Kognitive problemer efter covid-19 fortager sig - men psykiske varer ved

EAN: Tre ud af fire personer, som har været indlagt med covid-19, får kognitive problemer, og mange får også psykiske symptomer. De kognitive symptomer fortager sig med tiden, men de psykiske eftervirkninger gør ikke.

Efter ti måneder er forekomsten af kognitive symptomer svundet betydeligt, men symptomer på PTSD og depression plager lige så mange, viser nye data fra Italien. 

Mere end halvdelen af covid-19-patienter, der har været indlagt på grund af sygdommen oplever efterfølgende kognitive forstyrrelser som problemer med arbejdshukommelsen, tankemæssig fleksibilitet og bearbejdning af information, problemer med at vurdere dybde og se kontraster eller en kombination af disse symptomer.

Post-covid-19-patienter døjer med de kognitive og psykosociale problemer to måneder efter, at de er udskrevet fra hospitalet, viser det italienske studie, der blev præsenteret søndag ved neurologikongressen EAN Virtual 2021, men efter ti måneder er andelen af patienter med kognitive problemer svundet fra 50 procent til 36 procent. De henholdsvis 20 og 16 procent, der efter to måneder rapporterer PTSD-symptomer eller depressive symptomer, har dem stadig ved opfølgningen ti måneder senere. 

Forskerne har undersøgt patienternes neurokognitive funktion og taget MR-billeder af patienterne to måneder efter, at de oplevede covid-19 symptomer, og fulgt op igen efter ti måneder. 

De fandt desuden, at de kognitive og psykopatologiske problemer var værre blandt yngre mennesker, blandt andet var flertallet af personer, der oplevede problemer med eksekutivfunktioner (vanskeligheder med at planlægge og tage initiativ) under 50 år. I den samlede gruppe så man en sammenhæng mellem graden af luftvejspåvirkning under indlæggelsen og efterfølgende problemer med eksekutivfunktionerne.

Studiet blev præsenteret af læge og forsker ved University Vita-Salute San Raffaele, Milano Elisa Canu. Ifølge hende ved man endnu ikke, hvad årsagen til de psykiske eftervirkninger er, men der er formentlig ikke kun tale om en psykologisk reaktion på alvorlig sygdom, sagde hun ved et møde med pressen.

Studiets førsteforfatter professor ved samme universitet, Massimo Filippi, siger desuden i en pressemeddelelse:

“Vores studie bekræfter, at der er signifikante kognitive og adfærdsmæssige problemer forbundet med covid-19, og at de varer ved i flere måneder efter udskrivelse fra hospitalet. Særligt alarmerende er de ændringer vi har fundet i eksekutivfunktion, som gør det svært for en person at koncentrere sig, tænke fleksibelt og huske. Disse symptomer påvirkede tre ud af fire af de yngre patienter i den arbejdsduelige alder.”

Emner: corona EAN2021

Del artiklen med dine venner