68-årige Knud Kristensen stopper som formand i Sind efter 12 år.

Formand stopper efter 12 år i Sind

Efter 12 år som formand for Sind - Landsforeningen for psykisk sundhed genopstiller Knud Kristensen ikke ved landsmødet den 25.–26. september 2021 i Horsens.

Knud Kristensen, 68 år, blev næstformand i 2008 og landsformand i 2009. I perioden har SIND bl.a. fået flere medlemmer, lokalafdelinger og aktiviteter samt en stærkere økonomi og mere synlighed i medierne, skriver Sind.

Mia Kristina Hansen var ved udløb af opstillingsfristen den eneste kandidat og bliver derfor valgt uden modkandidat på landsmødet.

Mia Kristina Hansen, 56 år, har været 2. næstformand i Sind siden 2019. Hun er uddannet pædagog og har gennem årene arbejdet på handicapområdet, daginstitutionsområdet og i socialpsykiatrien, og siden 2014 har hun været i socialpsykiatrien Hun blev i marts 2016 kendt i offentligheden som talsmand i medierne for personalet på hendes daværende arbejdsplads, bostedet Lindegården, hvor en kollega blev dræbt af en beboer.

Mia Kristina Hansen er medstifter af Foreningen for børn med angst, der i 2014 startede som en gruppe på Facebook, som hurtigt fik større tilslutning. Foreningen blev i februar 2017 en del af Sind.

Mia har desuden sammen med Monica Lyloff stiftet Facebookgruppen #enmillionstemmer, der sætter fokus på pårørende til mennesker med handicap og psykisk sårbarhed.

Del artiklen med dine venner