Emil Daae vil gerne at hjælpe andre unge med at forstå, at problemet med eksem kan håndteres.

Mange unge gør ikke noget ved lidelse - Emil vil motivere dem

Mange lider af synlig eksem, og som ungt menneske kan det være svært at leve med. Derfor har Atopisk Eksem Forening sat en ny kampagne i søen.

Man antager, at mindst to-tre procent af den danske befolkning tager problemer med atopisk eksem -  også kaldet børneeksem – med sig ind i teenagealderen og senere også i voksenalderen.

Men selvom der faktisk er god hjælp at hente, har det været svært at nå de unge voksne. Derfor har Atopisk Eksem Forening søsat en kampagne, som bl.a. kører på Facebook og Instagram for at ramme de unge og deres forældre. Kampagnen kommer i forlængelse af en oplysningskampagne på Facebook til ’rigtige voksne’ eksempatienter. Det fortæller Anne Vastrup, formand for Atopisk Eksem Forening.

”Vi håbede, at vi ramte meget bredt. Statistikken fra Facebook viste dog, at vi ikke ramte de unge, men derimod voksne og primært kvinder over 40.”

Fokusgruppe med unge

Derfor lavede man i begyndelsen af 2021 en efterlysning i foreningens Facebookgruppe. Målgruppen var unge i alderen 15-25 år, der ville deltage i en fokusgruppe om, hvad de kunne tænke sig af oplysning samt på hvilke platforme.

”I fokusgruppen spurgte vi ind til, hvad de unge syntes om vores 2020-kampagne. Det viste sig, at de slet ikke kunne relatere til de - i deres øjne - gamle mennesker på omkring 40 år. 

De unge fortalte, at de manglede faktisk ikke gode råd - for dem fik de hos lægerne, men de manglede nogen, de kunne relatere til og måske spejle sig lidt i,” fortæller hun og uddyber:

”Det tænkte vi lidt over. Og siden lykkedes det at få nogle unge modige mennesker til at deltage i den her nye kampagne, som er meget mere på de unges præmisser både sprogligt og visuelt. De unge deltagende har haft stor indflydelse på indhold og stil i deres film og podcast.”

Nu kører kampagen så både over Instagram - for at ramme de unge direkte - samt på Facebook i håb om at forældre og andre ser det. Og prikker til relevante unge.

Svært med unge mænd

Anne Vastrup fortæller, at man er fortsat med at efterlyse særligt de unge mænd.

”For det viser sig, at det er nemmere at komme i kontakt med unge kvinder. Men for både unge kvinder og unge herrer gælder det altså, at de kan blive hjulpet kraftigt af de behandlingsmuligheder, der findes,” siger hun og understreger:

”Mange unge går alt for længe med problemer, som kan afhjælpes. For der er altså håb om at leve et mere normalt liv med atopisk eksem. Det er et vigtigt budskab.”

En af de modige, som stiller sig frem, er Emil Daae på 27 år (han er med i en kampagnevideo). Emil fik eksem som otte-årig, og siden gik det aldrig væk. Særligt da han kom på efterskole, begyndte det at blive et problem.

”Unge i den alder er jo meget direkte, og jeg er f.eks. blevet spurgt, om jeg tog narko,” siger han og tilføjer, at det er svært at skjule eksem på efterskole, når man er meget sammen.

Hormoncremer og struktur hjalp

Emil Daae vil gerne at hjælpe andre unge med at forstå, at problemet med eksem kan håndteres.

”Jeg vil gerne prøve at sparke lidt til motivationen. Når man er lidt yngre, er det måske ikke højt på listen at håndtere sin eksem, selvom man kan gøre meget selv,” siger Emil Daae og tilføjer, at man også skal arbejde med det mentale.

”Det er det her med, at andre mennesker sjældent ser det så slemt, som du måske selv gør,” siger han.

Emil Daae påpeger også, at struktur i hverdagen kan være en god ven, fordi behandling med f.eks. hormoncreme skal holdes ved lige for at holde eksemen nede.

”De seneste tre år har for mig været en rejse fra rigtig slemt til at få godt styr på det over det sidste år. Og nøglen ligger meget i strukturerne – herunder at være meget opmærksom på, hvornår man bader, sengetøjsskift osv. Hormonbehandlingerne virker bedre på ren hud,” siger han og tilføjer:

”Man ser mange, som er lidt hormonskræmte, og så ender man med at gå ind og ud af behandlingerne. Men hvis du starter forfra, skal du bruge det flere gange om dagen, og så bruger du måske mere creme. Her er det vigtigt, at man holder strukturen og trapper langsomt ud, som lægen anbefaler,” siger han.

Emil Daae påpeger desuden, at hormoncreme ikke et problem i mindre mængder.

”Man skal opveje de potentielle negative effekter mod dem, som kan komme af ikke at behandle,” siger han og peger på, at nogle unge mænd og store drenge måske bare er lidt mere optagede af andre ting end huden. Dermed lever de med generne, selvom det ikke er nødvendigt.

 

 

FAKTA: Atopisk eksem

  • Atopisk eksem er den hyppigste kroniske børnesygdom i Danmark. Det er en delvist arvelig sygdom, som ikke kan kureres, men kun lindres. 
  • Sygdommen forsvinder imidlertid af sig selv for de fleste børn, når de er 7-11 år, men man har stadig risiko for at udvikle håndeksem - og ca. 25 procent får tilbagefald i 20-30 års alderen.
  • Atopisk eksem viser sig som vedvarende kløende eksem med rødt, fortykket udslæt. De fleste har perioder, hvor eksemet ikke er i udbrud, og hvor de derfor ikke har symptomer, men de hårdest ramte har det mere eller mindre konstant. 
  • 55 procent af sygdomstilfældene udvikles inden et-års-alderen, og da 80-90 procent af sygdomstilfældene udvikles hos børn før skolealderen, kaldes sygdommen ofte for børneeksem.
  • Definitionen på atopisk eksem er kløe samt mindst tre af følgende: Eksem i bøjefurer. Tør hud. Barnet har astma eller høfeber, eller nærmeste familie har astma, høfeber eller børneeksem. Eksemet begynder inden to-års-alderen.

Kilde: Atopisk Eksem Forening

Emner: atopisk eksem atopiskeksem

Del artiklen med dine venner