"Selvfølgelig vil mange ældre også gerne have mulighed for at prioritere deres tid og kræfter i en hverdag med hyppig kontakt til deres praktiserende læge," siger Klaus Lunding.

4 ud af 10 ældre er klar på digital kontakt til deres læge

Kunne du tænke dig at tale med din praktiserende læge ved ét enkelt klik på din telefon eller computer, og uden at du behøver at rykke dig én meter?

Det ønsker knap 4 ud af 10 i alderen 60 til 80 år, viser en ny måling foretaget af Voxmeter for Danske Patienter.

38 procent i den ældste aldersgruppe på mellem 60 til 80 år svarer, at de vil have mulighed for at kunne vælge digitale konsultationer via video eller telefon, hvis deres problemstilling kan håndteres lige så godt digitalt som ved fysisk fremmøde.

Til sammenligning stemmer 58 procent i den yngste aldersgruppe på mellem 18 til 39 år for mere digital kontakt.

"Det kan muligvis komme som en overraskelse for nogen, at også den modne del af befolkningen hopper på den digitale vogn. Men selvfølgelig vil mange ældre også gerne have mulighed for at prioritere deres tid og kræfter i en hverdag med hyppig kontakt til deres praktiserende læge," siger Klaus Lunding, formand for Danske Patienter.

Resultatet understreger, at det ikke er givet på forhånd, hvilke aldersgrupper der har gavn af digital kontakt. Det er et behov, der varierer hos den enkelte.

Danske Patienter foretog sidste år en lignende måling om digital kontakt med sundhedsvæsenet mere generelt. Den viser, at 62 procent af personer med langvarig eller kronisk sygdom er interesseret i, at kontakten i højere grad sker digitalt.   

"Mennesker med kronisk eller langvarig sygdom har også en travl hverdag med arbejde, børn, uddannelse og fritidsaktiviteter, der skal passe ind. Ved at bytte nogle af de fysiske kontrolbesøg ud med digitale møder, når det er fagligt forsvarligt, kan de få en større fleksibilitet og samtidig spare på kræfterne," siger Klaus Lunding.

Emner: sundhedspolitisk

Del artiklen med dine venner