Ifølge Søren Brostrøm er der en risiko for bivirkninger efter vaccinationen. "Det er Sundhedsstyrelsens opfattelse, at risikoen for disse bivirkninger altovervejende er til stede inden for de første 14 dage efter vaccination. Den vurdering bygger på de observerede tilfælde af alvorlige, men sjældne blodpropper efter vaccination med covid-19-vaccinen fra AstraZeneca," siger han.

AstraZeneca-vaccine stadig på pause i Danmark

Vaccination med covid-19 vaccinen fra AstraZeneca er trods grønt lys fra det Europæiske Lægemiddelagentur EMA fortsat sat på pause i Danmark til uge 12, oplyser Sundhedsstyrelsen.

”Sundhedsstyrelsen vil sammen med Lægemiddelstyrelsen i de kommende dage vurdere, hvilken betydning EMA´s vurdering af vaccinen fra AstraZeneca skal have for det danske vaccinationsprogram mod covid-19,” siger direktør i Sundhedsstyrelsen, Søren Brostrøm, i en pressemeddelelse.

Det Europæiske Lægemiddel­agentur har foretaget en foreløbig vurdering af de sjældne tilfælde af alvorlige blodpropper efter covid-19 vaccinen fra AstraZeneca og offentliggjorde torsdag den foreløbige vurdering af sikkerheden af vaccinen fra AstraZeneca. 

EMA´s vurdering er, at det ikke kan udelukkes, at der er en sammenhæng mellem de observerede tilfælde af sjældne, men alvorlige blodpropper og vaccination med covid-19 vaccinen fra AstraZeneca. Derfor vil vaccinens produktresume blive suppleret med en advarsel om, at denne type sjældne bivirkninger er set efter vaccination. EMA vil desuden igangsætte yderligere undersøgelser i form af blandt andet supplerende studier. EMA´s overordnede vurdering er fortsat, at der er større fordele end ulemper forbundet med brug af covid-19 vaccinen fra AstraZeneca.

Andre lande har været hurtige til at genoptage vaccination med vaccinen efter EMA´s udtalelse. Allerede i dag, fredag, genoptager Italien, Tyskland, Litauen, Letland, Cypern og Bulgarien vaccination med AstraZenecas vaccine.

Spanien, Portugal og Holland har sagt, at de vil genoptage brug i næste uge. Irland forventes at tage en beslutning i dag, fredag, og Norge, Sverige og Danmark kommer med en udmelding i næste uge.

10 tilfælde med blodpropper i Danmark

Der er vaccineret 149.675 danskere første gang med AstraZeneca-vaccinen, og der er indberettet ti tilfælde af blodpropper hos borgere i Danmark, som er blevet vaccineret med AstraZeneca-vaccinen, oplyste Lægemiddelstyrelsen torsdag. En 60-årig kvinde er død. Hun havde et usædvanligt sygdomsbillede med lavt antal blodplader, blodpropper i små og store kar samt blødning.

Og ifølge Søren Brostrøm, der er direktør for Sundhedsstyrelsen, er der en risiko for bivirkninger efter vaccinationen.

"Det er Sundhedsstyrelsens opfattelse, at risikoen for disse bivirkninger altovervejende er til stede inden for de første 14 dage efter vaccination. Den vurdering bygger på de observerede tilfælde af alvorlige, men sjældne blodpropper efter vaccination med covid-19-vaccinen fra AstraZeneca," siger han i pressemeddelelsen.

Borgere i Danmark, som er blevet vaccineret med covid-19 vaccinen fra AstraZeneca inden for de seneste 14 dage, skal fortsat være opmærksomme på symptomer på blodpropper og/eller blødninger og tage kontakt til læge, hvis de udvikler sådanne symptomer. Symptomerne er beskrevet i en boks under artiklen.

Sverige har bekræftet de første to tilfælde af blodpropper hos personer, der har fået AstraZenecas coronavaccine, og en kvinde er død en uge efter vaccination, skriver SVT Nyheter og TT. 

