Nu kan du få coronapas efter kun et stik - men hvor godt er du beskyttet?

Genåbningsaftalen fra natten til tirsdag mellem et flertal af Folketingets partier åbner op for, at man også kan få coronapas allerede 14 dage efter første stik. Tidligere var vaccinationen først gældende 14 dage efter andet stik med en vaccine.

Da der går ca. fem uger mellem første og andet stik af vaccinenerne fra enten Pfizer/BioNtech eller Moderna, og ca. 15.000-30.000 personer hver dag får første stik, vil det betyde, at ca. en halv million mennesker slipper for at lade sig teste hver tredje dag for at få et gyldigt coronpas, så de f.eks. kan komme på restaurant eller til frisøren.

Det første stik vil dog kun være gyldigt som coronapas i en nærmere afgrænset periode for at understøtte, at vaccinationsforløbet færdiggøres med andet stik som anbefalet, hedder det i den politiske aftaletekst.

Der står ikke i aftalen, hvornår den nye regel for coronapasset kommer til at gælde. Det bliver op til sundhedsmyndighederne at fastlægge, hvordan det helt konkret kommer til at blive.

Lempelsen vil indebære nye tekniske tilretninger i den kommende coronapas-app, som der arbejdes på at tilføje hurtigst muligt. Men som midlertidig dokumentationsløsning vil man kunne vise vaccinationen på hjemmesiden sundhed.dk eller i appen MinLæge.

Men hvor godt er du beskyttet, når du kun har fået første stik? Lige nu offentliggøres masser af såkaldte real-world-studier, altså forskning blandt almindelige mennesker ude i virkeligheden. 

Amerikansk real-world undersøgelse fra U.S. Centers for Disease Control and Prevention (CDC) viser 14. maj, at vaccinerne fra Pfizer/BioNTech og Moderna reducerede risikoen for symptomatisk smitte med 82 procent efter det første af to skud. Effektiviteten steg til 94 procent to uger efter det andet skud. Næsten 4.000 amerikanske sundhedspersonaler var med i undersøgelsen.

En enkelt dosis af vaccinen fra Pfizer/BioNTech kan give folk betydelig beskyttelse mod sygdommen i mindst 10 uger ifølge en ny britisk undersøgelse af omkring 375.000 mennesker. Beskyttelsen er på ca. 72 procent overfor covid-19 med symptomer og 65 procent mod at være smittet uden symptomer. At få anden dosis øgede beskyttelsen til 90 procent.
 
En anden real-world-undersøgelse fra Skotland, der blev offentliggjort i Lancet den 23. april, viste, at en enkelt dosis af Pfizers vaccine var 91 procent effektiv mod indlæggelse 28 til 34 dage efter vaccination.
 
Sydkoreanske myndigheder fortalte på Twitter 5. maj, at real world data viste, at en dosis af vaccinen fra Pfizer/BioNTech var 89,7 procent effektiv i at forebygge covid-19 hos folk over 60 år, mindst to uger efter vaccination.
 
Israelske real world-tal med over en million mennesker, offentliggjort 15. april, viser, at beskyttelsen med to stik er på 94 procent, men at første stik efter 14 til 20 dage var 72 procent effektivt til at beskytte mod indlæggelse, 74 procent effektivt til at forhindre covid-19-dødsfald og 57 procent effektivt til at beskytte mod mildere covid-19-sygdom med symptomer. Første stik fungerede dog ikke så godt til at forhindre folk i at overføre virussen. Efter en dosis var der efter 14-20 dage en 29 procent effektivitet mod at overføre smitte.
 
 

 

Dét åbner pr. 21. maj 2021

Folketingets partier har kort efter midnat natten til tirsdag landet en aftale om yderligere genåbning. Aftalen betyder, at fra på fredag åbner Danmark helt - kun diskoteker er stadig lukkede.

 

Uddannelse og aftenskoler

Der åbnes for 100 pct. fremmøde for resterende elever på ungdoms- og voksenuddannelser og for studerende på videregående uddannelser. Genåbningen sker i øvrigt på samme vilkår som tidligere genåbning.

Desuden åbner Folkeuniversitetet, ligesom der åbnes for korte kurser og dagelever på folkehøjskoler med både dagelever og overnattende elever, korte kurser på efterskoler og frie fagskoler samt indtægtsdækket virksomhed på ungdoms- og voksenuddannelser.

Idræts-, fritids- og foreningsaktiviteter

Resterende idræts-, fritids- og foreningsaktiviteter åbner med krav om coronapas. Genåbningen omfatter lokaler, hvor der udøves idræts-, fritids- og foreningsaktiviteter, herunder lokaler der anvendes til saunaer, dampbade mv., foreningslokaler samt kultur-, medborger- og aktivitetshuse.

Musik- og kulturskolerne for personer over 18 år

Der genåbnes for sangaktiviteter i foreningsliv og på musik- og kulturskoler samt andre kunstskoler og grundkurser på kunstområdet, der tidligere er genåbnet, men hvor genåbningen ikke har omfattet sangaktiviteter.
Indendørs faciliteter i forlystelsesparker, zoo mv.

Indendørs faciliteter i forlystelsesparker, zoo mv. åbner med krav om coronapas. Genåbningen omfatter lokaler beliggende i forlystelsesparker, omrejsende tivolier, zoologiske anlæg, akvarier og lignende samt spillehaller, kasinoer, lege- og badelande mv.

Arbejdspladser

Gradvis normalisering af fysisk fremmøde på arbejdspladser. Der gælder pr. 21. maj en anbefaling om 20 pct. fysisk fremmøde. 

Herefter vil man tillade 50 procent fremmøde fra omkring 14. juni og 100 procent fremmøde fra 1. august.

Forsamlinger

Det indendørs forsamlingsforbud hæves til 50 personer, og det udendørs forsamlingsforbud hæves til 100 personer den 21. maj 2021.

Kultur- og idrætsarrangementer kan afholdes med publikum i overensstemmelse med ordningen for større arrangementer med siddende publikum.

Coronapas

Reglerne for gyldig dokumentation i coronapas lempes, så man som udgangspunkt 14 dage efter første vaccinationsstik kan anvende dokumentation for det som coronapas. Sundhedsmyndighederne fastlægger den konkrete tidsperiode.

Kontrollen med coronapas lempes, så der indføres mulighed for, at kontrollen i regi af frivillige foreninger og på biblioteker kan udføres ved én daglig stikprøvekontrol af alle tilstedeværende personer, der er undergivet krav om coronapas.

I begyndelsen juni skal der udarbejdes en plan for udfasning af coronapasset.

Mundbind

I begyndelsen af juni fremlægges en plan for udfasning af krav om mundbind baseret på en forudsætning om, at mundbindskravet vil være ophævet, når alle fra 16 år og opefter, der ønsker det, er færdigvaccineret.

 

 

Emner: corona coronavaccine

Del artiklen med dine venner