»Vi har haft det, man må kalde en supersprederevent. Det er meget overraskende, at vi har set et så stort udbrud. Det er klart et wakeupcall i forhold til, at corona stadig findes iblandt os,« siger Mette Worsøe. Foto: Adlife/Horizon 2020

Superspreder bag kæmpe smitteudbrud på to sygehuse

En hjertepatient, der blev indlagt akut på Svendborg Sygehus, viste sig at være smittet med corona, hvilket har ført til et af de største hospitalsudbrud herhjemme: I alt 50 medarbejdere og patienter er blevet konstateret smittet.

Det skriver Berlingske.

På tre uger har der været 30 hospitalsudbrud herhjemme, hvor coronasmitte cirkulerer mellem patienter og medarbejdere, men det største af dem har været på hjerteafdelingen på Odense Universitetshospital, der har afsnit både i Odense og på sygehuset i Svendborg.

Hér er i alt 50 medarbejdere og patienter blevet konstateret smittet mellem den 8. og 18 november.

Alle tilfældene menes at udspringe fra en enkelt akut syg hjertepatient, der blev indlagt i Svendborg. Den pågældende blev testet for corona, men inden resultatet forelå, var der allerede startet en smittekæde, der involverede et større antal medarbejdere og medindlagte i Svendborg. En medindlagt var desuden blevet sendt ind til afdelingen i Odense, hvor smitten ligeledes spredte sig.

»Vi har haft det, man må kalde en supersprederevent. Det er meget overraskende, at vi har set et så stort udbrud. Det er klart et wakeupcall i forhold til, at corona stadig findes iblandt os. Derfor skal vi også sørge for at blive vaccineret, holde afstand og huske god håndhygiejne. Det svære ved denne virus er netop, at den smitter, uden at der nødvendigvis er symptomer,« siger Mette Worsøe, ledende overlæge på medicinsk afdeling og akutmodtagelsen i Svendborg, til Berlingske.

I Svendborg er der konstateret i alt 34 smittede, 23 medarbejdere og ni patienter. På afdelingen i Odense har der været 16 smittede, heraf ni patienter.

Det er kendt, at ca. 10 procent af de smittede kan stå for 80 procent af smitten. Forskning viser, at når nogle mennesker bliver superspredere, kan det hænge sammen med infektionsgrad og personernes alder og overvægt. Andre undersøgelser viser, at folks adfærd også påvirker den mængde, de udånder. Folk udånder meget mere, når de f.eks. taler højt, råber eller synger.

 

Emner: corona

Del artiklen med dine venner