Seks mennesker har fået alvorlige komplikationer, og i alt to er døde i Norge efter at have fået AstraZeneca-vaccinen. En gruppe af læger har undersøgt  tre sygeplejersker under 50 år, der er og har været indlagt på Oslo Universitetshospital efter at have været vaccineret med AstraZenecas coronavaccine. En af de tre er død. Lægerne er efter undersøgelsen overbeviste om, at deres stærke immunologiske reaktion er udløst som en reaktion på vaccinen.

Ringe vaccinationsteknik?

Pensioneret, praktiserende læge Torben Sørensen og Niels Høiby, overlæge og professor i klinisk mikrobiologi ved Rigshospitalet, har i Sundhedspolitisk Tidsskrift luftet den tese, at ringe vaccinationsteknik kan være årsag til det lave antal blodplader og blodpropper, som er set hos enkelte vaccinerede.

”Hvis vaccinen gives forkert og rammer ind i blodbanen - og ikke kun i skuldermuskulaturen – kan det i værste fald give en så voldsom, systemisk og inflammatorisk reaktion, at det kan føre til mange små blodpropper i blandt andet lunger,” sagde Niels Høiby, professor og overlæge ved Københavns Universitet og Rigshospitalet, forleden til Sundhedspolitisk Tidsskrift.

At AstraZeneca-vaccinen skulle kunne give et voldsomt og farligt immunrespons er ikke set i studiet, der danner grundlag for godkendelsen af vaccinen. Så i teorien kan de danske lægers tese om ringe vaccinationsteknik stadig være i spil.

 

 

 

Vaccineret inden for de seneste 14 dage? Sådan skal du forholde dig

Hvis man er blevet vaccineret med AstraZeneca-vaccinen inden for de seneste 14 dage, bør man være opmærksom.

Det er almindeligt, at der kan opstå smerter og rødme ved indstiksstedet, træthed, hovedpine, muskel- og ledsmerter, kulderystelser og feber efter vaccination. Når en vaccine aktiverer immunsystemet, vil mange opleve influenzalignende symptomer. Det er helt almindeligt og et tegn på, at kroppens immunsystem reagerer på vaccinen. Reaktionerne ses ved de fleste typer vacciner, og de plejer at være overstået inden for et par dage. Et blåt mærke på indstiksstedet for vaccinen er også forventeligt.

Andre forhold, som kan være symptomer på blodpropper, skal man derimod reagere på.

Et lavt antal blodplader kan påvirke blodets evne til at størkne. Hvis man som nævnt oplever tegn på hud- eller slimhindeblødninger i form af større tendens til blå mærker, små punktformede blødninger i huden (petekkier) eller blødninger, der ikke stopper, som de plejer, så er det vigtigt at søge læge.

Der kan derudover være andre forskellige symptomer på blodpropper, afhængigt af hvor i kroppen blodproppen opstår. Det kan for eksempel være:

  • Kraftig hovedpine
  • Kraftige mavesmerter
  • At benet bliver koldt
  • At man pludselig og uventet får smerter i dele af kroppen
  • Vejrtrækningsbesvær
  • Lammelser i den ene side af kroppen

Blodpropper kan dog også vise sig på andre måder. Derfor skal man generelt være særlig opmærksom, hvis man er blevet vaccineret med AstraZeneca-vaccinen inden for de seneste 14 dage. Man bør søge læge, hvis:

  • Man oplever længerevarende symptomer efter vaccination (dvs. går udover de typiske 3 dage efter vaccination)
  • Man oplever forværring af symptomer
  • Man oplever at få nye symptomer efter at de almindeligt kendte, forbigående symptomer, som mange oplever de første dage efter vaccinationen, er forsvundet.
    Kilde: Sundhedsstyrelsen

 

Emner: corona coronavaccine

Del artiklen med dine venner