Unge mister synet på få dage: Medicinrådet siger nej til lægemiddel

Medicinrådet holdt møde onsdag og behandlede bl.a. lægemiddelvirksomheden Chiesis ansøgning om at få anbefalet et middel mod øjensygdom.

Medicinrådet fandt frem til ikke at anbefale midlet idebenon til patienter med den ret sjældne øjensygdom Lebers hereditære opticus-neuropati (LHON). Medicinrådet finder det nemlig ikke sandsynligt, at idebenon forbedrer patienternes synsstyrke. 

Kvaliteten af de data, der er for effekten af idebenon, er meget lav, og det betyder, at nye studier med høj sandsynlighed kan ændre konklusionen, skriver Medicinrådet.

Da idebenon ikke har nogen klinisk effekt, er omkostningerne forbundet med behandlingen ikke relevante for Medicinrådets anbefaling. Anbefalingen gælder både patienter med udvidet og begrænset synstab.

Ca. 300 danskere lider af Lebers hereditære opticus-neuropati (LHON), og der er ca. fem nye tilfælde hvert år. Sygdommen rammer typisk omkring 20-års alderen, og i løbet af få dage eller uger kan synet forværres dramatisk. Synsnedsættelsen medfører problemer med at færdes socialt (social blindhed) og svarer til optagelseskriteriet i Dansk Blindesamfund. Det pludselige og hurtigt indsættende synstab ændrer patienternes hverdag på kort tid, og da patienterne ofte er unge, vil sygdommen derfor begrænse deres muligheder for at leve et normalt ungdoms- og familieliv, gennemføre uddannelse og komme i arbejde samt indvirke på overvejelser om at etablere familie pga. den genetiske disposition.

LHON er en arvelig sygdom, der rammer nethinden pga. en defekt i det mitokondrielle DNA. Op til 40 procent af patienterne har dog ingen familiær sygehistorie, dvs. at sygdommen er opstået ved nye mutationer under fosterets udvikling. Sygdommen går kun yderst sjældent i arv fra mænd.

Læs anbefalingen her

Del artiklen med dine venner