vi skulle have med, og hvem der skulle hentes hvornår, glemte jeg,” skriver hun og fortsætter:

”Den mest åbenlyse udfordring ved ADHD er de små og store opgaver, vi konstant må kæmpe os igennem. Og som nogle gange overmander os. Vores forsvarsværk brister under mængden af ubetalte regninger, overfyldte vasketøjskurve og deadlines, som udløb for flere dage siden. Det hele kan opleves som en evig guerillakrig mod hverdagen,” forklarer Kristin Leer. 

At blive udredt, at få diagnosen og komme i behandling var ifølge Kristin Leer en kæmpe lettelse, og et af hendes budskaber i bogen er da også, at livet er betydeligt nemmere med en behandlet ADHD end med en ubehandlet ADHD, som nemt kan betyde, at man ikke får en uddannelse og ofte store problemer på arbejdsmarkedet og med sit øvrige mentale og fysiske helbred. 

Kristin Leer, der selv har selv taget imod både medicinsk behandling og efterfølgende psykoedukation, fortæller om resultaterne: 

”Min hverdag føles nu mindre kaotisk. Hvis jeg bare tidligere havde vidst, at så mange udfordringer og sorger – i skoleårene, erhvervskarrieren, personlige relationer – kan opsummeres med fire bogstaver, ville jeg have sparet mig selv for mange frustrationer og bekymringer.”

Kristin Leer er således ikke bare endnu en fagperson, som fortæller om andre menneskers funktionsnedsættelser. Hendes ikke kun faglige, men også dybt personlige beretninger giver pårørende rig mulighed for at forstå, og de ramte for at spejle sig, for hun er udover at være en uddannet psykiater med speciale i misbrug også en konsekvensekspert, der i den grad formidler med udgangspunkt i egne oplevelser med hvordan, at en ADHD-hjerne kan lave benspænd i forhold til at magte hverdagenes små og store udfordringer.

At benspændene for hende selv og andre kan være kolossale og mangfoldige, lægger hun ikke skjul på. Hendes beskrivelser af, hvordan begrebet tid er opløst og evnerne til mental fleksibilitet, opmærksomhed, koncentration, sortering i indre og ydre stimuli og impulskontrol skrøbelige, er forfriskende indsigtsfulde.

Men Kristin Leer er ikke kun patient og psykiater. Hun er også forælder og pårørende, for kort efter at hun selv havde fået sin ADHD-diagnose, blev også hendes yngste søn diagnosticeret, så "ADHD – Viden og redskaber til at mestre livet" og dens mange bud på konkrete strategier og taktikker til at gøre livet nemmere gælder både for børn og voksne med ADHD, forældre og andre pårørende. 

Et dog knap så konkret, men nok så tankevækkende bud på en mestringsstrategi er ifølge forfatteren at give ADHD-hjernens styrker og fordele en større opmærksomhed fremfor kun at fokusere på udfordringer og funktionssvigt:

"ADHD er nemlig til at leve med. ADHD kan faktisk have nogle forbløffende positive sider. Det er der desværre mange, der ikke er klar over. Jeg kan selv fremhæve forhold, hvor ADHD er en enorm styrke for mig. ADHD har gjort mig i stand til at sætte mig mål – ikke mindst nu – som, jeg ellers aldrig havde turdet tro på, var realistiske. Hvis vi med ADHD først er kommet i gang med opgaver, som vi er stærkt motiverede for, kan vi mobilisere en superkraft, som næsten ingen andre har adgang til – et hyperfokus, der gør os ekstremt effektive og kreative,” skriver Leer, der har det svært med ADHD som en sygdom - uanset om denne så karakteriseres som psykiatrisk sygdom, karakterlidelse, eksekutivt funktionssvigt eller dopaminmangel:

”Jeg har problemer med at betragte mig selv og min søn som syge. Vi kæmper ganske vist med en del ting, som de fleste mennesker slipper for at kæmpe med – lige fra at få betalt regninger til tiden, til at undgå at glemme, hvad vi skal, når vi går fra stuen og ud i entréen – men samtidig oplever jeg, at vi har nogle kvaliteter og egenskaber, som de fleste ikke er i nærheden af at have. Da jeg studerede medicin, tog det mig for eksempel aldrig mere end tre uger at læse til eksamen. Jeg skulle bare skrue op for mit hyperfokus,” forklarer hun.  

Men selvom Leer således opfordrer til, at ADHD og dens negative følgevirkninger i højere grad anskues som blot en anden måde at være menneske på, så er hun samtidigt stærkt kritisk overfor de, som hævder, at ADHD ikke eksisterer og en tilsvarende glødende fortaler for anerkendelse af ADHD, diagnosticering og behandling: 

“Mange forældre ser ud til intuitivt at være afvisende over for at få deres børn udredt for ADHD. Hvorfor? Er det egne fordomme, der her afsløres? Fordømmer de deres egen søn eller datter – og sig selv – når de nægter at tage stilling til, om deres barns udfordringer kan skyldes ADHD? Bidrager de så ikke til at vedligeholde de samme fordomme, som de forsikrer, at de vil beskytte deres barn imod? Uden udredning ender mange børn med at måtte bære deres udfordringer helt på egen hånd, og oven i det, må de også håndtere deres forældres fordomme.”

Hvorvidt Kristin Leer har ret i, at ADHD ikke er en sygdom som sådan, men i højere grad en behandlingskrævende variation og delvis kontekst bestemt lidelse er svært at vide, for hvad der rent faktisk forårsager de fleste ADHD-tilfælde, og hvordan disse behandles mest effektivt, ved lægevidenskaben endnu for lidt om. Og uenigheden blusser i disse år i fagkredse. 

Men hendes personlige og faglige viden om, hvordan ADHD skaber en anseelig mængde udfordringer for de ramte, er til gengæld stor, og "ADHD – Viden og redskaber til at mestre livet" kan derfor være en kæmpe hjælp for såvel de som ikke ved, at de har ADHD, som for de der har fået diagnosen, men som alligevel finder livet svært. Og i den grad også for pårørende, som her får hjælp til at forstå de ramtes svigt, stress, rod, umodenhed og kaos som hjernemæssige funktionsproblemer og ikke som en række karaktersvagheder, som det ellers kan være så oplagt at irriteres og moralisere over.  

Kristin Leer: "ADHD – Viden og redskaber til at mestre livet" er udkommet på forlaget EC-edition og koster 224 kroner på Saxo.dk